Klar scene!

 Bonnie og Clyde er ægte teatermagi! Odense Teater d. 20. september 2023

 

Det er umuligt ikke at sammenligne - hvor vidt forskellige de så end er - når to forestillinger, der spiller samtidig, begge bruger metafiktion som greb: På Gamle Scene spiller Benjamin Brittens moderne mesterværk Skruen strammes i en opsætning, hvor spøgelserne, der - måske - er årsag til drengen Miles’ død - reduceres til dem, der står uden for scenen og skaber værket ved at dirigere med kulisser og jerntæppe. Dette skulle være en (ret søgt og ikke mindst diffus) kommentar til operaens tilblivelse, nemlig komponistens venskab med den dreng, David Hemmings, der sang partiet som Miles ved urpremieren i 1954, og væk er spøgelseshistorien. Politikens naive og ukonkrete anmeldelse køber begejstret den præmis i sin indbildte selvforståelse af at være selv den dydigste moralsk overlegen. Så længe Politiken kan forarges over manglende politisk korrekthed, er der grund til at frygte for landets fremtid, for hvis manglende dyd skal anfægtes, hvad så med lasterne? De er mange, og man kan selv begynde at remse op: SKAT, ejendomsvurderingerne o.s.v. Opsætningen af Skruen strammes er en intellektuel øvelse i at gøre spøgelserne til mennesker af kød og blod, den er ikke en fremstilling af de ubevidste sider af mennesket, der kan vække erkendelse med chok, gys og gru.

                      Den anden forestilling er musicalen Bonnie og Clyde af Ivan Menchell, Frank Wildhorn og Don Black på Odense Teater. Musikken er indsmigrende, rytmisk spændstig og let tilgængelig, og handlingen er den velkendte historie om det unge, smukke forbryderpar, Bonnie Parker og Clyde Barrow, der døde henholdsvis 23 og 24 år gamle i en regn af politikugler, der ikke stod ganske mål med deres forbrydelser. Men historien er fortalt med MGM Studios som ramme, så det er ikke bare historien om Bonnie og Clyde, man præsenteres for, det er optagelsen af filmen om Bonnie og Clyde. Benjamin La Cours scenografi består af et hav af projektører - både på scenen og i publikumsalen - samt trapper, malede bagtæpper og kulisser i en stadig strøm på drejescenen. På én og samme tid viser forestillingen os, at alt er kulisser, men den betager også ved at være så rig på overraskende effekter og fantasifulde løsninger. En bil behøver således ikke være en bil, den kan være skåret i finér og malet, når instruktør, lyd- og lysmænd står foran den, og den afsluttende kugleregn rammer også publikum med stroboskoplys, hvorefter bagtæppet går op og Bonnie og Clyde vandrer ud og væk fra projektørerne. Klar scene.

                      Martin Lyngbo er iscenesætteren, der med skarpt blik for både personinstruktion og musicalmagi forvandler lamper, kulisser og skuespillere i et dynamisk, levende scenebillede, som hele vejen igennem forestillingen formår at overraske og imponere. Hovedrolleindehaverne er hentet udefra: Clara Sophia Phillipson er nyuddannet fra skuespiluddannelsen på Den danske Scenekunstskole, og Christian Collenburg er færdiguddannet på Det danske Musicalakademi i 2014 som kun 22-årig. De synger begge fremragende, men mens sang og skuespil smelter sammen til et for ham, tøver hun et my for længe i sine replikker, og der opstår anelsen af dødvande i den ellers spillevende scenegang i scenerne mellem de to. Niels Skovgaard Andersen og ikke mindst Cecilie Gerberg som Clydes bror og svigerinde imponerer og viser, at Odense Teater ikke er afhængig af nogen udefra for at spille Broadway-musical; de er begge helt eminente! Solide, velsyngende kræfter som Natalí Vallespir Sand, Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Lars Simonsen og Anders Gjellerup Koch fuldender billedet.

                      ”Det er meget flot,” bemærker en kvinde på rækken bag os inden anden akt til sin sidemand, ”men jeg kan ikke rigtig se meningen med filmrammen.” Udover at bidrage til det overraskende, fantasifulde og dynamiske scenebillede er der - i modsætningen til metalaget på Skruen strammes - en pointe, nemlig den der helt konkret etablerer sig for øjnene af os, at fiktionen er fiktion. Nok ligner den unge Bonnie og den unge Clydes stjernedrømme alle børns stjernedrømme, nok er det sort uheld at være født i rette tid til at skulle klare sig under depressionen, og nok er både Bonnie og Clyde omsorgsfulde, kærlige børn til deres forældre, men de er - var - forbrydere med røveriske overfald og liv på samvittigheden. Hvorfor sidder vi så og håber på, at de klarer sig, at de får hinanden og den halve delstat? Fordi det ikke er de historiske personer, forbryderne Bonnie Parker og Clyde Barrow, vi ser på scenen; det er den romantiske myte om det forelskede par, der satte sig op mod overmagten, kæmpede imod og forsøgte for enhver pris at udleve the American Dream (hvis man ser bort fra deres ekstreme midler). Derfor kan de, efter at stroboskoplysenes metaforiske kugleregn er regnet ud over publikum til sidst, i projektørernes modlys forlade scenen, og derfor lader man forestillingen forføre publikum med sin teatermagi. Man er utrolig godt underholdt, og man får samtidig den bitre erkendelse at gå hjem med, at fiktion - navnlig i form af det levende, umiddelbare og stærke teater - kan forføre mennesker til at tro på hvad som helst. Teatermagi er teatermagi, og den fungerer ikke ude i virkeligheden, den fungerer kun i teatret, hvor spøgelser kan ses - hvis ikke de reduceres til scenemedarbejdere.