De higer og søger

John Adams’ Nixon in China er dybt vedkommende musikdrama. Operaen d. 12. maj 2019

Langt de fleste danskere kender citatet, der danner overskrift for denne klumme: Første vers af Adam Oehlenschlägers romantiske og episke digt om de to guldhorn, hvis tyveri fra Kunstkammeret elegant og virtuost iblandet dele af Henrich Steffens’ forelæsninger om den romantiske filosofi blev en af de mest fejrede skønlitterære klassikere på dansk. Langt de fleste ved, at de, der ”higer og søger/ I gamle Bøger” er oplysningstidens fornuftige videnskabsmænd, og langt de fleste ved, at videnskabsmænd ifølge digtet ikke evner at fatte den uforklarlige storhed og skønhed, der ligger i et kunstværk som de to guldhorn. De leder forgæves, og derfor er det til sidst gudernes vilje, at ”Evig bortsvandt Helligdommen.” Indimellem kan som bekendt selv en blind høne indimellem finde et guldkorn, så selvom den køligt fornuftige tankes søgen ikke altid bærer frugt, så kan den dog finde fine pointer iblandt. Det gør sig gældende for opsætningen af John Adams’ moderne klassiker Nixon in China.

                      Det er næppe sikkert, at operachef John Fulljames kender Oehlenschlägers klassiker Guldhornene, så det er sandsynligvis helt uforvarende, at han kommer til at blive en af disse fornuftsmennesker, der higer og søger: Adams’ opera handler om præsident Nixons historiske besøg hos formand Mao i Kina i februar 1972, og librettoen er flere steder baseret på de ordvekslinger, der fandt sted mellem de politiske ledere, så derfor lader Fulljames - ganske logisk - handlingen udspille sig i et stort arkiv, hvor en hær af forskningsassistenter og arkivarer ”higer og søger” blandt de historiske dokumenter, der overføres til storskærm, så historien selv bliver en del af scenografien. For det første kopierer Fulljames her sin iscenesættelse af Rossinis La donna del lago, hvor handlingen også udspiller sig i et historisk tilbageblik, for det andet er det næsten for simpel og indlysende idé, til at kunsten og æstetikken kan blomstre rigt og frodigt. Sådan forholder det sig i alt fald i første akt, hvor mængden af arkivarer skaber mere forvirring end klarhed i scenebilledet (og hvilket arkiv har for øvrigt så mange ansatte i en tid med en årlig besparelse på 2%?). Jo, måske læser de Maos tanker op fra kilderne i det indledende kor, men hvorfor opstiller de derefter hele seks lærreder i rundkreds for at afspille filmen af Nixons fly, der lander i Peking, og hvorfra kommer præsidentparret, da de pludselig står lyslevende på scenen? Har arkivarerne overnaturlige, nekromantiske evner, eller befinder vi os i det store hinsidige arkiv?

                      Måske det er fortænkte spørgsmål, så tilgiv ironien, men det er også fortænkt at ville have arkivrammen til at passe ned over hele operaen; det er et koncept og ikke en kunstnerisk idé. Imidlertid er det samtidig en virkelig original idé, det går bare først op for publikum i sidste akt, for mens operaen begynder realistisk og følger de historiske begivenheder - officiel modtagelse, privataudiens hos Mao og statsbanket - så bliver den gradvist mere og mere et psykologisk portræt og en refleksion over mennesket, statsleder eller ej, i tiden og historien. Tredje akt er således gribende i sin fremstilling af statsledere som bange, usikre mennesker med længsler, drømme og afsavn, og det er en rørende, tragisk pointe, at de til sidst en efter en går ind i en kæmpestor kasse, der forsvinder bort i arkivet som en genstand for senere tiders forskning. Mennesket reduceret til objekt. En mere følsom iscenesættelse havde nok evnet at favne bredden i denne opera ved f.eks. at lade den begynde realistisk (så havde vi måske også set et fly på scenen!) og gradvist lade eftertidens syn - arkivet og forskerne - tage over, som der graves ned under overfladen, og den personlige historie fremlægges.

                      Det er en skønhedsfejl, og den er placeret uheldigt og synligt i første akt, men man lægger først og fremmest mærke til den, fordi operaens øvrige fremtoning er fuldstændig lydefri. Uanset hvor meget man higer og søger, er Fulljames’ personinstruktion intet andet end eminent; fra sangerne træder ind på scenen er de et med deres karakterer: Johan Reuter er en energisk og ambitiøs Richard Nixon, men under overfladen romantisk, følsom og lettere naiv, Sarah Tynan er en bedårende, engageret og omsorgsfuld Pat Nixon, Arnold Bezuyen er en forvirret, svag og lettere debil Mao Tse-tung, og Sofie Elkjær Jensen er hans skræmmende handlekraftige, skrappe og dog også ømme frue, Chiang Ch’ing. Der er et fascinerende spil mellem Nixon, der ønsker at skrive verdenshistorie, og den aldrende, svagelige Mao, der taler i tunger; scenen mellem dem er både morsom, men også fuldstændig absurd, når de gang på gang taler forbi hinanden. Så meget for storpolitik! Alle synger de med en styrke, nuance og skønhed, der går lige i hjertekulen, og ikke mindst Sarah Tynan med hendes krystalklare og til lejligheden perfekt amerikanske diktion ønsker man meget snart at høre igen. Anden akt er hendes, hun stjæler fuldstændig billedet mellem en ellers sjov og opfindsom brug af arkivkasserne som scenografi, og lige så forvirret scenebilledet er i første akt, lige så smukt er det, da hun i den tyst dalende sne synger sin store arie: ”This is prophetic!” Brava!

                      Man skal nemlig ikke tage fejl af operaens historiske emne eller de få år, den har på bagen, (operaen havde urpremiere i 1987), for det er en rigtig opera i klassisk forstand med arier, duetter, ensembler og store korscener. Adams’ tonesprog er nyt, men let at lytte til; de gentagne toner og rytmer virker hypnotiske, og samtidig ændrer tonernes farve og instrumentationen sig, så det er som om, man hører tiden gå og blive til historie. Det er berusende musik, ikke søvndyssende, det er foruroligende og smukt på samme tid, fordi den både følger sin egen idé og griber publikum, og dermed er operaen blandt de mest originale partiturer i det 20. århundrede. Alexander Vedernikov dirigerer Det kongelige Kapel med vanligt mesterligt overblik, og sporer man premierenerver i rytmen, er indsatserne stadig præcise og klangen sublim. Orkestreringen er endvidere afstemt, så orkester og sang altid er i balance, der er rum til også at høre stemmernes klang. Alene det at sætte en opera, der aldrig har været spillet i Danmark, op er prisværdigt, og at det tilmed er en moderne, bredt appellerende klassiker og ikke en af de sædvanlige travere (…) i en stort anlagt opsætning er en hel stjerneregn værd. Nixon in China er frisk blod til operagenren og operapublikummet; den er det, vi higer og søger efter.