Swinging doors!

Festlig fart over feltet i henrykkende Catch me if you can på Odense Teater d. 1. marts 2018.

Betegnelsen barok er egentlig eftertidens nedsættende dom over en tid og en stil, der ikke levede op til eftertidens eget ideal om (rationel) klarhed og enkelhed. Barokkens egen intention var at imponere, at overvælde og gribe tilskueren og opstod egentlig som den katolske kirkes forsøg på at vinde de vildfarne tilbage fra den kolde og golde protestantisme. Ud over dette udvendige, populistiske greb var barokken filosofisk dyb og eksistentielt moderne, for de imponerende facader og svimlende loftsmalerier vidner jo blot om, at verden vil bedrages; farver, pragt og kunstnerisk kunnen dækker over, at livet er kort og derfor uden betydning, så man bør vende sin tanke mod hinsidige: det evige liv i Paradis. At barokken stadig betager, og at katolske kirker og enevældige paladser tiltrækker turister i tusindvis uden at forbindes med alvorlige efterkrigstænkere som Camus og Sartre (det ville også være paradoksalt, eftersom Sartre var erklæret ateist), skyldes udelukkende, at barokkens bygninger, malerier og øvrige kunstgenstande er af så høj kvalitet, at selv en mindre tænksom eller troende tid med begejstring og udbytte kan hengive sig i undersøgelser heraf. Komposition, perspektiv, sammensætning af farver eller toner, ingeniør- og billedhuggerkunst, alle kunstarter og håndværk kan stå ved sig selv og tale til eftertiden, hvis de er ordentligt udført.

                      Man kan let komme til at gøre disse overvejelser, når man én uge oplever Glucks Orfeus og Eurydike sovset til i syntetisk lyd og lag af effekter, der alle er dårligt udført, og den næste uge får serveret et spillevende bigbandorkester samt meget dygtige sangere og skuespillere i en velsmurt scenegang i musicalen Catch me if you can. Måske er Glucks værk ikke barokopera, men det er ikke pointen; man er en tåbelig snob, hvis man tror, at én genre er finere og bedre end en anden, for det afgørende er altid værkets - forestillingens - kvalitet, og kvaliteten på de danske operascener er denne sæson (Den jyske Operas turné med La Traviata er ingen undtagelse) sørgeligt lav. Musicalen blomstrer til gengæld, og publikum strømmer til, så der er indtil videre to ekstraforestillinger af Catch me if you can på Odense Teater, og de er nok også udsolgt ret hurtigt, hvis der er rimelighed til.

                      Handlingens store kvalitet består i, at den er så enkel. Det mest komplicerede greb er nok, at den fortælles i flashback, så uopdagede og ikke-erkendte lag anes, for det handler kort og godt om forholdet mellem fædre og sønner, om forbilleder og rollemodeller, der måske/måske ikke er værd at følge: Frank Abagnale Jr. beundrer den romantiske myte, som faren, Frank Abagnale Sr., formår at spinde sig selv ind i. Farens eneste talent er evnen til at fortrylle, forføre og svindle, og følgerne heraf er naturligvis negative, men forestillingen dvæler aldrig ved konsekvenserne - druk, ensomhed, skilsmisse - den viser dem, men viser dem ærligt gennem stærke skuespilpræstationer. I centrum står Laus Høybye som Abagnale Jr. og fortryller selv alt og alle omkring sig med sin umiddelbare charme, sit store sangtalent og sin troskyldige ungdom (selvom han nærmer sig de 40 som visse andre…). Anders Gjellerup Koch forlener Abagnale Sr.’s tragiske skikkelse med så skæbneblind naivitet, at man bestandig røres, men uden at forfalde til tårer; hans talent er virkelig uden lige i dansk teater. Claus Riis Østergaard er FBI-agenten, der med indædt iver sætter alt ind på at standse Abagnale Jr.’s falsknerier og svindelnumre, og selvom det nok gør karakteren morsom og latterlig, så er han også ægte, og man forstår, hvorfor Abagnale Jr. føler sig draget til at give sig selv til kende. Cecilie Gerberg er ualmindelig fortryllende som Brenda Strong, der slår benene væk under Abagnale Jr. og bliver hans achilleshæl; hun er på en gang en stærk, selvstændig kvinde (der lever op til sit emblematiske efternavn) og umiddelbart blondinedum, men dog ikke så meget, at hun bliver hængende, til storsvindleren er ude af fængslet igen. Gerberg må dog meget gerne blive hængende på Odense Teater i fremtiden!

                      Alle andre mindre roller og ensemblet af dansere er smidige, spillevende brikker i instruktøren Rolf Heims hænder. Der bruges stort set ingen rekvisitter i Sisse G. Jørgensens enkle scenografi, der hæver Tiptoe Bigband op bag en evigt roterende svingdør midt på scenen; hver gang den drejer, skifter scenen hurtigt og elegant i samme rappe, rytmiske og skarpe tempo som bigbandet spiller. Hvad der måtte mangle af effekter, dem agerer skuespillere og ensemble selv. En trappe på hver side af svingdøren skaber rum for ensembleoptrin i den store, klassiske musicaltradition, og det er betagende, henrykkende og imponerende flot, når alle stemmer i eller kaster sig ud i Peter Friis’ velkoreograferede tableauer. Det er så enkelt og dog så ægte, at det står i grel kontrast til Lothar Krauses fortænkte indfald i Den jyske Operas opsætning af La Traviata, for om end de var få, så er skuffelsen herover svær at glemme i mødet med så forrygende teater som på Store Scene i Odense. Måske burde Odense Teater for at tilføre lidt glamour og mytisk mystik begynde at kalde Store Scene for Gamle Scene, nu hvor det rædselsfulde indkøbscenter Odéon er kommet til med nye scener? Det var da en tanke; fortsætter teatret næste sæson med et repertoire af lige så højt niveau som denne - Den indbildt syge og Macbeth sidder stadig i én - så er kvaliteten tårnhøj i sammenligning med nationalscenen, der synes at stå i stampe, og publikum vil strømme til, så teatret må sætte svingdøre op for at kunne håndtere efterspørgslen!