Mozart er taberen i Don Giovanni på Malmø Opera. Premiere d. 7. oktober 2023
Søren
Kierkegaard (1813-1855) lader i Enten - Eller den anonyme A slå fast, at
musikken er sanselighedens eneste medium. Hvorfor? Begrundelsen er, at:
”den lader sig ikke male, thi den kan ikke
opfattes i bestemte omrids, den er en Kraft, et Vejr, Utaalmodighed, Lidenskab
o. s. v. i al sin Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment men i en Succession
af Momenter, thi hvis den var i eet Moment, lod den sig afbilde eller male. Det,
at den er i en Succession af Momenter, udtrykker dens episke Charakteer, men den
er dog ikke episk i strængere Forstand, thi den er ikke saa vidt, at den er
kommen til Orde, den rører sig bestandig i en Umiddelbarhed. I Poesi lader den
sig altsaa heller ikke fremstille. Det eneste Medium, der kan fremstille den,
er Musikken. Musikken har nemlig et Moment af Tid i sig, men forløber dog ikke
i Tiden uden i uegentlig Forstand. Det Historiske i Tiden kan den ikke
udtrykke.”
Således
er musikken intellektuel (på trods af Kierkegaards sublime talent for at
formulere og definere musik præcist og forståeligt), men den er også
umiddelbart tilgængelig, sanselig, og Mozarts Don Giovanni er - for A - eksemplet
par excellence på sammenfald af intelligens og sanselighed i et værk.
Men hvad nu hvis sanseligheden i opførelsen af operaen udebliver? Er der så kun
et intellektuelt værk tilbage? Er der noget?
Ikke kun Kierkegaard var
begejstret for Don Giovanni. Den er en af de mest spillede operaer på
verdensplan (vist kun overgået af La bohème og schlager-operaen Carmen),
og lørdag d. 7. oktober havde den igen premiere, denne gang på Malmø Opera. Det
er en genopsætning fra Savonlinna Operafestival i Finland fra 2011; iscenesættelsen
er af Paul-Émile Fourny, men genopsætningen - og her burde man måske allerede
begynde at ane, at der er problemer - er lagt i hænderne på hele tre kvinder:
Anselmi Hirvonen, Hillevi Björnsson og Ylva Kihlberg. Tre har der altså skullet
til for at holde liv i denne 12 år gamle opsætning. Den er umiddelbart, hvad
der ville få alle operatraditionalister, bornerte og fantasiforladte publikummer
til at juble: kostumer, der ligner noget fra 1600-tallet, og en scenografi af
Poppi Ranchetti bestående af tre sætstykker med buer, søjler (der ikke ligner
nogen søjler i klassisk forstand) og en overetage, der ser ud til at være
brændt eller være ved at erodere. Men at gå i den modsatte grøft af
iscenesættelser opdaterede med rullestole, toiletter og jakkesæt er ikke altid
løsningen. Sandheden er nemlig, at der sker mest på scenen, når sortklædte
scenearbejdere kommer ind og skubber rundt med de tre sætstykker. Det er en af den
type opsætninger, hvor sangerne står, hvor de står, og synger, og hvor koret
vandrer ind og placerer sig i grupper rundt omkring på scenen for at skabe liv
og fylde scenerummet ud. Da Don Giovanni synger sin ømme serenade for Donna
Elviras kammerpige, vrimler det ind med lyttende ungmøer, mens han står
og læner sig op ad en søjle. Så meget for den forførelse.
Bevares, der er ansatser til
psykologiske nuanceringer. Don Giovanni dræber først kommandanten, da denne
tager masken af ham og genkender ham, og Don Ottavio er tydeligt i syv sind, da
Donna Anna i anden akt tager skridtet fuldt ud og iklæder sort kjortel og kors,
for nok elsker han hende, men er hun værd at vente på, når hun tager sig sorgen
så nær. Han har ikke bemærket, hvordan hun er voldsomt tiltrukket af Don
Giovanni, lige inden han - ret utroværdigt taget i betragtning, at de står midt
på gaden - har fundet forførerens maske, og hun er tvunget af omstændighederne
til at tilstå, at han er hendes forfører. I anden akt er der desuden plads til
den humor, Lorenzo da Ponte har forlenet librettoen med - operaen er som
bekendt et dramma giocoso - men kun Leporello kan udtrykke humoren
troværdigt, da hans herre pudser ham på Donna Elvira. Det er dødfødt farceoptrin,
når mændene, der ledsager Masetto på hans hævntogt, igen og igen dukker sig af
frygt for den musket, Masetto har i hånden. Til sidst er der endog et (også dødfødt)
forsøg på et coûp de théatre eller en me too-finale: Den sarkofag,
dækket af et hvidt lagen, der gennem hele anden akt har været synlig midt på
scenen, viser sig ikke at være kommandantens gravmæle, for da Don Giovanni
bruger den som middagsbord i slutscenen og efterfølgende løfter lagnet, ligger
der en marmorklædt, nøgen kvinde og vrider sig, og det er hende, der trækker ham
med sig ned gennem en lem i gulvet, omringet af gråklædte, hævnende erinyer, da
operaens sidste toner dør hen. Dette ændrer dog ikke på det overordnede
indtryk, at det er en kedelig, uvedkommende og stiv iscenesættelse.
Skønsang er der dog.
Ganske vist har Ylva Kihlberg inden forestillingen været fremme på forscenen
for at forklare, at ”the fantastic” Jacques Imbrailo i titelpartiet er lettere
indisponeret, men at han vil gennemføre forestillingen, og det gør han - men
uden at imponere. Det gør imidlertid Matilda Sterby som Donna Anna; hendes stemme
er jublende pragt og skønklang, når den løfter sig tindrende ren og klar som en
engels røst. Hun flankeres af Joel Annmos Don Ottavio, der har den slanke,
stærke mozarttenor, der er så sjælden, og som minder om, at nogle af Mozarts
skønneste arier er skrevet for denne stemmetype. Bravoråbene falder fuldt
fortjent tæt efter arien ”Il mio tesoro”. Rachael Wilson, der synger Donna
Elvira, har en skøn, fuldfed mezzosopran i struben, men enten er det den
lemfældige instruktion, man skal bebrejde, eller også ejer hun ikke fornemmelse
for at stå på en scene, og hun ender som en parodi på den forsmåede kvinde; hendes
armbevægelser er overdrevne, og hun fnyser eller jamrer, hver gang hun åbner
munden. Viktoria Karlsson har som Zerlina den yndigste, skære røst, men den er
blodfattig, og hun kan slet ikke høres ude fra bagscenen, da hun skriger om
hjælp. Det kan dog skyldes den flade akustik i Malmø Opera, men synd er det.
Nicolai Elsberg synger virkelig dejligt, men om hans malmfulde bas passer til
partiet som Masetto, tillader jeg mig at betvivle. Også han lades grumt i
stikken af den mangelfulde instruktion, og han bliver på ingen måde et med
partiet. Henning von Schulman er synligt hjemmevant i partiet som Leporello, og
han charmerer, men hans stemme vækker ikke den store jubel.
Værst af alt - og nu
kommer svaret på mit indledende spørgsmål - er den totale mangel på evne til at
forløse Mozarts partitur. Den sanselighed, det umiddelbart forførende,
forstemmende, skræmmende udtryk, der ligger i Mozarts tonekunst, folder sig
aldrig ud. Allerede under ouverturen kan man høre, at det er galt, for de
indledende akkorder trækkes forpint ud, så al frygt og rædsel udebliver. Forholdet
mellem instrumentgrupperne er i ubalance (nogle kan man slet ikke høre), og de
følger heller ikke altid samme tempo, men sætter ind med forsinkelse og dertil
hørende mislyde til følge. Det, der lykkes så formfuldendt på den anden side af
Øresund i opsætningen af Mozarts næstsidste opera, Titus, nemlig med
temposkift, pauser og ikke mindst musikernes evne til indlevelse at løfte noderne
fra papiret til et sansebombardement, der vidner om stor, psykologisk indsigt,
det dør her mellem hænderne på dirigenten Wolfgang Wengenroth. Hans tempi er
fodslæbende, hans indsatser forsinkede og uden vilje, og Malmø Operaorkester,
der i de forgange sæsoner har excelleret i mindeværdige opsætninger af Leoš Janáčeks Sagen Makropulos og Benjamin Brittens En
skærsommernatsdrøm, kan slet, slet ikke finde Mozart - hverken inderligheden,
energien eller farverigdommen. Det er udvortes spil. Ingen opera kan ikke tages
som gidsel af hverken den ene eller den anden opførelsespraksis, den kan ikke
reddes af en intellektuel opsætning, men den kan tortureres til døde i
orkestergraven - i fuld offentlighed - uden at nogen protesterer. Helt uden
smertensskrig forløber operaen nok denne aften, men forført bliver man ikke.
Slet, slet ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar