De higer og søger

 Dokumentaroperaen Skattegraveren er fascinerende, men er ikke lydefri. Den fynske Opera d. 17. september 2022

 

Foran indgangen til Teater Momentum, der deler bygning (den gamle biograf i folkemunde kaldet ”Flodbio”, fordi den ligger lige ved Odense Å) med Den fynske Opera, er opsat en farverig og festligt svunget æresport i træ. ”Dansk teater 300” står der, og den er prydet med fotos fra forestillinger, der er gået over i teaterhistorien; selvom man ikke selv har set dem, hvadenten det nu skyldes, at forestillingerne ligger før ens egen tid, eller man ikke har nået dem af andre årsager, så er Githa Nørbys Célimène i Ingmar Bergmanns opsætning af Misantropen eller Osvald Helmuth som Jeppe på Bjerget ikoniske og kendt af alle teaterinteresserede.

                      Det samme gælder de fotografier af jyske mænd og kvinder, hvis historier, sange og viser etnografen Evald Tang Kristensen indsamlede ca. 30 år før og efter år 1900, og de indgår i den forestilling, som Tang Kristensens imponerende livsopgave har inspireret Mauro Patricelli til at skabe, med stor effekt. Ikke bare har disse mennesker, der på alle billederne er optaget af en eller anden form for håndarbejde, ansigter så vejrbidte og furede, at alle rynkerne fortæller deres helt egen historier, deres øjne stirrer spillevende ud på os fra en fortid, der på grund af det 20. århundredes teknologiske og sociale fremskridt synes som en evighed siden, men deres blik har en glød og intensitet som var hos os her og nu. Det er disse storytellers, som Karen Blixen så sig selv i slægt med, og Tang Kristensens forståelse for dem, der er fascinationskraften i forestillingen Skattegraveren, der havde premiere på Takkelloftet i 2019, og som to dage spiller på Teater Momentum/ Den fynske Opera.

                      Skattegraveren er en dokumentaropera. I den genrebetegnelse ligger en collagekomposition af musik, billeder, tekst, opera- og talesang. Det begynder med et nærbillede i sort og hvid af den bare muld, hvorfra noget - måske en kvist - stikker op, projiceret op på det midterste af fem aflange lærreder bag instrumenterne på gulvet. Så kommer lydbilledet, der dybt originalt begynder med, at der graves og skrabes rytmisk med fire spader, til, og så ordene; tale, sang og tekst. Forløbet er kronologisk og begynder biografisk med Tang Kristensens møde med en lokal jordemoder, hvis idéer og vaner var årsag til, at hans kone døde i barselsseng. Barnet overleverede heller ikke, men dette møde med almuen og folketroen gjorde åbenbart ikke Tang Kristensen bitter, og i forestillingen følger nu både eksempler fra de i alt 1000 melodier, 3000 viser, 2700 eventyr og 25.000 sagn, han indsamlede sammen med uddrag fra hans egne breve, bl.a. om hans strid med Svend Grundtvig, der ville lukrere på Tang Kristensens store arbejde, og en genfortælling af hans biografi (som han også selv nøje har dokumenteret i erindringsværket Oplevelser og minder (1923-1927)). Det hele suppleres med smukke, poetiske filmoptagelser i sort og hvid af den jyske hede; lyng, fyr og tyttebær.

                      Partituret er rytmisk mere end noget andet: Oplæsningen af brevene ledsages af skrivemaskineklapren, og biografien fremsiges i ubestemmeligt versemål af sopran Signe Asmussen, percussionist Matias Seibæk og trommeslager Chano Olskær. Efter de første spadestik i begyndelsen og frem til slutningen (der modsvarer begyndelsens graverytmer) ledsages alt af komponisten selv på cembalo, hvilket nok bidrager med en tone af noget gammeldags, skrøbeligt og forgængeligt, men som samtidig minder for meget om soundtracket til en spionfilm eller -serie fra 1960’erne. Sagt på en anden måde: den umelodiøse klapren er ret enerverende. Det er det også, at de to musikere, der ledsager Asmussen i sprechgesangens synkoperede rytmer, aldrig er i takt. Der er også både slagtøj, cello og kontrabas, men rytmen er hele tiden dominerende og altoverskyggende, aldrig melodi; kun når Asmussen med sin skønne, varme sopran synger nogle af folkesangene, er der et brud, en oase midt i hedens ørken. Det er måske bevidst, men det er afgjort billedsiden, Tang Kristensens virke og hans indsamlede historier, der gør forestillingen interessant og medrivende. Dertil kommer det underlige, at sange og oplæsning er på dansk, mens talesangen er på engelsk, og mens ordene til sangene og på de gamle, skrattende optagelser kan være svær at forstå, så er det ordlyden af talesangen, der projiceres op på lærrederne i baggrunden. Dermed afsløres også de ufatteligt mange fejl, der er i den engelske tekst; ikke bare tegnsætningen er ofte misvisende, men der er også meningsløse sætninger som ”There is no doubt that this was.” (Og ja, der er sat punktum der.)

                      Det er med andre ord en blandet oplevelse, man går ”Flodbio” med. Genren er dybt original, historien og det materiale, den er sammensat af, er voldsomt spændende, videooptagelserne er meget smukke, og de medvirkende er - til trods for mislydene - enormt professionelle, men lydbilledet er ensformigt, kedeligt og - ja - enerverende. Jeg var både opslugt og irriteret på samme tid, men vil nok - af ærefrygt for Tang Kristensens virke - opfordre alle til at se forestillingen, hvis chancen er der. Fire stjerner?