Death, thou shalt die

 LIGHT - Bach dances er en forløsning. Operaen, Kristi Himmelfartsdag, d. 13. maj 2021

 

Forestillingen LIGHT - Bach dances har været fire år undervejs. Alene derfor er der grund til at glæde sig over, at det blev muligt at opføre den for publikum, og at det sker netop nu, hvor landet åbner sig tillige med det kølige, tilbageholdende forår, er smukt. Det kunne ligne en tanke, men er det altså ikke, fordi skabelsesprocessen begyndte før pandemier og politiske indgreb, ved hjælp af Bachs musik netop nu at skabe en forestilling, der tematiserer døden, når denne pludseligt og uventet træder frem og ser os dybt i øjnene - og vi ved mødet træder forskrækkede tilbage, kigger på hinanden og trækker os forlegne og skræmt tilbage. Nej, alene fordi døden er det eneste uafvendelige, afslutningen og forgængeligheden, som møder os alle, har operachef John Fulljames, dirigent Lars Ulrik Mortensen og koreograf Hofesh Schechter skabt denne forestilling, og det er smukt gjort.

                      Måske nogen stadig synes, det er morbidt at skabe en hel forestilling om døden, mens pandemien stadig raser uden for teatrets mure, men ikke hvis man husker Aristoteles’ begreb katharsis, renselse. Katharsis er der des større behov for i netop nu. Aristoteles bruger begrebet i to sammenhænge: I Poetikken bruges det om den terapeutiske renselse, der finder sted, når publikum gennem tragediens forløb føler frygt og medlidenhed med karaktererne på scenen, i Politikken bruges begrebet om den samfundsopdragende effekt, musik kan have, når den fjerner de uønskede følelser hos borgeren, altså de følelser, der måtte vende borgeren væk fra hensynet til samfundet. Det sidste giver stalinistiske associationer (og man kan kun frygte, hvilken musik en dåsemakrelspisende statsleder ville passivisere befolkningen med!), og selvom musikken - her Bachs mediterende, suggestive toner - står i centrum i denne forestilling, er det den æstetiske renselse gennem dans og sang og musik, man forlader Operaen med. Man går ikke fra Holmen som en bedre borger, man er en smuk oplevelse rigere og klogere på, hvad det er at være menneske. Kombinationen af sang, dans og barokmusik giver mindelser om opsætningen af Tidens og Visdommens triumf af Händel forrige sæson, og den var en triumf, fordi instruktøren formåede at skabe et eksistentielt drama, hvis forskellige og modsatrettede følelser rev publikum med i et overraskende forløb, men her er ingen handling, og det er det eneste lille minus ved forestillingen.

                      Forestillingen er bygget op om udvalgte arier og kor, hvis tekst tematiserer livet og døden, og instrumentalsatser, alle af Johann Sebastian Bach. Som supplement hertil er Hofesh Scechters dansekompagni i en umiddelbar, ukunstlet og plastisk koreografi. De elleve dansere bevæger sig i mønstre, figurer og bevægelser, der ligger langt fra den klassiske ballets udtryk; snart danser de tæt sammen, snart bærer og løfter de hinanden, snart løber de ekstatisk afsted, snart styrter de og må løftes og bæres af de andre. Det er genialt, fordi den dansende krop er ekspressiv, og dog uden evne til andet end at kunne illustrere eller eftergøre netop det, at kroppen må dø. De følelser, dansen formidler om det store intet, hvorfra ingen er vendt tilbage, er abstrakte og slår ikke til. Dansen giver ikke ét svar på, hvad døden mon er. Det gør de vidnesbyrd, uddrag af samtaler med terminalt syge, mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper, der afspilles mellem musik og dans, heller ikke, men enkelte af dem holdes fast på et neonskilt som et spinkelt forsøg på bedre at forstå. ”If I do die”, lyder et af dem, og det er lige så uudgrundeligt og smukt som John Donnes berømte sonet ”Death, be not proud”, der slutter med ordene: ”Death, thou shalt die.” Døden er så uforståelig og mystisk, at man næsten kan tvivle på den, hvad enten man nu tror på et evigt liv, eller man blot mener det som en påmindelse om at leve og ikke lade døden tage fokus fra livet. Selv ikke hvis døden bliver følgesvend gennem et svært sygdomsforløb.

Døden var dog så allestedsnærværende i 1700-tallet, hvor sygdomme sjældent kunne kureres, børnedødeligheden var høj, og krig rasede, at Bach hver uge måtte skrive nye kantater til gudstjenesterne i Leipzig, så menigheden kunne grunde over spørgsmålene om liv og død. Også det var en renselse, og barokken afspejler sig i Tom Scutts scenografi og ikke mindst Paule Constables smukke lyssætning: Til højre på scenen sidder Concerto Copenhagen, til venstre et podie omhængt med et sort slør, og om dette tager dansere og sangere først plads på stolerækker, som var forestillingen en art andagt eller gudstjeneste. Undervejs flyttes stolene rundt, der skubbes til dem og kastes med dem, og danserne indtager podiet, hvor ellers kun neonskiltet med brudstykker af de forskellige vidnesbyrd har hængt. Det hele belyses, så scenen henligger i et chiaroscuro, som var den et maleri af Caravaggio, dramatisk og følsomt på samme tid. At det tomme podium bag forhænget er det store, gådefulde intet, vi kalder døden, som sangere, dansere og musikere er kommet for om ikke at tilbede, så dog at undersøge, står klart hele tiden, men det kan kun udfyldes af de levende, først danserne, siden musikerne, sidst i forestillingen. På samme måde fortæller de døendes stemmer nok om frygt, desperation og smerte, men der er også humor - f.eks. i beretningen om at vælge det rigtige gravsted til sig selv - og fyndige opfordringer om at gribe dagen: ”Livet er kort. Spis kagen. Køb skoene.” Døden, det store fravær, forstås måske bedst som sin modsætning, nemlig at leve livet, mens man er i live, og er døden da ikke død?

                      Forestillingen har som sagt intet forløb; stemninger og følelser afløser hinanden i smuk lys-skygge-virkning, men vilkårligt. Man gribes undervejs - mest over kontrasten mellem tonefaldet i vidnesbyrdene og Bachs klare tone - og man tænker efter, men man rykker ikke frem på sædet, fordi spændingskurven og medfølelsen for karakterer, der ligner en selv, river en med. Den egentlige renselse og forløsning finder sted i moralen, carpe diem, hvorfor forestillingen slutter i rørende, barnlig jubel: Først med en opfordring fra de otte sangere, ”Wachet, betet, seid bereit!” fra kantaten med BWV 70, og til sidst med den selvstændige sinfonia, BWV 1045, der virtuost og festligt synes at blive ved og ved, indtil den dog slutter brat og uventet. Og publikum er begejstret; bifaldet og jublen holder længere på sangere, musikere og dansere, end de synes tidligere at have oplevet, og lige dér føler man sig så meget i live efter vinterens lange dvale. Den fælles glæde, begejstringen og festen, er lige så overvældende som det spirende græs og de nyudsprungne blomster og træer, og man ved, at det er det, man har savnet. Man er helt sikker i sin sag: Death, thou shalt die.