Øde øer

Knivskarp opsætning af Choderlos de Laclos’ Farlige forbindelser. Skuespilhuset d. 14. januar 2023

 

Fremmedordet ’isolation’ kommer – via italiensk – af det latinske ord insula, der betyder ø. Det kendes fra det franske ’île’, det engelske ’isle’ og det tyske ’insel’, men på dansk kender vi det kun fra ’isolation’ og verbet ’isolere’, der ifølge ordbogen betyder henholdsvis at ”tage ud af sammenhængen, omgivelserne og anbringe for sig selv” og at ”anbringe paa et sted for sig selv ell. afskære fra forbindelse med omverdenen; afspærre; indespærre.”

                      Side om side med denne definition har vi ordsproget, at ”intet menneske er en ø”, men det er alligevel, hvad alle er i Staffan Valdemar Holms knivskarpe, groteske og samtidig dybt rørende opsætning af brevromanen Les liaisons dangereuses/Farlige forbindelser på Det kongelige Teater. Alle 1700-tallets formelle former og stive etiketter er flyttet til en mærkevaresnobbet nutidig overklasse; ingen træder ind på scenen uden at bevæge sig som modeller på en catwalk eller uden at ledsages af et modebrand i hånden. Det er krukket og skabagtigt, og først sidder man med en følelse af, at det er for meget, for at det er en kold verden, hvor alt handler om at blive set, men ellers holde afstand, er tydeligt nok: alle er henvist til en af de fem store, runde puffer i Bente Lykke Møllers eksklusive stormagasinsscenografi, så der kan konverseres uden risiko for at komme i kontakt med hinanden; alle er henvist til hver sin øde ø. Men dette indtryk fortager sig, som forestillingen skrider frem; den overfladiske, forlorne selvforståelse, denne overklasse har, punkteres af, at en eller flere scenemedarbejdere træder ind gennem det blegrøde gardin, der indrammer hele scenen, ved hvert sceneskift blot for at bytte om på pufferne, men intet ændrer sig, de står på samme sted, og alt er låst fast i meningsløs etikette og eksistentiel tomhed.

                      Og hvad får man så tiden til at gå med i dette følelseskolde univers, hvor man mister fornemmelsen for alt, hvad menneskeligt, nærværende og ægte er? Jo, af ren og sker kedsomhed udfordrer markise de Merteuil sin tidligere elsker, vicomte de Valmont, til at forføre den purunge Cécile, så Merteuil kan tage en raffineret hævn over Céciles forlovede, Gercourt. Indfaldet kommer på tværs af Valmonts planer om at forføre den dydige, fromme enke de Tourvel – også et indfald af ren og skær kedsomhed og manglende formål med livet – men med løfte om en nat med sin tidligere elskerinde, indvilliger Valmont. Man skal bare ikke lege med menneskelige følelser, hvad Mozarts geniale otte år yngre Così fan tutte også minder os om, for mens Choderlos de Laclos’ brevroman på den ene side er en skarp kritik af adelens nytteløse, overfladiske liv i den sidste halvdel af 1700-tallets Frankrig (romanen udkom blot ni år før den franske revolution), så er den også et Sturm und Drang-værk af betragtelige dimensioner. Mennesket har en irrationel side, følelserne og drifterne, der er mindst lige så styrende som 1700-tallets ellers så forkætrede fornuft.

                      Det er de ægte, dybe følelser, der stikker en kæp i skæbnens hjul, så guldkareten kører galt, og det er både rystende og medrivende at følge spillets gang. Tammi Øst agerer Merteuil mesterligt; hun er dårende dejlig som en lidt aldrende Marilyn Monroe og synes først pjanket flirtende, men hun er eksistentielt modløs, og gradvist – så uendeligt subtilt og nuanceret – krakelerer denne pjankede overflade og afslører, at Merteuil inderst inde er dødeligt forelsket i Valmont, og det er kun etikettens bornerte afstandtagen og hendes egen ærekærhed, der får hende til at nægte. Selv da tragedien har ramt, kan hun ikke vise sine sande følelser, og det er uendeligt gribende, selvom man synes, hun får som fortjent. Forføreren Valmont er i Casper Frederik Dyhr Crumps skikkelse fjern som en sexet stjerne fra Hollywoods guldalder, men han er direkte, krævende og maskulint dominerende, da han forfører Cécile, og da han gradvist virkeligt forelsket sig i Tourvel, kommer det så umærkeligt, at man næsten ikke kan tro det. Hendes fortvivlelse, som Birgitte Hjort Sørensen forlener med så mesterlig desperation og så synlig, fysisk smerte, at det bør indbringe hende en Reumert, er det, der overbeviser publikum – og Valmont – om hans sande følelser; hun tør som den eneste i hele dramaet forlade sin ø, springe ud i det usikre dyb af ægte følelser og klamre sig til Valmont, og da han stadig ikke af snæversynede etikettehensyn tør tilstå sine sande følelser, forhindrer hendes gribende smerte ham trods alt i straks at gå.

                      Trekanten flankeres udelukkende af andre mesterpræstationer: Marie Reuther er yndig som Cécile; koket flirtende og nysgerrig, men dødsensangst, da Valmont brutalt gør hende til sin. William Halken vokser elegant og udvikler sig fra den drømmende, forelskede dreng til den selvbevidste yngling, der med sit mod besegler tragedien, og Stephanie Ngyuen er – selv med afstand – en eksploderende sexbombe af scenisk nærvær og ægthed som Valmonts elskerinde, Émilie. Alexander Bryld Obaze får det lille parti som Valmonts tjener til at vokse, så man husker ham på lige fod med hovedrollerne, og mens Hanne Hedelund som Mme. de Volanges, Céciles mor, har en kant af klapperslange konstant klar til at hugge til, så har Ulla Henningsen som den toneangivende, urørlige Mme. de Rosemonde en isnende kølighed, der går igennem marv og ben; hun hvisker – hun hæver aldrig stemmen – men alt omkring hende forstummer, og hendes stemme er så klar, som var hun udstyret med megafon. At høre tragedien refereret af disse to damer er til sidst et uventet, gribende slag i ansigtet, og det understreges af, at David Andreas Hjertings lyddesign, der indtil da kun har bestået af moderne popmusik med en pågående, overfladisk rytme, her erstattes af ”Dove sono i bei momenti”, grevindens arie fra tredje akt af Mozarts Figaros bryllup; ariens inderlige længsel efter den tid, der var, går ikke i opfyldelse, og det er ingen lindring, at tonerne af den store tilgivelsesscene fra slutningen af samme opera klinger, da tæppet falder.

                      Jeg var rørt til tårer, og publikums omklamrende klapsalver bekræfter kun, at intet menneske er en ø, så ve den, der påstår andet. Det vil uvægerligt ende galt.