Laser og pjalter er meget velspillet kras satire og barsk humor! Odense Teater d. 10. februar 2022
”Det
er en frygtelig Historie!,” må man med H. C. Andersens høne fra ”Det er ganske
vist!” udbryde efter at have oplevet Brecht og Weills Laser og pjalter
på Odense Teater, og man må gøre det med samme smag af hykleri i munden som
hønen. Forskellen er, at publikum - forhåbentlig! - har bevidsthed og dermed
større evne til selvrefleksion end en høne, for mere end nogensinde er kunsten her
et spejl, hvori vi ser os selv og vores liv (det står endda over store scene på
Odense Teater): Laser og pjalter handler om os, om menneskene og deres
dobbeltmoral, om deres brutale udnyttelse af hinanden, om deres blinde drifter
og begær, og det er dog en frygtelig historie! Men der er sukker på, hvis nogen
skulle være for kræsen til at få sandheden få serveret rå og blodig.
Det er en frygtelig
historie, fordi den handler om mord, tyveri og svindel, men det er også en
frygteligt god historie, fordi det er en frygteligt godt fortalt historie; i
Moqi Simon Trolins iscenesættelse er alt timet og tilrettelagt som en plan af
Olsen Banden - eller som Erik Balling og Henning Bahs’ forskrifter for samme
plan. Modsat Egon Olsen, hvis plan som bekendt altid fejler, så han selv ender
bag Vridsløselilles skærmende mure, ender Laser og pjalter godt - altså
for superskurken Macheath, ikke for publikum: Længe sidder han fastspændt i den
elektriske stol, længe sidder man i sit trygge sæde og tænker, at nu må nogen
trække i håndtaget på afbryderen strategisk placeret lige ved stolen, så
strømmen tilsluttes, og forbryderen får sin velfortjente straf, men ikke længe
efter kommer dronningens ridende bud for ikke bare at benåde Macheath, men adle
ham. Det er da en frygtelig historie!
Trolin er meget loyal mod Bertolt
Brecht og Elisabeth Hauptmanns drama - her i Niels Brunses uforlignelige
oversættelse - men formår med få, enkle greb at gøre Brecht endnu mere brechtsk.
Brechts direkte publikumshenvendelser, Verfremdungs-effekten, projiceres
enten op på siderne af Eilev Skinnarmos kubeformede forvandlingsscenografi - den
indeholder både Peachums salon, bordel og Hotel Savoy - eller den bruges til at
understrege samfundshierarkiet, for ve den tigger, der tror, at han eller hun
kan annoncere næste scene; så mærker hun eller han straks Mr. eller Mrs.
Peachums ætsende blik, inden de tager over. Anders Gjellerup Koch og Hanne
Hedelund forlener hver især ægteparret Peachum med så megen autoritet, rasende
kulde og kølig beregning, at man frygter dem lige så meget som Macheath selv; Mr.
Peachum er så glatslebet arrogant, at alt preller af på ham, den ulastelige,
kalkulerende købmand, og Mrs. Peachum formår på en og samme tid at være
døddrukken og skarpt manipulerende. Det er mesterligt portrætteret, lige så
ubesværet skuespil som drejescenen snurrer, og scenen skiftet.
Og hele ensemblet snurrer
veloplagt med i Maria Gyllenhoffs kostumer, der rykker handlingen frem fra 1920’ernes
baggårde i London til 1980’ernes punkæstetik af plastik, læder og nitter. Yuppiernes
skulderpuder og glitter er der også; Lucy, som Macheath har besvangret, ligner
en Alexis in spe. Macheath selv i slips, lang, stribet jakke og laksko ligner
mest en glamrockstjerne, og Nicolai Jandorf spiller ham mere som en charlatan
end en forbryder (selvom han indledningsvis brutalt skryder en modstander ned,
så alle forstår alvoren bag satiren), men det gør det nu stadig svært at se,
hvorfor uforligneligt energiske, velsyngende og velspillende Cecilie Gerbergs
Polly vil gøre alt for ham. Hun er forestillingens store stjerne, alene fordi
hun her har en karakter med mere mundrette replikker end Catherines svulstige
billedsprog og profane bandeord i Stormfulde højder i efteråret, og hun
er nærværende på en scene. Hun sætter ingen intriger i gang, hun tror på det
gode i Macheath og elsker ham inderligt, men hun er stadig så meget sin fars
datter, at hun - selvom Peachum har for meget bedsteborgerlig finfølelse til at
ville genkende forbryderens metoder hos sig selv - med lethed kører Macheaths ”forretning”
videre. Hun har langt større evner herfor end Macheaths håndlangere, Jacob og
Matthias, der i Malene Melsen og Frank Thiels skikkelse snarere er to klovner
end to forbrydere: Hun er en afdanket, torskedum laps, han ligner Bøffen i
Olsen Banden, men begge er nærværende og overbevisende i rollen.
Som satiren i ”Det er
ganske vist!” er pakket ind i en dyrefabel, er Brecht og Hauptmanns satire
pakket ind i Weills sprødt melodiske tonesprog. Det er en fornøjelse, at en
musikforestilling ikke er en teaterkoncert - det er en dødfødt genre! -
og at musicals kan være mere end fem år gamle simpelthen af den ene grund, at
musikken er god, og der synges probat over hele linjen! Anders Ortman leder
effektivt sit ensemble og medvirker dermed til, at forestillingen snurrer
afsted, og den bitre morale sukres til. Ve den publikummer, der ikke
gennemskuer spillet og musikken, og som med hønen siger. ”Jeg foragter de Høns!
Men der er flere af den slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit
til, at den Historie kan komme i Avisen,” for det er jo i sidste ende den høne,
det hele handler om, og dét er en frygtelig historie!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar