Det dybe sind

 Det store stilehæfte på Husets Teater d. 3. juni, Odense Symfoniorkester d. 4. juni

 

Odense Symfoniorkester lancerede i den lemlæstede sæson 2020-2021 en koncertpakke med overskriften ”Mind the Music”. Her fokuserede orkesteret på psykisk sårbare komponister i et samarbejde med SIND og Psykiatrifonden, men på trods af det etisk smukke i denne alliance og det æstetisk interessante ved dette fokus kan man nemt forestille sig, at initiativet forsøger at dække over fraværende ambitioner og manglende musikalsk mod i den sæson, der nu lakker mod enden, og i den foreløbigt halve sæson, der er annonceret. Ved koncerten d. 4. juni gæstede H. K. H. Kronprinsesse Mary Carl Nielsen-salen som protektor for Psykiatrifonden, og selvom det naturligvis bidrog til en festlig stemning, så var det eneste musikalsk interessante den kommende chefdirigent, Pierre Bleuze - for man må trods alt håbe, at Odense Symfoniorkester, der nu med jovial onkel-humor lancerer sig selv som OS, stadig har musikken som primære fokus, selvom man nedlægger Filharmonisk Kor og opgiver muligheden for koncerter med kor…

                      Pierre Bleuze er elegant fransk i sin smidige, adrætte og slanke fremtræden, og det bliver spændende at se, om denne smidighed kan indprentes orkesteret med tiden. Bleuze er en dirigent, der formår at fastholde orkesterets opmærksomhed, styre og lede med stort musikalsk overblik, men Odense Symfoniorkester har altid bedst ladet sig lede rytmisk. I aftenens program er Ravels sprælske klaverkoncert i G-dur og Mussorgskys Udstillingsbilleder (i Ravels orkestrering) i gode hænder; Ravels jazzede rytmer, bratte, men lyse indfald og heftige udbrud forløses sublimt - ikke mindst med den både charmerende og dybt virtuose Jean-Efflam Bavouzet som solist - og den volumen, der fordres af Ravel i Mussorgskys toner, er heller ikke noget problem for OS. Men Stravinskys sarte og finurlige neobarok i Pulcinella Suiten, der indleder koncerten, er en anden udfordring for Bleuze, for her sættes tempoet ned. Der sidder blændende dygtige musikere blandt OS, fortrinsvis blandt blæserne (i flæng kan man nævne Henrik Skotte, Morten Østergaard, Victor Koch, Niels Aamand Pedersen og - selvfølgelig - Rune Most), og de brillerer; de følger Bleuze i alle tempi med stor indlevelse og smuk klang til følge. OS’ achilleshæl har altid været strygerne, og det høres navnlig i langsomme, sjælfulde passager. Koncertmester Eugen Tichindeleanu får vist sit værd som solist - han spiller fremragende! - men som gruppe evner strygerne ikke at forløse Bleuzes ambition om et inderligt og ægte spil i Stravinskys sart sprøde partitur. De kan spille langsomt, de kan holde et roligt tempo, men det er aldeles uden indlevelse, og det er synd - navnlig ved denne lejlighed - at sindets følsomme sider ikke forløses.

Dybde og intensitet var der i kammerspillet mellem Olaf Johannessen og Jens Albinus i sidstnævntes dramatisering af Agota Kristofs barske og dog følsomme roman, Det store stilehæfte, på Husets Teater. Deres samspil blev i sidste sæson belønnet med en reumert for årets mandlige hovedrolle, og man forstår denne usædvanlige, men indlysende beslutning: De er tvillingerne Lucas og Claus (der først optræder under navn i Kristofs andet bind om deres historie, Beviset), og de er forestillingen.

                      Husets Teaters lille og meget intime scene er helt sort, men den burde måske til lejligheden have været helt hvid for at tydeliggøre, at handlingen og romanen er de nøgterne historier om livet hos en streng og bitter, men stadig retfærdig bedstemor under en ikke-navngiven krig, der skrives på siderne i et stort stilehæfte/males på scenen. Det er ordene, der bærer forestillingen; selvom Johannessen og Albinus’ nærvær brænder igennem og sætter sig fast i erindringen, er det gennem ordene, at billederne i den barske beretning bliver til: Drengene fortæller - ofte i kor eller i munden på hinanden, andre gange på skift - om ankomsten til den ukendte bedstemor, om savnet af moren, der efterlader dem, om det hårde slid i bedstemorens have, om snavset og stanken, om slag og spark, om vilje og selvdisciplin, om omsorg og ømhed midt i krigens ubønhørlige grusomhed og meningsløshed. De gør det med intentionen om at skrive, hvad der er sandt. Der er derfor stort set ingen adjektiver i beretningen; der er konkrete substantiver, og der er primært handlings- og ytringsverber, ingen føleverber, ”for ordet ”elske” mangler præcision.” Det er barske ord, når de kommer ud af munden på drenge på 9-10 år - også selvom skuespillerne er aldrende mænd.

                      Søgt er det afgjort ikke, at begge skuespillere nærmer sig 60 og spiller børn. Det er i deres spil, at sindets dybder loddes og udlægges for publikum, ikke i hverken rekvisitter eller scenografi; begge dele udgøres - ud over lyssætningen - af et gigantisk, hvidt pudevår, som umiddelbart kun har den funktion, at der er noget for dem at gribe fat i - undtagen i scenen i præstegården, hvor stoffet fyldes af luft og både illustrerer vasketøj og sæbeskum i badet med stor poetisk virkning. Johannessen og Albinus’ alder føjer snarere et lag til forestillingen og karakterernes psykologi: De ellers robuste drenge, hvis moralske kompas aldrig svigter, er således fastholdt i barndommen, til trods for den terapeutiske stileskrivning og deres omsorg for dem, der er endnu svagere stillet, nabopigen Hareskår og hendes traumatiserede mor. Krigens grusomhed har ikke sluppet dem, og uden fortsættelsen (Kristofs roman er en trilogi) virker de afsluttende ord om, at det lykkes ene bror at flygte til nabolandet, snarere som en drøm end en egentlig flugt. Eller også er forestillingen en opfordring til publikum om selv at læse Kristofs romaner og høre fortsættelsen for sit indre øre gjort levende af to reumertvindende skuespillere.