Natten før slaget

 John Frandsens Boudicca er smuk og ren vellyd. Den fynske Opera d. 8. oktober 2021

 

Cæsar var den første romerske feltherre, der satte sig for at erobre Britannien. Det lykkedes ikke. Det lykkedes heller ikke de første romerske kejsere, der efter Cæsar alle gjorde forsøget; først i 43 e. Kr. under kejser Claudius (41-54) blev Britannia en romersk provins. Det blev dog aldrig nogen rolig provins, og selvom det lykkedes kejser Hadrian (76-138) at holde de keltiske stammer i det nuværende Skotland ude ved at bygge en mur tværs hen over den britiske ø, gjorde stammerne i provinsen gentagne gange oprør. En af de mere berømte oprørere, som kendes fra bl.a. historikeren Tacitus (56-117 ca.), er ikenernes dronning Boudicca, hvis mand Prasutagas havde gjort den romerske kejser til sin arving på lige fod med sine to døtre i den forhåbning, at denne gestus ville kunne holde romerne stangen. Romerne tolkede testamentet mere bogstaveligt, hvorfor de udplyndrede ikenerne (der beboede det nuværende Norfolk), og som følge af dette overgreb gjorde de under Boudiccas ledelse i år 61 oprør mod romerne. Denne dronnings mod er blevet et symbol på oprør mod alle former for overmagt og tyranni, og der findes malerier, skulpturer og fremstillinger på film og i romaner af Boudicca. John Frandsen har skabt en opera - eller et monodrama - om hende, og den er nok værd at opleve.

                      På sin hjemmeside stiller John Frandsen det ret fortærskede og ikke videre originale spørgsmål: ”Hvad er i grunden en opera?” Historien har lært os, at opera er en levedygtig genre, der konstant finder nye former, der passer til tiden, så at finde én definition på genren giver ikke mening. Men lad det ligge, for Frandsen viser med Boudicca, at han har forstået, hvad opera er, og at han mestrer genren fuldt ud! Boudicca er et medrivende, dramatisk, lyrisk og sanseligt musikdrama for tre musikere og sopran. Handlingen er - bortset fra et intermezzo, der beskriver slaget mellem romerne og ikerne - en indre monolog, hvor Boudicca natten før slaget reflekterer over sit liv og over de følelser, der fylder hende som dronning og som forurettet menneske. Librettoen fremmaler ikke bare Boudiccas tanker, men også denne nat før det afgørende slag med romerne for knapt 2000 år siden, så den bliver sanseligt nærværende og konkret:

 

”Still. No-one moves.

Still. No-one moves.

A thousand campfires lick the sky.

Still. Still. No one moves.

A dog barks, a sleepy growl.

A sentry turns,

another still in silhouette.

No moon, no stars.

An autumn cloak of low grey cloud

hangs moist and cool.”

 

Der er ikke meget ydre handling i disse ord, men de gør Boudicca til et nærværende menneske, og opera handler om at tolke menneskelivet for os i sang og musik.

                      Marlene Smith har iscenesat, og det har hun gjort med denne indsigt, nemlig at både musik, sang og scene spiller sammen og udgør en helhed. De tre musikere, Jesper Sivebæk på guitar, Malte Vendelby på slagtøj og Maria Lundbak på klarinet og engelskhorn, er en del af forestillingen; klokkespil, xylofon og trommer udgør en skulptur i rummet fra det første nu, hvor det smukke lysdesign lander på instrumenterne og synes at puste liv i dem. Endvidere har de tre musikere den samme dunkeltblå og guldbræmmede kjortel på som Boudicca for at understrege, at musikken i lige så høj grad tolker Boudiccas refleksioner og tanker som ordene i Nina Smidth-Brewers smukke, lyriske strube. Alle fire er solister, alle fire bidrager til fremstillingen af stemningen og oplevelsen af denne nat før slaget.

John Frandsens tonesprog er drømmende lyrisk og æterisk. Der er noget brittensk udefinerbart over hans måde at kombinere tonerne på, hvilket understreger det sanselige element i forestillingen, og samtidig er der i kraft af den omfattende mængde slagtøj en energisk rytmik som kontrast. Sopranstemmen falder naturligt og trygt ind i disse kontrasterende rammer, så det er et helt og fuldt mesterværk, publikum oplever. Operaen begynder med et heftigt motiv for trommer, der som en åndemaner får pulsen op, men også luller en i trance. Det virker autentisk. Det virker som en plausibel gengivelse af kelternes mystiske ritualer, og også den pointe i partituret griber Smith: Undervejs lader hun Boudicca udføre sælsomme ritualer med hvide sted og med aske. Det forestiller ikke noget, det er mystik for de uindviede, men det skaber en scenegang ud af den indre monolog, og det illustrerer Boudiccas forståelige frygt, tvivl, men også styrke:

 

”Dear Gods! I see

Dear Gods! I see

a battle rages in me

so deep, so deep,

I scarcely know,

but in those depths a part of me that

knows, that’s wise,

in battle with a part of me…

Yet lok!

My body straight and strong.

Dear Gods! this is a strange, strange

day.”

 

Publikum fornemmer også den styrke, Boudicca udtrykker, og bifaldet er taktfast og begejstret, selvom der desværre ikke er udsolgt denne aften i Den fynske Opera. Det kunne man godt ønske; man kunne ønske, at denne aften var natten før det store slag: en turné landet rundt. Det fortjener komponisten, det fortjener kunstnerne, og det fortjener publikum.