Skarp iscenesættelse af Bernsteins meget vedkommende Trouble in Tahiti. Den fynske Opera d. 15. december
TV-serien
Carmen Curlers, som læseren måske fulgte med i her i efteråret, er en
påmindelse om den tid, der danner grundlag for det velfærdssamfund, vi
diskuterer så voldsomt for tiden og er så ivrige efter at bevare intakt; villa,
Volvo og vovhund synes selvfølgeligheder for generationerne efter den
impulsive, ambitiøse, men også labile Axel Byvang og hans energiske, målrettede
og frygtløse førstedame, Birthe Windfeld. Den økonomiske vækst, der med Byvang
og Windfelds pendanter fra virkelighedens verden nåede Danmark i 1960’erne, kom
allerede til Amerika umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og allerede i 1952 -
for 70 år siden - havde Leonard Bernstein blik for, at økonomisk fremgang og højere
levestandard har konsekvenser for menneskets eksistentielle velbefindende, og
han skrev broadwayoperaen Trouble in Tahiti om dette paradoks mellem
ydre, materiel rigdom og indre tomhed og fattigdom.
Den fynske Opera står sammen med forestillingens dirigent, Rose Munk Heiberg, og Operaen i Midten bag opsætningen af Bernsteins lille enakter, der denne aften har premiere i Odense. Operaen har fem medvirkende: ægteparret Dinah og Sam, forbilledligt sunget af henholdsvis Nana Bugge Rasmussen og Leif Jone Ølberg, og en velkoreograferet, kvik jazz-trio bestående af Rasmus Faartoft, Katrine Jenne og Kristoffer Saas. Jazz-trioen fungerer som et græsk kor i operaen; de kommenterer som en anden moderator den umiddelbart udramatiske handling for publikum og danner overgang mellem Sam og Dinahs arier og duetter. De indleder med en munter og rytmisk introduktion i musicalstil til det ukomplicerede liv i middelklassens forstadsvillaer, men denne melodi står i skærende kontrast til Sam og Dinahs skænderier over morgenmaden og deres oplevelse af at glide længere og længere bort fra hinanden. Vi følger dem en hverdag, hvor Sam først er en fandens karl på kontoret og efterfølgende vinder trofæet i sportsklubben, selvom det sidste sker på bekostning af at kunne overvære juniors skolekomedie. Dinah føler sig svigtet og drømmer hos sin psykolog om en grøn, frodig have, men heller ikke hun går til skolekomedien; i stedet drukner hun sine ægteskabelige sorger ved at gå i biografen og se det romantiske melodrama Trouble in Tahiti. ”What a movie! What a terrible awful movie!”, synger hun forarget, da hun går fra biografen, og alligevel kan hun ikke lade være med at leve sig ind i det eksotiske kærlighedsdrama fra Sydhavet. I et splitsekund har hun øje for, at der er mere i livet end brød og skuespil, og at hendes forstadsidyl alene ikke gør hende lykkelig, men det er kun et øjeblik, for hvor finder man viljen og kræfterne til at sætte sig ud over den trygge, om end trøstesløse og tomme trummerum, der nu engang stiller de største behov i Maswells pyramidemodel? Da Sam samme aften i et lige så desperat forsøg på at nå hinanden og dog gøre noget foreslår, at de skal gå i biografen og se Trouble in Tahiti, indvilliger hun - og sådan ender operaen…
Det koncentrerede, tankevækkende handlingsforløb, som Bernstein også har skrevet teksten til, er fremragende iscenesat af John Wilkie - godt understøttet af Andreas Sveistrups kongeniale scenografi. Et hvidt podium med to ditto hvide vægge - et med et vindue, et med en dør - udgør i en vinkel på 90 grader sammen med hvide stole og et hvidt bord hele scenen ved siden af orkesteret. Bag orkesteret er endnu et (højere) podium, så Wilkie kan sætte spot på det indre drama, der udfolder sig i arierne, ved samtidig at lade publikum få et glimt af, hvad der foregår i verden uden for, f.eks. Sams smøgnassende kollega, eller Dinahs ensomme tur i biografen, mens Sam går i bad efter at have vundet pokalen. Sam og Dinah fremstår således endnu mere isolerede, helt som det i handlingen understreges af, at de ikke kan finde ud af at spise frokost sammen, selvom de ganske uventet og ved et tilfælde mødes midt på dagen, og det fungerer dramatisk glimrende, fordi hele scenerummet inddrages. Samtidig er Bugge Rasmussens og Ølbergs indlevelse stor, og ved Wilkies mellemkomst lykkes det dem at skabe vedkommende, rørende karakterer med få og enkle virkemidler. Korets kommentarer understreger Wilkie ved at lade Faartoft, Jenne og Saas flytte rekvisitter og møbler (der ligner noget, der er købt i IKEA, hvorfor scenebilledet på en gang er genkendeligt, men også upersonligt og uden for historisk tid eller geografisk sted), så scenegangen er dynamisk uden på nogen måde at være revolutionerende. Det er bare godt, vedkommende drama.
På den baggrund bemærker
man ikke rigtig den septet, der udgør orkesteret. De syv musikere spiller
glimrende under Munk Heibergs ledelse, men der mangler den løftende klang, der
er i samspillet i et etableret orkester, hvor musikerne kender og derfor uden
videre følger hinanden. Det og de manglende overtekster - for det kan være svært
at høre, hvad der synges - er det eneste ved opsætningen, der trækker ned. Det
er en fremragende, helstøbt forestilling, og man ønsker kun, at operaen havde
været længere end de tre kvarter, den varer. Den er værd at stifte bekendtskab
med, når nu muligheden er her, og så kan man nære det stille juleønske, at den
kommer op oftere, for den taler til tidens eksistentielle tristesse. På dansk
grund kunne den måske kombineres med Haakon Børresens Den kongelige Gæst,
så to operaer fra to perioder om ægteskabelige problemer kunne supplere og
belyse hinanden - og berige publikum mere end filmlærredets Trouble in
Tahiti synes at gøre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar