Djævlens teater

 Fornem sæsonstart: Charles Gounods Faust i Operaen d. 19. september

 

Martin Scorseses filmatisering af Edith Whartons Uskyldens år begynder med en opførelse af Gounods Faust overværet af hele New Yorks celebre overklasse. Scenen tegner et elegant billede af det miljø, hvor handlingen udspiller sig, men den er først og fremmest symbolsk; advokaten Newland Archer er forlovet med den unge og yndige May Welland, men han forelsker sig voldsomt i Mays kusine, Ellen Olenska, der ankommer fra Europa. Forelskelsen er gensidig, og den forstærkes kun af den foragt, sladder og afstand, grevinde Olenska udsættes for af New Yorks toneangivende kredse, fordi hun er fraskilt - ganske som Marguerite i Gounods opera udstødes, da Faust har forført hende, og hun har dræbt sit barn - og Newland væmmes ved dette snobberi og glemmer helt hensynet til sin forlovede.

                      Man kan nemt få den tanke, at instruktøren Jan Philipp Gloger har set Scorseses film, inden han iscenesatte Gounods Faust, der nu spiller i Manuel Schmitts genopsætning i Operaen på Holmen. Handlingen er flyttet til slutningen af 1800-tallet, hvor Uskyldens år udspiller sig, og Faust er ikke den desillusionerede filosof hos Goethe, han er den livstrætte bedsteborger, der keder sig med kone og børn og derfor forfører og siden svigter Marguerite og lader hende blive halshugget for at have dræbt deres barn. Det er hjerteskærende, først og fremmest fordi det præsenteres usentimentalt; den nåde, der synges om til sidst, lægges i munden på koret klædt som Frelsens Hær, og Faust mødes iskoldt af kone og børn, inden tæppet går. Det er virkelig eminent teater.

                      Det bidrager dog til den beske eftersmag, at det hele virker som noget, der er iscenesat af djævlen selv: Ben Baurs scenografi består blandt andet af sætstykker, så der står en scene på scenen, hvorfra bagtæpper kan gå ned. Marguerites værelse er en uskyldshvid scene på scenen på scenen, hvis nogen skulle være i tvivl om, at det hele er iscenesat. Mefistofeles selv dukker op lige ud af Goethes Faust i renæssancekostume: gamacher og opslidsede pludderbukser, kårde, kåbe og fjer i hatten. Han adapterer hurtigt tidens mode, men ellers styrer han, hvad der sker: Han sørger for, at Marguerite kommer op af en lem i gulvet, så hun kan friste den familietrætte Faust, han tryller cancan-dansere frem, så stemningen løfter sig, og han lader bagtæppet gå for madame la guillotine, da Marguerites dødsdom skal eksekveres. Uden skrupler lader han Faust stå tilbage med sin dårlige samvittighed og forsvinder så i kulissen til sidst. Kun Hanne Fischers velsyngende (det er hun jo altid!) og erotisk understimulerede Marthe kan han ikke styre, og det er kosteligt morsomt. Det eneste minus i den detaljerige, levende og festlige scenegang er manglen på farver i Karin Juds kostumer; alt er - symbolsk - sort og hvidt, men det forekommer usandsynligt, at Mefistofeles ikke ville sætte flere farver på tilværelsen, hvis man som Faust lader ham styre showet. At han løber fra regningen, burde Faust have regnet ud, men det tænker man ikke altid på, når musikken spiller.

                      Castet i denne genopsætning er lige så eminent som hele rammen om forestillingen: Niels Jørgen Riis har fortsat en smægtende, elegant italienertenor, men han illuderer samtidig det livstrætte borgerdyr med stor indlevelse. Kyongil Kos bredt grinende grimasser suppleres af en lige så flot og stor bredde i basstemmen, og Luthando Qave har den lyriske og tindrende tenor, som passer sig for den idealistiske og rethaveriske Valentin; bravo! Spinnesiden kan man også kun tiljuble med brava’er: Kari Dahl Nielsen er en gevinst for ensemblet på Den kongelige Opera, og hun forlener Siebel med en drenget charme og naivitet med sin smukke, smukke sopran, og som Marguerite får Sofie Elkjær Jensen omsider et parti af en størrelse, der passer sig for den bredde og fylde, der er i hendes lyriske sopran. Det er muligt, at Marguerite i denne iscenesættelse ikke bliver båret til himmels i slutningen, men Elkjær Jensen sørger selv for med sin stemme at løfte sig derop; helt op over Det kongelige Kapel, helt op til guldet, der luer på loftet i salen. Kapellet ledes probat af Marie Jacquot, hvis energi og overblik, man gerne vil opleve igen. Kun kan det undre i en så kønspolitisk optaget tid, at hun som kvinde kan lede den skammelige og nedværdigende behandling, Marguerite udsætte for på scenen, men hvor dygtig hun end er som dirigent, så spiller det ingen regler, når djævlen leder spillet.