Afsked med et sympatisk menneske

 Jules Massenets Werther fejret og forsimplet. Odense Koncerthus d. 11. marts 2024

 

Der er et betragteligt antal unge mennesker blandt publikum til Den jyske Operas sidste opførelse af Jules Massenets Werther i Odense Koncerthus denne aften i marts med en kold, vinterlig vind. De fleste benytter sig sandsynligvis af Odense Teaters fremragende koncept, Klub U, hvor unge mellem 15 og 24 for sølle 380 kr. kan få billet til alle teatrets forestillinger i en sæson; kun én billet pr. forestilling, men man kan se samme forestilling flere gange. Det er generelt glædeligt, at så mange er opmærksom på tilbuddet, og det er sandsynligvis særligt glædeligt for Den jyske Operas afgående chef, Philipp Kochheim, for hans iscenesættelse - som alle de andre iscenesættelser, han har stået for i sit virke i Aarhus - er en direkte appel til et nutidigt, Netflix-forbrugende publikum. Det er ikke i sig selv et dårligt træk.

                      Mange publikummer har uden videre beskyldt Kochheim for at lave regiteater; det epitet, det dovne operapublikum sætter på alle forestillinger, der ikke indfrier dets forudfattede forventninger og reaktionære smag. Kochheim har faktisk forsøgt det stik modsatte, for hans iscenesættelser har sjældent været fortænkte og symboltunge idédramaer, de har altid haft publikum anno 2010’erne og nu 2020’erne for øje, og de har altid været et forsøg på at gøre handlingen så let fattelig og umiddelbart tilgængelig som muligt. Medmindre man forstår regiteater som bare en tilpasning af regi, altså kulisser og kostumer - for det har oftest været tilfældet - til nutiden, må man sige, at Kochheim snarere har forsimplet end fortænkt en iscenesættelse. Det er også tilfældet med opsætningen af Werther, selvom det kun kan ses som et gennemsympatisk træk at ville fange sit publikum og derved udbrede operagenren.

                      Den forsimplede tilgang udmønter sig konkret i, at Den jyske Opera opfører en forkortet, bearbejdet version af Dietrich Hilsdorf med kun fire sangere: Werther, Charlotte, Albert og Sophie. Væk er faren og børnenes glade julesang, væk er kor og farens venner. Til gengæld er det fire meget kompetente sangere, der denne sidste aften på turnéen oplader deres røst i Carl Nielsen-salens problematiske akustik, men måske har Odense Symfoniorkesters arbejde med akustikken - pålagt dem af arbejdstilsynet - båret frugt, eller også hører man bedre fra balkonen end på gulvet. Angelos Zamartzis er nok ingen drømmende, digtende yngling, men hans tenor er slank og lyrisk; hans ode til naturen indleder denne forkortede version, og fra begyndelsen er hans stemme stærk og spændstig - bravo! Na’ama Goldman synger Charlotte med en smuk lyrisk-dramatisk sopran. Hendes timbre er behageligt diskret, og den store scene i begyndelsen af tredje akt, hvor hun genlæser Werthers smægtende breve, er gribende. Christian Oldenburg, der også medvirkede i opsætningen af J. P. E. Hartmann og H. C. Andersens Ravnen i efteråret, synger en noget sammenbidt og mere jaloux end jovial Albert, men hans baryton er adræt og velklingende. Silvia Micus Sophie er sprudlende af ungdom og livslyst, og i pausen giver hun den gas på scenen med Albert (han slår vejrmøller!) til tonerne af Charles & Eddies ”Would I lie to you?” Hun er det, der fuld af glæde synger ”Jul! Jul! Jul!” som grel kontrast til Werthers dødsklage til sidst, og Kochheim sætter brutalt en stopper for hendes livsglæde ved at lade hende styrte ind og finde den døende digtersjæl, som hun har været endog meget betaget af.

                      Denne sidstnævnte tilføjelse er en af Kochheims mange, diskrete greb, der sætter dramaet på spidsen og vinkler Goethes brevroman, som enhver tysker kan udenad. F.eks. er det her Albert, der rasende af jalousi giver Charlotte sin pistol, så hun kan sende den videre til Werther. Den slags greb, der accentuerer karakterernes psykologi, er vedkommende i en diskussion af, hvordan vi skal forstå personerne i dramaet, for hvis de skal være levende og vedkommende, må de aldrig blive entydige og fastlåste, og man kunne sagtens acceptere dem og forstå Kochheims intention, hvis rammesætningen var en anden. Alle fire akter udspiller sig i Albert og Charlottes hjem (de er altså flyttet sammen, inden de bliver gift), der i Barbara Blochs fremstilling er en hypermoderne, men også isnende kold stue med grå vægge af skifersten og et stort panoramavindue med udsigt til et par mistrøstige, døde træer, og måske vækker stilen genkendelse hos et nutidigt (tysk) publikum, der er vant til streamingtjenesternes realisme, men det er vold mod operaens idé. Hvor er logikken i, at Werther uden videre kommer vandrende ind i stuen? Hvor er den højtbesungne natur? Hvorfor skyder Werther sig i denne stue, og hvorfor - hvorfor - skal alle fire karakterer være på senen i finalen? Den er overrendt, da Werther udånder, for det giver intet, at Albert skuler ondskabsfuldt fra ægtesengen, og at Sophie forsøger at hjælper Werther, mens hun synger julesange, og Charlotte står afsides med krydsede ben og mest af alt ligner en, der har desperat behov for at komme på toilettet. Her knækker filmen, men Kochheim er en meget sympatisk mand, og filmen knækker udelukkende, fordi han har et ønske om at puste støvet af Werther og nedtone dens duft af Sturm und Drang-følsomhed og skolelæring, så publikum kan genkende den.

Måske er dette bare ikke vejen frem. Massenets partitur dufter af fransk elegance, naturlyrik og smægtende følelser, der taler mere ind i nutidens fokus på følelser end genkendelig hverdagsrealisme, så måske havde svaret været at give plads til stemningerne og følelserne i deres rene form? Det har dramaturgisk effekt at sætte de store følelser over for middelklassens materialisme og kedeligt pragmatiske virkelighed, men er det egentlig, hvad operaen vil os? Alle Kochheims iscenesættelser på Den jyske Opera har været glimrende - stærkest i erindringen står Weinbergs Passageren og Mozarts Bortførelsen fra Seraillet (fordi de fleste af os aldrig fik den at se) - selvom der ofte har været en detalje, der ikke har fungeret og forrykket balancen. I denne opsætning er det en kold scenografi, der ikke giver mening for dramaet. Det er dog ikke grund til at tillægge Kochheim onde, skjulte hensigter, for han er en sympatisk mand, som man nu skal tage afsked med. Hvad der er i vente i Anne Barslevs ledende, kreative hænder kan vi kun glæde os til!