The proof of the pudding…

 Uhyggen mangler i Skruen strammes. Gamle Scene d. 17. september 2023

 

Himlen er ikke så dybt blå denne søndag, som septembers himmel er besunget for at være. Det er - målt i temperaturer - næsten sommer, og himlen er lysere end septemberblå, den er let diset og varmt lysende. Der er smil og bare ben og arme, ikke bare på de løbere, der en time tidligere er løbet over Kgs. Nytorv i Københavns maraton, og der er ikke skyggen af kuldegysninger eller en svedig rislen ned ad ryggen nogen steder.

                      Det er der desværre heller ikke indenfor på Gamle Scene, selvom Den kgl. Opera ellers reklamerer med, at Benjamin Brittens Skruen strammes netop er en gyseropera. Desuden fremhæves, at konceptet bag iscenesættelsen af instruktør Anthony Almeida og scenograf Rosanna Vize vandt førsteprisen i Opera Europas instruktørpris for to år siden. Men her burde man have standset op og tænkt efter, for det gør en klar forskel, at det er konceptet, der er præmieret, ikke selve iscenesættelsen. Iscenesættelsen er klar og gennemtænkt, det er ikke det; handlingen står lysende klar og personinstruktionen er fremragende, men det metalag, der lægges over handlingen, hvor kulisserne på én gang forestiller lege- og soveværelse samt stue og mellemgang på herregården Bly og er kulisser af spånplader på drejescenen, og hvor spøgelserne Peter Quint og Miss Jessel står uden for drejescenen og er dem, der styrer kulisser og rekvisitter, fungerer kun på et intellektuelt plan. Ja, Skruen strammes handler om sammenstødet mellem fantasi og virkelighed, og stik mod hvad man kunne forvente, er det ikke de to børn, Miles og Flora, der er fortabt i en fantasifuld, romantisk verden, det er den unavngivne guvernante, der i romanforlægget af Henry James er den om ikke upålidelige så dog meget naive og ureflekterede fortæller. Uhyggen i James’ The Turn of the Screw er netop uklarheden i guvernantens fortælling; hvad er det, hun på én gang med så mange omsvøb og forhalinger vil fortælle i en historie, der samtidig er så velkomponeret, at hvert kapitel ender med en cliffhanger, der får læseren til spændt at læse videre?

                      Hos James spøger det, fordi der er så mange ting, der aldrig bliver sat ord på eller gjort rede for, og spøgelserne har ingen stemme, de ses kun (og måske er det kun guvernanten, der ser dem). I Brittens opera har spøgelserne - naturligvis - stemmer, men de taler kun med hinanden og forbliver således i deres egen sfære - eller kalder på børnene, men at denne sfære gøres lig med virkeligheden, hvor man godt ved, at vi blot spiller teater, tilfører intet. Hvori består det uhyggelige, at Miles og Flora træder uden for drejescenen og ser de to spøgelser/instruktører? Hvorfor er det skræmmende, at Quint og Miss Jessel træder ind på drejescenen? På et psykologisk plan er det nok skræmmende, at guvernanten så indædt afviser at erkende virkeligheden, d.v.s. børnenes behov for at lege vildt (hun registrerer slet ikke, at de slås med puder, så fjerene flyver, river bøger itu eller binder hende som en slagtegris), deres gryende seksualitet og deres sorg over fraværet af forældre; hun er helt fortabt i sin egen romantiske forestilling om deres uskyldige, engleblide sind. Det ligger smukt i tråd med James’ roman, men dette spil med erkendelse får det ikke til at risle ildevarslende ned ad ryggen på publikum. ”The proof of the pudding is in the eating,” siger man på engelsk, og det kan godt være, at Almeida og Vizes opskrift fik tænderne på Opera Europa til at løbe i vand, det endelige resultat af desserten pirrer bare ikke publikums smagsløg. Der mangler kort sagt det krydderi, som mystik, spil med spejle og teaterrøg kunne tilføje. Symptomatisk fjernes stort set alle kulisser helt for øjnene af publikum i begyndelsen af anden akt, og slutningen er langt fra skrækindjagende, den er gold og nøgen.

                      Imidlertid er der stadig meget at gæste Gamle Scene for. Brittens opera er et mesterværk; let tilgængelig og på samme tid mystisk og dragende i den geniale kammerbesætning og anvendelsen af tolvtoneteknik. I partituret spøger det i celesten, og blæsere samt slagtøj kan i den grad få hårene til at rejse sig på armene! Desuden er stort set alle partier fremragende besat: Clara Cecilie Thomsen lever virkelig op til sit fornavn og er lysende som guvernanten. Perlende ren og stejlende stærk er hendes sopran, og hendes indlevelse er sublim. Hun smiler lidt for overstadig i sin omtale af børnenes unge onkel og værge (skyldes hendes fokus på spøgelserne, at Quint og Miss Jessel netop forsøgte at etablere et forhold på tværs af standsforskelle, og at det er, hvad hun inderst inde drømmer om?), hendes ønske om at beskytte børnene er ærligt, og er slutningen ikke gruopvækkende, så kan hendes hjerteskærende sang dog få tårer frem i øjenkrogen. Barbro Cítrons skære sopran i partiet som Flora spår hende en stor karriere, og som Miles er drengesopranen Milo Wajnman Køie fremragende; han synger rent og knivskarpt. Johanne Bock forlener husholdersken Mrs Grose med al den godhed og beslutsomhed det kræver på samme tid at være naiv, fordi hun ikke kan læse og skrive, og dog ikke kunne se spøgelser. Frederik Bjellsäter har en sprød og smidig tenor i partiet som Prologus og Quint, mens Gisela Stille som Miss Jessel fortsat har en dramatisk sopran, men en for glansløst dirrende og mat klang.

                      De (uheldsvangre) 13 musikere fra Det kongelige Kapel under Robert Houssarts ledelse brillerer. Hver eneste af dem træder frem som solister og er fremragende som medlemmer af et ensemble. Navnlig harpe og pauker træder frem; i hvilke operaer oplever man, at der netop i disse instrumenter er lagt psykologiske betoninger og ikke bare klangfarve? Brillante er de, brillant er Clara Cecilie Thomsen, og de redder hele operaen, for opsætningen gør det ikke skræmmende at skulle cykle hjem fra banegården i tusmørket langs Odense Kanal. Dertil er der sparet for meget på effekter og fantasi ved eftermiddagens traktement.