Meget vellykket Stolthed og fordom på Betty Nansen d. 29. januar 2022. Publikum er man gerne fri for...
Det
er en almindeligt udbredt opfattelse - at teatret er i krise. I alt fald blandt
visse anmeldere, der i deres egen selvforståelse som særligt progressive kan
overse udsolgte forestillinger og publikumsbegejstring på de fleste scener
landet over. Men lørdag d. 29. januar på Betty Nansen Teatret blev det
alligevel bekræftet - til trods for en fremragende forestilling over Jane Austens
Stolthed og fordom og en næsten fyldt sal - for publikum forstår ikke
længere teatret. ”I Kunsten skal Livet kendes” står der over Store Scene på
Odense Teater, men i stedet for at se vores egen tid, hvor omgangsformer såvel på
nettet som virkeligheden konstant diskuteres, debatteres og (for)dømmes, på
scenen, lo store dele af publikum, lo endda højt og larmende, ad de formelle omgangsformer
og den stive kommunikation, der er omdrejningspunkt for plottet i Austens
fejrede klassiker. Det er snarere tragisk end komisk ironi.
Lad gå med, at Sebastian
Kloborg har lavet en koreografi, der til dels er manieret og grotesk - den er
humoristisk i få, sprudlende glimt - men teatrets præmis er jo manerer, mimik
og gestik, og forestillingen spiller på det teatralske. Koreografien er sammen
med Viktor Dahls musik øm og poetisk, men der er også noget groft og primitivt
over de positurer, hver enkelt karakter har fået tildelt, og over den dans, der
fører dem sammen i selskabslivet. Det er en helt egen stammedans, og der er
ikke meget tilbage af den historisk korrekte realisme, som man kender fra de
talrige filmatiseringer af Austens romaner: Laura Løwes florlette kostumer af
chiffon og tyl vækker nok mindelser om empiresnit, men dækker over kropsnært
undertøj, der ligner træningstøj fra nutiden, og scenografien er et lyserødt
sildebensparket, der rejser sig lodret som baggrund, slår buer og sving som en
skateboardbane og fortsætter faretruende ud over scenekanten. Til sammen fanger
Kloborg og Løwe således plottets modsætning mellem den stive, ydre etikette og
de vildtvoksende, indre følelser, der får frit (af)løb på den lodrette
scenografi. Anna Balslevs skarpsynede bearbejdelse og mesterlige instruktion
udfolder sig ligeledes mellem disse yderpoler.
Balslev har med falkeblik
beskåret det omfattende persongalleri til de seks centrale karakterer, der
driver handlingen frem: de tre søstre, der ender med at blive gift, Jane,
Elizabeth og Lydia, og deres kavalerer, Mr. Bingley, Mr. Darcy og Mr. Wickham.
Et par biroller, en slags omvendte dei ex machina, hvis indtræden på
scenen ikke fremmer deres egen dagsorden, men tværtimod går stik imod den (et
genialt træk af Austen), kan ikke undværes, nemlig Mr. Collins og lady
Catherine de Bourgh, men dem tager Nanna Skaarup Voss og Simon Kongsted, der
spiller de mindre roller som Lydia og Wickham sig kompetent af. Kongsted, der næsten
ikke når at overbevise den årvågne del af publikum om, hvor charmerende Wickham
egentlig er, får således lejlighed til at brillere som en aldeles afskyvækkende,
slesk og snobbet Mr. Collins, mens Skaarup Voss får mulighed for at vise, at
hendes talent rækker helt fra den fjasede, fjollede og dumme Lydia til den
overlegne, indbildske og truende lady de Bourgh. Freja Klint Sandberg er
simpelthen inkarnationen af Jane, nemlig så yndig og dydig, at hun kan virke
naiv, og dog er hun ejegod og kærlig, og Mathias Bøgelunds Bingley er en
overstadig, glad og måske ikke så intelligent, men stadig kærlig hvalp. Man
under de to hinanden, og deres spil, der sætter den overfladiske, teatralske
etikette på spidsen ved at være én lang gentagelse af replikkerne ”Atju!”, ”Prosit!”,
”Tak” og ”Det var så lidt”, er morsom, fordi den overdrives, og fordi
den i sin kerne kun er ung, jublende forelskelse. Man er ganske henrevet af de
to, og deres forening følges - trods alt - ikke til dørs af nogen upassende
latter.
Midt i alt det, i stormens
vindstille øje, har Balslev smukt placeret Elizabeth og Mr. Darcy. Elizabeth er
fortælleren undervejs, der træder uden for handlingen og henvender sig til
publikum. Hermed udstyres hun med endnu en facade, men hun kan styre denne lige
så lidt som den fjollede sociale etikette, og da hun slutteligt må erkende og
stå ved siden følelser, sker det i tavs - og smuk - resignation. Uden skam, for
hendes følelser er ægte, men også inderlige og dybt private, og hun forsøger blot
at gemme sig i det florlette tæppe, der danner et intimt og aflukket rum forrest
på scenen. Her kan søstrene parodiere hinanden og andre (dét er morsomt, fordi
det er en joke), og her kan Mathilde Arcel Fock som Elizabeth og Ferdinand Falsen
Hiis som Darcy mødes i scener, der emmer af nærvær, fordi alle masker krakelerer,
og ingen af dem er sikre på, hvordan de skal forholde sig til det. Balslevs
personinstruktion er sublim, og replikkerne, der er i Austens egen høje stil, giver
ikke mulighed for nogen hurtig og letkøbt fortolkning; hvert ord er udtalt,
ment og forstået. Det er blændende skuespil af Arcel Fock og Falsen Hiis, og
luften dirrer af intensitet mellem de to på scenen og publikum. Her er heller
ingen latter.
Måske forstår publikum
altså alligevel teatrets særlige magi? Måske er undertegnede bare blevet en
sur, gammel mand, en Jeronimus, der ikke forstår ungdommens verden? Nej, den
afvæbnende latter gennem hele første akt kommer også fra publikummer, der er
ældre end undertegnede, og det er netop en afvæbnende latter, altså en latter,
der markerer en afstand til det fælles rum for skuespillere og publikum, som
teatret er. Teatret er eftertænksomhedens rum, fordi det er nærværets rum, og
man skal turde være i det, netop fordi det er et modsvar på den afstand, de
skærme og de sociale medier, vi har vænnet os til at have imellem os. Publikums
kunstige latter er som svaret på de sociale mediers evige krav om likes og
kommentarer, og den er grotesk - endnu mere grotesk end stammedansen på scenen.
Måske forstår publikum det senere, for i anden akt forstummer latteren netop i
takt med, at Elizabeth og Darcy må opgive de fordomme, de har om hinanden, og
erkende deres sande følelser. Anna Balslevs egentlige fortjeneste - ud over
hendes sublime personinstruktion - er at rive sløret bort fra publikums øjne og
afsløre de faldgruber, der ligger i at lade sig styre af fordomme om hinanden
såvel som om teatret, at turde være ærligt sammen frem for at distancere sig
med hul latter, og hvis publikum til slut erkender det, så er der måske håb for
teatret…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar