Arcadi Volodos på
Hindsgavl d. 8. juli 2019
Hindsgavl
Slot er atter verdens centrum. Fra øst og vest, fra syd og nord indfanger
lindetræernes duft, Lillebælts bølgeskvulp og den lune(fulde) danske sommer
verdensnavne i den klassiske musik som et stort spindelvæv. Metaforen er slet
ikke så dårlig, som den umiddelbart kunne lyde, for Laden, der vitterligt er en
lade ombygget til koncertsal, er tro mod sit oprindelige udseende; rummet
rejser sig op i kip, så spær og hanebånd er synlige. De illuderer
vitterligt trådene i et spindelvæv, der holder publikum fast, og midt i det
hele sidder edderkoppen selv. Mandag d. 8. juli var det den russiske pianist
Arcadi Volodos.
Volodos er en stor,
statelig mand, og helt klædt i sort kunne han godt gå for at være en edderkop -
men ikke af den slags, der indfanger sit bytte for at æde det; hans spind er anderledes
sart og smukt. Desuden er der noget jovialt over ham; selvom han træder frem
fuld af alvor og koncentration, aner man bag denne facade et smil og en
smittende livslyst, og den bryder frem gennem hans spil: Først spiller han Schuberts
ufuldendte ungdomssonate i E-dur, D. 157. Han forlener fornemt sonaten med den
bravur og den eksalterede idérigdom, som teenageren her forsøger at imponere
med, selvom det egentlig ikke er et særligt spændende værk. Det er til gengæld
de seks Moments musicaux op. 94, som
Volodos herefter spiller. Schubert er her en fuldmoden, men også allerede
døende kunstner, selvom han kun var 30, da han skrev de seks stykker, og Volodos
understreger Schuberts geni ved at løfte ham ud af romantikken og bære ham ind
i moderniteten. Hans anslag er blødt og sart, spindelvævsfint, hans præcision
knivskarp, og hans tempo så udtryksfuldt, at hver ny tone bliver et udsagn, et
værk, i sin helt egen ret. Den inderlige fornemmelse for følsomhed, længsel og
splittelse taler direkte til det desillusionerede menneske anno 2019, så man
røres dybt. Det er magisk som den lyse sommeraften uden for Ladens vinduer.
Efter pausen lægges den
umiddelbare inderlighed og skønhed lidt væk i værker af Rachmaninov og
Skrjabin, og alligevel er den der og løber som en rød tråd i Volodos’ spil. Rachmaninov
spiller han med det overskud, som kun dyb fortrolighed med værkerne giver;
ubesværet, legende, besnærende. De seks små værker spilles i forlængelse af
hinanden i en slags crescendo, der er lige ved at tage vejret fra publikum, og
så dukker den smukke Romance op. 21, nr. 7 pludselig op som for at minde om, at
inderligheden er grundtonen i Volodos’ spil, selv når der er tale om
ekvilibristiske stykker som Rachmaninovs. Intensiteten stiger yderligere i fem
små værker af Skrjabin. De fleste af disse har titel af dans, og der er en
heftig, fyrig, overrumplende hvirvelvind, publikum gribes af. Pludselig er man
spundet ind, fanget i Volodos’ net, men man ønsker ikke at komme fri, nej,
publikum klapper ekstatisk, og der er mere: Hele fire ekstranumre giver Arcadi
Volodos, inden han lader koncerten slutte, og han smiler nu, varmt og tydeligt,
fordi han har fanget publikum. Han er ingen farlig edderkop, han er mild,
venlig og overmåde generøs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar