Orfeus er ovenud magisk og vidunderlig. Gamle Scene d. 26. marts 2023
Prolog
Publius
Ovidius Naso (43 f.Kr.-18 e.Kr.), som vi på dansk kalder Ovid, skrev de fleste
af sine digte i versemålet elegisk distichon: et hexameter efterfulgt af
et pentameter. I den unge, romerske poesi blev elegisk distichon i løbet af 1. årh.
f.Kr. synonym med kærlighedslyrik, og Ovid skrev om kærlighed; om hvordan en
ung mand – populært sagt – skal score en kvinde, hvordan en ung kvinde skal
tiltrække sig mænds opmærksomhed, og om kærligheden til den ideale kvinde, der
hos Ovid hedder Corinna. Ovids kærlighedsdigte blev rasende populære (også i
munkeklostrene i middelalderen, hvorfor vi har Ovids værker overleveret i mange
håndskrifter), men var samtidig for provokerende for kejser Augustus’
nyetablerede – og derfor skrøbelige – moralsk konservative styre, og Ovid blev i
år 8 e.Kr. forvist til Tomi ved Sortehavets kyst. Herfra sendte han sine
længselsfulde eksildigte Tristia (Bitterligheder) hjem til Rom,
men Augustus’ landsforvisning blev ikke ophævet, heller ikke da Augustus døde i
år 14 e.Kr.
Ét værk skrev Ovid i daktylisk
hexameter, det samme episke versemål som Iliaden og Odysséen:
Metamorfoser. Men selvom værket umiddelbart ligner det idealiserede
græske heltedigt, lader Ovids kreativitet og sprudlende fantasi sig heller ikke
her tøjle eller begrænse. Metamorfoser handler, som titlen antyder, om
forvandlinger; om kaos’ forvandling til kosmos, om guldalderens forvandling til
sølv-, bronze- og jernalder, og om de utallige myter, hvor en guddom eller et
menneske forvandles til et dyr, en blomst eller et træ. Værket selv forvandles
også, og fortælleren skifter. En af fortællerne er den mytiske digter Orfeus,
hvis sang bevægede ikke bare mennesker, men også dyr og planter, og således er
Ovids digt en af de ganske få tekster overleveret fra antikken, hvor Orfeus
optræder. Myten om Orfeus og hans elskede Eurydike gendigter Ovid i ganske få
vers. Om tabet af Eurydike skriver kærlighedsdigteren ømt (og lettere mandschauvinistisk):
”Og de var fremme omtrent ved jordoverfladen da
Orpheus,
angst for at hun skulle dåne, dog lige ville se efter.
Kærligt så han tilbage – og hun sank atter i dybet
med sine arme strakt frem for at favne og selv blive
favnet.
Men hvad hun griber, er intet undtagen vigende vinde.
Atter må hun da dø, men sin mand bebrejder hun intet –
hvordan bebrejde ham det at han elskede hende så heftigt?
og med det sidste ”Farvel!” som knap nåed frem til
hans øren,
styrted hun atter derned hvor hun én gang før havde været.”[1]
Ellers
bruger Ovid Orfeus i en rammefortælling, hvor digteren synger om karakterer, hvis
historie ligner hans egen: Hyacinthus, der dør fra Apollo og derfor forvandles til
den duftende blomst; om Pygmalion, hvis kærlighed til sit eget kunstværk, vækker
statuen til live; om Myrrha, der forelsker sig i sin egen far og lider på
afstand, og da hun i ly af mørket tilfredsstiller sit incestuøse begær,
forvandles hun til det harpiksdryppende træ, der bærer hendes navn. Historier
om kærlighed på afstand og historier om kærlighed, der overvinder alt.
Operaen
Måske
har instruktør Jetske Mijnssen kendt Ovids gendigtning af Orfeus-myten. Hun
bruger i alt fald rammefortællingen i opsætningen af Monteverdis L’Orfeo,
den tidligste bevarede opera, der nu atter spiller på Gamle Scene efter kun to
opførelser inden coronanedlukningen i 2020. Fortællenuet er her dagen, hvor
Orfeus på én gang får og mister sin Eurydike. Ben Baurs smukke kulisse
forestiller en højloftet, herskabelig stue med paneler, store fløjdøre i højre
side og store vinduer i venstre; elegant, perlegrå og præget af tidens tand. Her
sidder Orfeus foroverbøjet på en stol omgivet af de øvrige sangere, der hver
især synger et parti eller to og sammen udgør koret. Da operaen begynder,
træder Musikken, personificeret og overjordisk smukt sunget af Fanny Soyer, frem
for at præsentere Orfeus i prologen, og det ledsages af Mijnssen af et lysende
smukt og enkelt tilbageblik i scenegangen: Orfeus som spæd med sine glade
forældre, Orfeus som barn legende med Eurydike, og – nu – Orfeus som ung mand
på sin bryllupsdag. Men under den muntre dans synker Eurydike sammen ved
vinduet; hun vakler og gribes af Orfeus blot for at udånde i hans arme, bidt af
en slange. Skiftet sker så pludseligt, at det først ikke bemærkes; Orfeus forstår
først tabet af sin elskede, da han får bud om det – selvom hun allerede ligger
død foran ham – og dét er uendeligt gribende.
Først nu forstår publikum,
hvorfor Orfeus sad sammenkrøbet ved operaens begyndelse. Han er lammet af sorg
og genoplever – som i et spejl – alt, hvad der er sket så brat og brutalt, for
sit indre blik. Det efterfølgende besøg i underverdenen, hvor kulissen langsomt
løftes og lader Orfeus ganske alene på scenen, kan forstås som en art
sorgterapi, eller som den evne, kunstneren har til ved fantasiens hjælp at se
noget for sig og leve sig ind i det for at komme afklaret ud på den anden side:
Underverdenens herskere, Proserpina og Pluton, fremstilles som en aldrende, grå
og foroverbøjet version af Orfeus og Eurydike endnu i bryllupsklæderne. Hendes
ord om, hvor rørt hun er over Orfeus’ klagesang, og hans – altså egentlig Plutons
– svar, at Orfeus ikke må vende sig om for at se Eurydike, før de er oppe på
jorden igen, hvis han vil føre hende tilbage til livet, bliver en påmindelse
om, at man før eller senere skal miste, og at ingen, selv ikke dødens hersker,
kan undfri en fra tabet. Med den vished genoplever Orfeus scenen, hvor han i
frygt for at miste, må vende sig om og se Eurydike, og det er både ubærligt,
men også velgørende, da Eurydikes død gentager sig på scenen: Hun lægges på
bordet, dækkes af blomster og bæres bort.
I underverdenen er de
øvrige sangere klædt i strålende gult – gult som en påskelilje – som Eurydike
har været det forestillingen igennem. Baurs kostumer er enkle og klassiske i
stil og snit, de kunne være fra 50’erne, men enkelte træder i klare farver frem
i den nedtonede kulisse: rød, brun, blå, gul. Da Orfeus er alene tilbage i
stuen efter endeligt at have mistet eller erkendt tabet af Eurydike, samler han
de solskinsgule kostumer, koret har efterladt, som man plukker erantis. Det
spejler ritornellen i slutningen af første akt, hvor koret synger om, at efter
den golde vinters bidende frost vil foråret atter iklæde engene blomster, og i
det øjeblik vender Orfeus’ forældre tilbage. Om de kommer fra det hinsides, om
de er endnu en afspejling af hans sind, er ligegyldigt; moren rydder
omsorgsfuldt op, og faren (i originalen er det Apollon, musernes anfører og
kunstens gud) inviterer Orfeus med til himlen, hvor fred og glæde hersker. De
lader døren stå åben efter sig. Orfeus tøver; han tænker – og lukker døren.
Denne følsomme, smukke og lydhøre
instruktion understreges kun af musikere og sangere, som alle er formidable.
Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensens evigt energiske og medrivende
direktion er på én gang subtil og taktil; kun under den indledende, velkendte
og festlige toccata er der mislyde blandt blæserne, måske fordi deres iver her
er for stor. Resten er lutter vellyd. Sangerholdet, der består af unge,
fortrinsvis nordiske sangere, er en drøm, og den ene smukke stemme afløser den
anden forestillingen igennem. Man bør fremhæve Sofie Lund-Tonnesens smukke,
lyriske sopran, fordi hun synger partiet som Eurydike, ikke fordi hendes stemme
er mere beundringsvækkende eller rørende end f.eks. Mia Bergströms inderlige,
varme mezzosopran, Katinka Fogh Vindelevs strålende Proserpina eller Joakim
Larssons dundrende Pluton, men alle bør nævnes! Øverst troner dog franske Marc
Mauillon. Med sin stærke og spændstige tenor forlener han på overjordisk vis Orfeus
med den sorg og skrøbelighed, partiet kræver, og han er Orfeus, når han ubesværet
følger partiturets rige nuancer i tonestiger op, op, op.
Sammen
forløser de medvirkende Monteverdis smukke partitur på magisk vis. Librettoen
af Alessandro Striggio tager afsæt i Aristoteles værk om tragedien, Poetikken,
og spejler sig symmetrisk omkring Orfeus’ klagesang ”Possente spirto” (”Mægtige
ånd”) i tredje akt – altså operaens centrum – og Monteverdis partitur spejler
dette harmonisk i sin følelsesfulde vekslen mellem talesang, ritorneller, kor
og recitativer. Mijnssens mesterlige greb omkalfatrer nok handlingen fra en mindre
mytologisk til en – for et moderne publikum – mere genkendelig og virkelighedsnær
verden, men denne omvending spejler sig fortsat i partitur og libretto, og den
er – oveni – vidunderligt smuk. Man er fuldstændig henført.
Epilog
Min
læser må undskylde, hvis denne tekst er blevet for lang og for omstændelig, men
det er svært ikke at blive grebet og fortabe sig i detaljer. Husk, at Orfeus
bevægede vilde dyr, træer og herskeren over de døde med sin sang! Scenebillede,
musik og sang resonerer i det måske mest eksistentielle vilkår af alle i
mennesket, nemlig at få blot for at miste, uanset hvor dybt tabet måtte ligge gemt
i os. Denne spejling er svimlende betagende, og det er uden forbehold en af de
mest vidunderlige forestillinger, jeg nogensinde har set, så bær over med mig,
hvis min ros bliver patetisk. Jeg skal se – og høre – den igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar