Fremragende musik i Græsset er grønnere, men librettoen er gold satire. Den fynske Opera d. 31. marts 2023
Web
2.0 er – i modsætning til web 1.0 – karakteriseret ved at være et
relationsmedie i højere grad end et informationsmedie. Jo, man kan stadig
google sig til svar på alt mellem himmel og jord, fordi verden nu blot er en
global landsby, men det er den også, hvad angår relationer, og det er lige så
let at være bedste ven med en i Australien som sin nabo. Stedsligheden
forsvinder, når man via skærmen er til stede flere steder på én gang, uanset
hvor ens modtager befinder sig, og der er ikke længere én offentlighed. I
stedet er man nu en del af mange systemer, af mange bobler, der slutter sig om
sig selv.
Man kan f.eks. google sig
til, at Ida Michael Kiberg, kunstnerisk leder på Den fynske Opera og forfatter
til librettoen Græsset er grønnere, der denne sidste fredag i marts
havde urpremiere (endnu en!) i Odense, er født i 1989. Hun er altså født før web 1.0 og 2.0,
hun er ikke vokset op med en skærm i hånden som den generation, der nu er
teenagere, men hun har i sin barndom og ungdom kunnet se de digitale medier
udvikle sig. Derfor virker det paradoksalt, at hun har skrevet en libretto, der
foregår i den digitale tidsalder – altså nutiden – men hvis syn på og
fremstilling af de digitale medier er altmodisch og fordomsfuld. Lad gå med, at
der tidligt i operaen er en meget genkendelig scene, hvor alle passagererne
sidder og glor ned i hver sin telefon uden blik for hinanden; sådan er det, og
der bliver færre og færre bøger og færre og færre aviser i hænderne på
passagererne i den offentlige transport. Men der er forskel i brugen af
telefonen. Det er et generationsspørgsmål, og selvom det ikke ser sådan ud, og
selvom det kan virke grotesk for os, der (heldigvis) ikke er vokset med internet,
mobiltelefoner og tablets, så er den unge generation altså meget social – den er
bare også social online, og den er social konstant. Derfor er mobiltelefoner i
klasseværelset et problem, for de unge mennesker er vant til at færdes i to verdener
samtidig – den fysiske virkelige og den digitale – hvilket er meget uforeneligt
med fagligt fokus, for selvfølgelig bliver de ufokuserede, hvis de mangler
deres ene halvdel.
Det er meget oplagt og
meget velkomment, at også operagenren forholder sig til den tidsalder, i hvis spæde
begyndelse vi endnu er, for der er tale om en revolution. Fremstillingen af de
digitale medier som en kynisk, overfladisk verden af fotofiltre og likes er bare
kun en flig af sandheden. Den er en fordom, der er udbredt blandt en ældre
generation – meget ældre end Kibergs – som efterhånden er alene på Facebook (de
unge mennesker ikke bruger TikTok), og som har et andet forhold til digitale
medier, og man må spørge sig selv, hvorfor den generation, der har gennemskuet
overfladen og kynismen, så ikke bare vælger de digitale medier fra? Librettoen
er blot en spejling af disse fordomme, der udvikler sig til satire, når Damen,
der – måske – viser sig at være mor til den kvindelige hovedperson i flere
scener skændes med digital telefonsvarer over at være nummer 345 i køen, eller
når ensemblet tager selfies i karikerede positurer. Librettoen er ikke en
fremstilling af de reelle problemer, der er ved de digitale medier, f.eks. at
man her er fanget i et limbo mellem den private og den offentlige sfære (oftest
kaldet Middle Region, et begreb hentet fra den amerikansk-canadiske sociolog
Erving Goffman) og derfor mister sig selv. Forskere interesserer sig i stigende
grad for, om dette kan være en forklaring på den øgede mistrivsel blandt unge.
Et andet negativt aspekt er, at eftersom de digitale medier er brugerbaserede,
så kan alle nu skrive alt, og det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad
der sandt, og hvad der er falsk. At dette postfaktuelle samfund har store konsekvenser
politisk, skal vi blot vende blikket mod USA (og det sørger medierne jo for, at
vi konstant gør) for at konstatere.
Operaen har ingen ydre handling.
Den kunne have været en velkommen kritik af de digitale mediers konsekvenser
for individ og samfund f.eks. ved at være en dystopisk og visionær opera som
Andy Pape og Rasmus Zwickis fremragende Andre bygninger, der spillede på
Den fynske Opera i 2015 og fik en Reumert for årets opera. Nu møder vi blot en Hun
og en Han (i programmet står der ”Ham” og ”Hende”, måske som en indikation af,
hvordan mundtligt og grammatisk forkert sprog uhindret vandrer ind via
chatsprog og SMS’er), der har ondt i livet over ikke at kunne finde ud af at
møde andre og potentielt møde kærligheden, for den evne har de digitale medier
jo – som det påstås – ødelagt. Der kunne have været kommet en bittersød eller
endog tragisk historie ud af dette par, men man møder dem så kort, at deres
historie ikke udvikler sig – selvom deres blik møder hinanden i bussen – og deres
forsøg på at skrive en datingprofil ender som Damen med telefonsvareren i gold
satire. Deres replikker udtrykker banale betragtninger om, at ”græsset er
grønnere” (deraf titlen…), og at ”det er svært at se skoven for bare træer.” Ensemblet,
der omgiver Hun og Han, synger primært, hvilken retning der swipes, eller
kommentarer: OMG, LOL. De synger dog ikke – igen en anakronisme – selve forkortelsen,
men det, den står for: Oh My God, Laughing Out Loud. Er det ikke kun børn, der
gør det?
Selvom librettoen isoleret
set er skuffende og taler ud fra en bedaget diskurs, er det ikke nogen kedelig
aften i Den fynske Opera. Tværtimod! For de selvfølgeligheder og banaliteter,
der er i teksten, nuanceres og kontrasteres af den rige og dynamiske
instruktion, som Kiberg også står for, efter at Daniel Bohr blev forhindret i
at fuldføre arbejdet i januar. Hele operaen begynder med en stille, stemningsfuld
sang, som Kiberg ifølge programmet skrev som 7-årig, og ganske vist rimer ’sol’
her blot på ’viol’ og ’sommer’ på ’blommer’, men den barnlige naivitet, som
sangen – meget passende i H. C. Andersens fødeby – slår an, lægger en
grundakkord for hele forestillingen: En kvinde og en mandlig danser, Vivian
Põldoja og Raphaël Eder Kastling, udgør et tavst alter ego til Hun og Han; som
sangerne Sidsel Aja Eriksen og Frederik Rolin er de i henholdsvis gult og blåt,
men de nærmer sig hinanden og mødes i dansen og udtrykker dermed en parallel
virkelighed (hvad de digitale medier jo paradoksalt også gør). At Põldoja og Eder
Kastling til sidst står ansigt til ansigt indgyder håb. Det er bare ikke klart,
hvori det håb består.
Ensemblet bestående af Kiki
Brandt, Katinka Bohse Meyer, Emma Oemann, Niklas Emil de Fries og Fritjof
Fuglesang skaber dynamik på scenen; de agerer livligt og er alle meget
velsyngende upåagtet den banale tekst. Kostumedesigner Mie Steenberg Andersen
Drud har – som Han og Hun – iklædt dem hver sin farve for at understrege, at de
er både autonome individer og typer. Piotr Winiewicz har stået for den
imponerende scenografi: I midt en drejescene delt i to af høje, rektangulære
paneler (som telefonskærme) i et materiale, der både kan spejle og gennemlyses,
så scenens cirkulære centrum kan fungere i to verdener eller virkeligheder
samtidig, eller så effektive scenemedarbejde hurtigt og uset kan ændre kulissen
fra bus til café. Forrest er en catwalk, og på begge sider er der flere skærme
til videoprojektioner, der (selvfølgelig) skal mime indholdet i den digitale
verden, designet af Rasmus Yde. I kongesiden – altså publikums venstre side –
er der en art tårn, hvor Damen sidder. Hun synges på premiereaftenen af Kibergs
mor, kongelig kammersanger Tina Kiberg; hun er tydeligt scenevant, og hendes
præstation er så overbevisende, at man ville være blevet rørt, hvis ikke dialogen
med telefonen var så grotesk. Tine Kibergs stemme har passeret sit zenit, men den
lyriske sopran, der med rette engang var tiljublet, anes endnu; den er som
anløbet sølv, schatterende og glimtende. Den friske, sprøde klang klinger i
struben på Eriksen og Rolin; hendes stemme er skær og ren, hans er mørk og
varm. Deres artikulation er tydelig, og deres sceniske nærvær stort. Bare de
dog have haft en karakter at udvikle i forestillingen.
Det, der er emnet i
Richard Strauss’ sidste (meta)opera, om musikken eller teksten har forrangen i
en opera, er der denne aften ingen tvivl om: ”Prima la musica, dopo le parole!”
Musikken er ellers ikke skrevet af en klassisk komponist, og dog er det en
musiker med stort kendskab til den klassiske kompositionsmusik, der står bag.
Hun har skrevet balletmusik til en forestilling, der er blevet til i samarbejde
med Dronningen, og hun imponerede alle, da hun smukt og velartikuleret sang
partiet som Anna i Brecht og Weills ballet chantée, De syv dødssynder
i Operaen i foråret 2022. Det er Nanna Fabricius Øland (Oh Land), der med sin
kæreste Adi Zukanovic har skrevet partituret til Græsset er grønnere.
Det er ikke en klassisk opera, har hun udtalt, men det er klassisk sang hele
vejen igennem. Er det musical? På sin vis ligger musikken på grænsen mellem
musical og opera som Stephen Sondheims værker, for hos begge er der subtile,
indsmigrende melodilinjer frem for popslagere og en rig instrumentation. Opera
er Græsset er grønnere også i sin vekslen mellem ensemblescener,
arier/sange og instrumentale intermezzi, men mens Sondheim tør inddrage
dissonanser, bruger Øland og Zukanovic skarpe, bratte rytmer i bl.a. cembalo til
at understrege dramatiske situationer. Andre steder har musikken karakter af
yndig rokoko-pastiche, men det er en tone blandt mange, og det er aldrig
sentimentalt. Andreas Vetö leder et dusin musikere, hvis instrumenter ud over
cembalo omfatter bl.a. fløjter, harpe og strygere samt slagtøj, fra Danmarks
Underholdningsorkester med stor indlevelse, og det er en fornøjelse at høre et
helt orkester spille i det gamle ”Flodbio”. Akustikken er heldigvis til det, for
Øland markerer sig i samarbejdet med sin bedre halvdel som andet og meget mere
end popkunstner.
Sidsel Aja Eriksens Hun er,
synger hun, musiker og sanger, og hun betoner det nærvær, der er i musik. Hun
er måske talerør for Ida Michael Kiberg, og det kan måske forklare den kritik, om
end den er fortegnet og forsimplet, af de digitale medier, som operaen kredser
om. Det er derfor på én gang selvfølgeligt og skuffende, at det kun er musikken
– og scenegangen – der lykkes, men musikken er afgjort værd at opleve, også
mere end én gang, så tag en tur til Odense.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar