Stækkede vinger

 Leoš Janáčeks smukke Katja Kabanova skrækkeligt overeksponeret. Gamle Scene d. 18. september 2022

 

Det var en velment insisterende danmarkspremiere, da Den jyske Opera i 2013 satte Leoš Janáčeks Katja Kabanova op, for opsætningen turnerede landet rundt og kom ud til alle operaelskere. Og med god grund, for operaen er smuk, lyrisk og gribende, og iscenesættelsen gjorde den ære; Annilese Miskimmons iscenesættelse var lydefri, og Nick Shaws scenografi var æstetisk smuk og lysende enkel. Nu er operaen så kommet op på Det kgl. Teater - langt om længe - som en del af det, som Nila Parly i programmet kalder en sand Janáček-bølge, der (endelig) skyller over Europa nu, 100 år efter at Janáček skrev sine mesterværker som pensioneret lærer: Hans første strygekvartet, ”Kreutzer-sonaten”, blev spillet til perfektion af den franske Diotima-kvartet på Bramstrup Gods ved den nyetablerede Carl Nielsen-festival i august; på Malmø Opera opføres Sagen Makropulos til foråret; i sidste sæson spilledes Jenufa på Staatsoper i Berlin, og denne kølige søndag i september er der altså premiere på Katja Kabanova på Det kongelige Teaters Gamle Scene.

                      De to sidstnævnte forestillinger er begge iscenesat af italienske Damiano Michieletto, og om de trufne valg nu er bevidste eller ej, fordi komponisten til værkerne er den samme, så er ligheden mellem dem slående, og det har såvel positive som negative aspekter. I begge opsætninger viser Michieletto den eminente evne til nuanceret og rig personinstruktion, som han har vist i opsætningerne af Puccinis Il trittico og Rossinis Rejsen til Reims i Operaen, og som i enkelte scener virkelig griber, men samtidig skæmmes begge af massiv symbolik, der tynger det sfæriske, talesprogsnære og enkle tonesprog ned: I Jenufa lader han et massivt isbjerg vokse ned fra loftet og truende nærme sig titelkarakteren og hendes stedmor, der af frygt for samfundets fordømmelse drukner det barn, Jenufa føder uden for ægteskabet. Barnet dukker op foråret efter, da isen smelter, og Michieletto illustrerer dette midt i en ellers moderne, minimalistisk scenografi med en konkret vandpyt, hvor stedmoren står frysende, psykisk nedbrudt og tilstår sin ugerning. I den aktuelle opsætning af Katja Kabanova griber Michieletto titelkarakterens ønske om at flyve bort som en fugl fra sit ulykkelige ægteskab ved at spærre hende inde i et stort fuglebur; den eneste fortrolige, den fromme Katja har, er en tildigtet engel, som også - efter at den dominerende, kyniske svigermor har revet vingerne af den - spærres inde i et fuglebur. I sidste akt hænger en kæmpe flok fuglebure under sceneloftet, men da Katja plaget af skyld over en affære med den unge Boris drukner sig, styrter de på en gang til gulvet med et brag, der ikke modsvares af noget orkesterdrøn i partituret. Det er tekstning for ikke-hørehæmmede.

                      Scenebilledet af Paolo Fantin er ferskt og des mere ferskt, fordi det er så minimalistisk: Tre flytbare, kridhvide vægge er alt. I slutningen af anden akt lukker de to - igen symbolsk, så det driver - Katja inde; at hun ikke helt klemmes ihjel skyldes kun den hvide lædersofa, der udgør den eneste rekvisit udover fugleburene. Alessandro Carlettis brutale lyssætning medvirker til overeksponeringen af de ellers smukt nuancerede karakterer, så kan skyggerne være nok så æstetisk skønne. Nogle vil måske minde, at mængden af fil de fer i sidste akt også tager sig smukt ud, men Katja Kabanova er en psykologisk realistisk opera, ikke et boligmagasin! Scenen kunne gerne stå helt hvid og nøgen, det ville den skarpt skårne libretto sagtens kunne bære, men Michieletto & co. vil åbenbart forstørre og overbelyse.

                      Symbolikken i Jenufa på Staatsoper i Berlin var til at bære, fordi sangerholdet, da jeg så opsætningen i begyndelsen af juni, var fabelagtigt: Hanna Schwarz sang en ærefrygtindgydende stedmor, Stephan Rügamer en rasende og dog smukt trofast Laca, mens Alexey Dolgov var sjuften Steva med tindrende nærvær og styrke. Jenufa blev denne aften sunget af Asmik Grigorian, der fik sit gennembrud som Salome ved Salzburg Festspillene i 2019; hun sprang i juni til med ganske kort varsel, men var også i partiet som Jenufa en triumf med sin underskønne stemme! Alle solister var i verdensklasse. Det kan opsætningen af Katja Kabanova i København ikke prale af - slet ikke i de store partier. Ved premieren synger Paul Curievici Tichon, Katjas drikfældige og underkuede ægtemand, og hans tenor er fabelagtig, stærk og smidig (men han synger kun de første opførelse p.g.a. sygdom) og Olga Syniakova er en vidunderlig Varvara. Ditte Errboes parti som Glasja er alt for lille til hendes smukke stemme, og hendes skuespiltalent er imponerende, så hun betager, selv når hun ikke synger. Hun minder publikum om, at Michieletto kan instruere, når han ikke drukner en iscenesættelse i symboler. Petri Lindroos er en myndig, dreven og varm Dikoj, mens Gert Henning-Jensen er ret anonym som Boris, som Katja forelsker sig uhjælpeligt i. Johanne Bock er solid som en klippe i såvel røst som statur i partiet som svigermoren fra helvede, Kabanicha. Titelpartiet synges af Gisela Stille, hvis teknik lader meget tilbage at ønske; mere end en gang gyser man over, hvor skingre hendes spring til et højere register er, og klangfarverne i hendes stemme synes slidt bort. Skuffende, men taget i betragtning, hvor mange vidt forskellige partier hun har skullet synge i sin tid i ensemblet, er det næppe underligt.

                      Mere underligt er det måske, at dirigent Michael Boder og Det kongelige Kapel ikke synes at have fundet hinanden i dette partitur - endnu. De skønne, lyriske passager undervejs betones forbilledligt med Kapellets smukke strygerklang, men partiturets dele er ikke bundet sammen endnu. Helt grelt er det i ouverturen, der først overrasker med en originalt roligt tempo, indtil man opdager, at alle ikke er enige, og at Boder selv eller Kapellets synes at hænge fast i dette pludseligt alt for langsomme tempo uden at kunne bevæge sig videre. På Staatsoper spillede Staatskapelle Berlin forbilledligt smukt under Thomas Guggeis’ ledelse, og selvom det er problematisk at sammenligne, så har Det kongelige Kapel sine forcer, der kan stå sig på den internationale scene. Blot ikke i Janáček; også de synes at have fået deres vinger stækkede her. Det kan skyldes premierenerver. Under alle omstændigheder er det kun en årsag til at spille Janáček i de kommende sæsoner også; hos ham er en skønhed og psykologisk realisme og nuancerigdom, der er værd at opsøge igen og igen, og som Den kongelige Opera har forsømt, når han ikke spilles bedre end her.