Spil for galleriet eller om at gøre slette miner til godt spil

 Christopher Marlowes Edward II som moralprædiken. Betty Nansen d. 27. januar 2024

 

Tvende konger fra fordums tid, tvende konger af England. Tvende konger med tilnavnet den anden, og tvende konger om hvem to samtidige genier hver digtede en tragedie, der denne sæson har kunnet og kan ses på københavnske scener: Edward II og Richard II. Sidstnævnte var i efteråret på Det kongelige Teater i Staffan Valdemar Holms knivskarp, ren og tekstnær, førstnævnte følger nu på Betty Nansen Teatret nok forlægget af Christopher Marlowe, men dramaet udarter sig til et politisk korrekt budskab. Det er ikke et budskab, man kan være uenig i, og det berører såvel flere på og bag scenen som undertegnede selv direkte, det er bare aldrig godt teater, når en klassiker forvanskes til en morale, der så ovenikøbet proppes langt ned i halsen på publikum.

                      Edward II er bare samtidig godt teater. Ikke rent og poetisk i sit udtryk som Holms iscenesættelse af Richard II, ikke stærkt og mindeværdigt gennem Shakespeares poesi og Olaf Johannessens sublime fremstilling af den spaltede, eftertænksomme konge, men eminent teater, der udnytter de virkemidler, teatret har til rådighed. Navnlig i anden akt af Edward II bruger instruktør Elisa Kragerup de få rekvisitter og kostumerne til at formidle, hvad der ellers vanskeligt lader sig vise på en scene: tortur og halshugning. Replikkerne er her færre, handlingen formidles - ordløst - gennem spillet, hvilket forlener dramaet med den alvor og inderlighed, der i første akt nedtones, ja, overses, og forsvinder i gøgl og gakkede gangarter.

                      Allerede inden første akt er man advaret om, at tekstlæsning ikke er en force i ensemblet bag forestillingen. På en kridttavle foran trone og gotisk hvælvede vinduer står: ”Baseret på begivenheder der fandt sted i England og omegn, mellem 1307-1327” Tre tegnsætningsfejl i én sætning; det komma, der er, er sat forkert, der mangler et komma før den relative ledsætning, og der er intet punktum. Man har lyst til at kommentere det fra fjerde række, men skuespillerne kommer ind og knæbukser, gamacher og løse ærmer. Meget signalerer altså middelalder, og Simon Bennebjerg begynder faktisk med Gavestons indledende monolog om at være hidkaldt af den nye konge, Edward II, hvis favorit han er, så alt tegner godt. Sådan varer det ikke ved. Jo, handlingen i Marlowes drama, det sidste inden han blev myrdet som kun 29-årig, følges for det meste loyalt, og det er Marlowes mundrette jamber i Niels Brunses lydefri oversættelse, man hører, men iblandt forlades replikkerne til fordel for overdrevet gestik og mimik, der vækker latter frem for at skærpe dramaet og tragedien. Det er spil for galleriet, og det virker, for latteren ruller de mest upassende steder, selvom det nok mest er hos dem, der er kommet for (højlydt) at sidde og gnaske slik… Det er et problem, men et tegn i tiden, at hyggen overtager alvoren og eftertanken; hvis alt nedtones med en uskadeliggørende latter, er der ikke langt til at løbe med en vind og forfølge en stemning, hvilket ganske ironisk er stik imod opsætningens meget for firkantede morale. Desuden ejer Marlowe ikke Shakespeares evne til at forstærke uhygge og drama med pludselig humor, og Edward II er renset for komedietræk.

                      Edward II er som Shakespeares kongedramaer både tragedie og historisk drama, og de handler alle først og fremmest om magt. Edward II’s tragedie er, at han - som Richard II - er for veg og letpåvirkelig; at hans følelser gælder en mand, Piers Gaveston, er - til trods for Marlowes egen homoseksualitet - sekundært, for problemet er, at Edward skalter og valter med sin magt, og så vakler tronen og dermed samfundets stabilitet. Kongens hovedmodstander, Mortimer (hos Marlowe er de to, senior og junior, men Marlowes meget omfattende rolleliste er fornuftigt begrænset), spejler Edward; hans hovmod er hans magtbegær og grådighed, og Marlowe betoner begges fejl ved at lade Edwards søn, Edward III, overtage tronen og retfærdigt straffe Mortimer og hans mor, dronning Isabella, for deres oprør; Mortimer med døden, dronningen med forvisning. Homoseksualiteten - hvad man må huske er et moderne begreb, sodomi er en mere historisk korrekt betegnelse - spiller naturligvis en rolle hos Marlowe, men som klangbund for modstanderne i magtkampen. I Kragerups hænder vokser det og overtager i Gavestons og kong Edwards kropsnære og flamboyante kostumer fuldstændig det egentlige drama. Mortimer kalder Gaveston for svans (der advares mod det i programmet!), og forestillingen slutter med en kvalmende korrekt, påklistret, sukkersød morale i munden på Edward III om frit at måtte elske og leve med, hvem man vil. Den slutning er vist ikke med i forlægget, bemærker andre skarpe iagttagere blandt publikum på vej ud af teatret, og nej, det er den ikke. Hos Marlowe lyder Edward III’s afsluttende ord:

 

”Here comes the hearse; help me to mourn, my lords.

Sweet father, here unto thy murder’d ghost

I offer up the wicked traitor’s head,

And let these tears, distilling from mine eyes,

Be witness of my grief and innocency”

 

Den inderlige sorg og den blodige, men retfærdige hævn i disse linjer overhører Kragerup & co. fuldstændig. Forholdet mellem far og søn, Edward II og Edward III, er ellers skildret varmt og poetisk, og det ømme og kærlige forhold mellem Edward II og Gaveston kunne (selvom det historisk var forholdet til Hugh le Despenser, senior og junior, der faldt den engelske adel for brystet) sagtens være blevet stående uden at skulle overtydes i en kvalm morale. Edward III’s ord om at stå fast for retfærdigheden gør plads til den kærlighed, for i et retfærdigt samfund kan man leve og elske frit, men det er aldrig retfærdigt, når magten forfordeler, hvem det end måtte være, og Edward II’s fejl er, at han forfordeler.

                      Den bedrevidende morale er des mere ærgerlig i lyset af, hvor godt teater forestillingen langt hen ad vejen er. Den enkle, effektive brug af kulisser og kostumer er allerede omtalt; Gaveston forsvinder elegant og ubemærket i bagtæppet, ja, selv den forslidte kliché med en musiker på scenen fungerer langt hen ad vejen, når Line Felding kombinerer smukt cellospil med slagtøj og parafraser over Queens ”Don’t Stop Me Now”. Desuden spilles der virkelig fremragende. Peter Plaugborg, der som nyuddannet leverede minderige præstationer på Odense Teater bl.a. i Kaj Munks Ordet, lades nok i stikken med for få replikker og for meget gøgl, og Simon Bennebjergs Gaveston bruger som i Spilleren sidste sæson mere tid på at flintre rundt på scenen end være nærværende, men der er smukke, ordløse møder mellem de to. Mikkel Arndts Mortimer kunne nok vise mere end vrede og forurettelse, men han har bedre tag på denne rolle, end han havde på Henry Bolingbroke, der i Richard II stjæler tronen og lader sig krone som Henrik IV. Her underspillede han. Maria Rossing er imidlertid formidabel som dronning Isabella, selv når hun pålægges krukkede og overgjorte fagter. Hendes instrument har aldrig én falsk tone. Ena Spottag veksler mellem ægte, underspillet humor som jarlen af Pembroke og ren troskyldighed som den unge Edward III. (Måske det er derfor, hun lader sig overtale til at fremsige den usmagelige slutning.) Væk er det amokløb, hun udviste i Molières Don Juan i efteråret; også hun viser, den styrke hun ejer på en scene. Det samme gør Xenia Noetzelmann som Edward II’s bror, jarlen af Kent, og Johanne Louise Schmidt viser stort format i den lille rolle som Lancaster (der i korrekthedens navn her er gjort til grevinde, selvom det ingen effekt har). Thorbjørn Hedegaard får rollen som Spencer til at lyse op, selvom den ellers er nedtonet. Det er altså svært at skulle gøre så slette miner til godt spil, men det må til, når Elisa Kragerup insisterer på langt hen ad vejen at præsentere lutter teatersport, og navnlig når hun præsenterer kunstige, billigt fremstillede automatmoraler. Lad publikum tænke selv; dét havde i sandhed været provokerende.