Ingen kryben langs fodpanelerne

 Sublimt skuespil: Indenfor Murene, Gamle Scene d. 11. februar 2024

 

Det er en tanke værd, om det er en særlig dansk egenskab, at alvor skal pakkes ind i humor for at have effekt. Det er en del af Shakespeares geni ikke bare at lade komedie og tragedie følges ad hånd i hånd, men at bruge kontrasten mellem dette umage par dramaturgisk, så publikum mister orienteringen og desperat må se sig selv i spejlet for at finde svar. Men Beatrices replik i fjerde akt af Much Ado about Nothing - ”Kill Claudio” - er ikke mindre omkalfatrende end Sara Levins tilståelse i anden akt af Henri Nathansens Indenfor Murene, om at den mand, datteren Esther har forlovet sig med, er Jørgen Herming, søn af den mand, der engang ydmygede hendes mand, Adolf Levin, med en kommentar om hans jødiske herkomst og afviste hans begæring om et lån. Der er nogle publikummer, der ler - der er så mange publikummer, der i dag ler, bare de sætter sig i teatrets røde plyssæder - men de har blot mistet orienteringsevnen og ladet sig forlede af skærmydslerne mellem ægteparret Levin. Alligevel sætter den tanke sig fast, at dette fortsat vedkommende og gribende drama aldrig ville være blevet en dansk klassiker, hvis ikke det begyndte som en folkekomedie med kødbollesuppe, familiehygge og ”Lad dog barnet”. Komedien slår tonen an og lægger et tæppe under publikum, så ingen slår sig, når dobbeltmoralen, antisemitismen/racismen og selvfølelsen udstilles - ganske som man ler af Holbergs fordrukne, forkuede Jeppe, så forståelsen og sympatien for ham til sidst kan lande i blød muld og slå frø.

                      Selvom visse publikummer mister orienteringen, så mister opsætningen af Indenfor Murene på Det kgl. Teater den aldrig. Den er stærk og sanddru i sin fremstilling af dramaets ambiguitet; den stikker intet under de stole, der stort set er de eneste rekvisitter i forestillingen, og den kryber aldrig langs de overdimensionerede fodpaneler, der udgør Steffen Aarfings elegante og mystisk dragende scenografi. Alle hilser med et stemningsfuldt ”Godaften”, når de kommer ind på scenen, og der spilles oftere mod publikum end mod de andre karakterer i dramaet. Familien Levin spiser sin kødbollesuppe, tunge og kage på rad og række uden bord, og Hermings Lundby og Eckersberg hænger på den fjerde væg, så man ser intet hav og ingen kostald uden for sit eget indre blik. Mange anmeldere hæftet sig ved dette som moderne teater, men som altid løber journalister med en halv vind i deres jagt efter aktualitet og sensation. Faktum er, at alle forestillinger kan spilles helt uden rekvisitter og mod publikum, så længe replikkerne og karaktererne er på scenen, for det er dem, der bærer dramaet, og ’moderne’ er bare et epitet, de bruger, som undskyldning for at kunne li’ klassisk drama båret af replikker og karaktertegning. Her er publikum ikke i tvivl (eller også er det igen komedien, der lokker), og der er udsolgt til alle forestillinger på Gamle Scene og på turnéen rundt i landet.

                      At der spilles mod publikum, viser utilsløret alle - selv oppe på galleriet - hvor sublimt skuespil denne opsætning byder på. Karaktererne lever, der er intet kunstigt ved dem, selvom de ofte vender sig væk fra dem, de taler til, og omvendt griber man om armlænet, når karaktererne uventet vender sig mod hinanden. Jens Albinus’ Adolf Levin er nok yngre end Poul Reumerts legendariske fremstilling af karakteren, men han er i endnu højere grad en splittet, plaget mand. Aldrig er han i ro; om han sidder eller står, flytter han nervøst på hænderne, falder sammen i stolen eller luder med nakken, og dog lyser viljen og den uretfærdigt forurettedes styrke ud af hans blik. Bodil Jørgensen portrætterer Sara Levin med lige dele skrøbelighed og mandsmod; hun er en løvemor, men også tilgivende, lattermild og trofast, og komikken er i høj grad hendes fortjeneste og her netop hendes middel til at afvæbne patriarkens sårede vrede. Zaki Nobel bidrager til komikken som sønnen Jacob, og man knuselsker ham for hans evigt snakkende væsen, for der er også dybde i ham, når han til slut er slagen med tårevædet stumhed over at have fået en søn. Større beundring vækker dog Emil Prenter som den ældste søn, Hugo, ikke kun som humanismens fortaler, men i kraft af den sårbarhed, han viser, når han råber, nej, skriger, sin trosbekendelse om menneskelivets værd ud, for han dirrer og ryster på hænderne længe efter. Hvilket talent! Han kunne mageligt have overladt lidt til Emilie Kroyer Koppels Esther, hans oprørske søster, for hun er aldrig et med sit oprør, man har svært ved at tro hende, selvom hun er mild som angerfuld datter til sidst.

                      Esthers udkårne, Jørgen Herming, forlener Joachim Kubel med en veg vilje og en ikke særligt inderlig forelskelse, selvom han og Esther mellem første og anden akt er tildelt et dansende, intimt møde. Han er også svær at få hold på, men han er høj, bredskuldret og arisk blond, så man må gyse ved tanken om, at 1930’erne venter lige om hjørnet i denne opsætning, hvor Aarfings kostumer mimer 1920’erne. Det samme gør den kantede og lidet imødekommende funkis hos etatsråd Hermings: Møblerne er nok bløde, men de er kantede, kluntede og alarmerende røde. Lars Brygmanns Herming er i glitrende grøn rygejakke, slibrig som en tudse og falsk som en slange, men føj, hvor er han god til det! Stine Stengades fru Herming ville forarge Maude Varnæs, så overdrevne og forlorne er hendes nykker og hypokondri, men det er kun manipulation, at hun trækker sig tilbage, for hun står straks i døren, da Levins er gået, endnu fuldt påklædt. Åh, hvor hun er parret godt med den mand! Det er tydeligt, at Morten Kirkskov, der har instrueret, er betydeligt bedre hjemme i dette drama, end han var i Shakespeares Hamlet; her var idéerne mange, og de fik nogle scener til at lyse, men andre blev rent effektmageri. Her løfter hele forestillingen sig trods de unge, uerfarne skuespillere, her kryber ingen langs fodpanelerne! Den er en triumf!