Kunstens væsen eller Den, der betaler gildet, bestemmer musikken

 Forrygende, forførende og fremragende Ariadne på Naxos. Operaen d. 13. marts 2024

 

”Der gaar gennem Verden et langt Skrig fra Kunstnerens Hjerte: Giv mig Lov, giv mig Lejlighed til at yde mit ypperste,” siger Babette i slutningen af Karen Blixens ”Babettes Gæstebud”. Replikken kunne passende stå som motto for Richard Strauss’ metaopera Ariadne på Naxos, i særdeleshed i Katie Mitchells opsætning, der nu spiller på Operaen på Holmen ved Robin Tebbutt. Prologen eller operaens ramme forbliver til sidste tone en integreret del af forestillingen, og det gør ikke bare forestillingen mere naturalistisk, det gør den sjovere og mere dramaturgisk medrivende end andre opsætninger, hvor operaen kan være en stiv, langtrukken affære. Samtidig bliver kunstnernes ambitioner og kunstens væsen i en materialistisk verden et vedkommende og relevant omdrejningspunkt. Forestillingen viser kort fortalt, hvad opera kan.

                      Det er 15 år siden, Strauss’ opera sidst spillede på Holmen i en iscenesættelse af Robert Carsen. Her var scenen scenen; forscenen og scenerummet var skueplads i prologen, og operaen om den forladte, kretensiske prinsesse udspillede sig i et nøgent, sort scenerum med et skrånende gulv. Dengang var det som nu Ann Petersen, der sang titelrollen, og selvom hendes stemme i tidens løb har mistet meget af sin styrke og fået en betragtelig timbre, er det en overraskende agil og smuk sopran, hun stadig synger med. Men i Mitchells iscenesættelse bevarer Chloe Lamfords naturalistiske scenograf, der er et tværsnit af to herskabelige stuer en suite, forbindelsen mellem operaens to dele: I den ene stue opstilles rækker af stole til publikum, i den anden udspiller forestillingen sig. Operaen begynder med hektisk aktivitet, hvor de to stuer tømmes for inventar, stole sættes frem og en scene bygges op - fyldt med sand - mens der prøves, og mens komponisten og hendes sanglærer skændes med rigmandens sekretær om ændringer, der sætter alles ambitioner - og tålmodighed - på spidsen.

                      Aktiviteten og forvirringen fortsætter efter pausen, under forestillingen. Først og fremmest er kunstnerne - operasangerne og komedietruppen - ikke enige om, hvordan de skal agere, efter de er blevet bedt om at opføre deres respektive dele på samme tid, og de er slet ikke enige om, hvor meget plads de skal give hinanden, for deres idealer er ikke de samme hverken på eller uden for scenen: Zerbinetta vil den hurtige flirt, morskaben og den bekymringsløse kærlighed, operadivaen vil den store kærlighed og det dybe drama. Hvad mere er, at rigmanden - der her er et crossdressende ægtepar - heller ikke helt har forstået rammerne og ugenert sender SMS’er under forestillingen, tager selfies med Zerbinetta og træder ind på den interimistiske scene. Hvorfor skulle de ikke gøre det, når det er dem, der betaler og dermed også kan bestemme, hvordan forestillingen skal opføres? Der sker altså meget både før og under operaen, men det er smukt orkestreret af Mitchell og Tebbutt, og det er overraskende nemt at overskue og følge med i. Mitchells ifølge programmet ret feministiske tolkning af Ariadne-karakteren, er mere uklar: Ariadne er gravid, og selvom hun føder sit barn, er hun stadig fortvivlet over at være blevet svigtet af Theseus (en af antikkens mange mytologiske helte, hvis navn alle ender på -eus, og som alle gør nogle ret tvivlsomme gerninger, mens de lever op til datidens mandeideal - hvad antikken heller ikke var blind for) og længes efter døden. Bacchus, som hun først tror er Hermes - sjæleføreren, psykopompos - bliver her Hermes, der præsenterer hende for en række mulige veje til selvmord, men det er ikke Underverdenen, han fører hende til, det er glæden ved moderskabet, og alt ender lykkeligt.

Imidlertid overskygger dette ikke for Mitchells genistreg, nemlig operaens virkning. Der er ingen tvivl om, hvad man skal synes om det rige ægtepar; hans lange, røde kjole og hendes smoking med løsthængende sløjfe er snarere et udtryk for et desperat forsøg på at være med på en trend end udtryk for eksistentielle valg, og deres opførsel gør dem fuldkommen til grin. Det samme er deres gæster, der alle er faldet i søvn allerede under middagen og derfor ikke møder op til forestillingen! De er som Trimalchio, den tidligere slave i Petronius’ satiriske roman Satyricon fra før år 66 e.Kr., der uden at kende til etiketten eller den gode smag desperat udstiller sin opnåede rigdom for at blive en del af overklassen, men man kan kun grine af hans evner som digter eller hans uvilje mod at ville røre en bold, der har rørt jorden. Men miraklet sker, kunstnernes ambition opfyldes, og man ser det ske, hvis man ellers kan bruge sine øjne og ører, nemlig at al unødig snak, alle vittigheder og alle mobiltelefoner forstummer eller lægges væk, fordi det rige ægtepar, Zerbinetta og hendes mandlige dansere gribes af operaen og helt opslugt følger med. Er det ikke historien og iscenesættelsen, der bjergtager, så er det musikken, og det er musikken, Strauss’ rige, funklende partitur, der griber og slår alle - både på scenen og i salen - med betagelse. Det mytologiske udgangspunkt for Strauss og von Hofmannsthal træder i baggrunden, og det bliver - som det er tilfældet med Strauss’ sidste opera, Capriccio - en opera om opera, hvad opera kan, og hvad den gør ved sit publikum.

Dette lykkes naturligvis kun, fordi den musikalske udførelse er så eminent. Ann Petersens storhedstid er som sagt ovre, men hun kan stadig henrykke, og Serena Sáenz’ Zerbinetta er fortryllende, slynger koloraturtonerne ud med stort overskud og er kun lidt udfordret af både at skulle spille og synge samtidig (der er nogle lange pauser undervejs). Resten af sangerholdet er til gengæld eminent: Elisabeth Jansson er en triumf som komponisten (og når partiet nu er skrevet til en mezzosopran, hvorfor så ikke lade rollen være kvinde?), hun har styrke og overskud. Michael Kraus er hendes lige så velsyngende musiklærer, og Ariadne flankeres af tre vidunderligt nymfer: Marlene Metzger, Frida Lund-Larsen og Fanny Soyer er en hellig treenighed af skønsang! Selv mindre roller, officeren, lakajen, parykmageren og dansemesteren, er besat med sangere, der har overskud og gør stort indtryk: Ian Bjørsvik, Marcus Dawson, Johannes Sejersted Bødtker og Jens Christian Tvilum. I graven styrer Giedre Šlekyte Det kgl. Kapel sikkert fra land uden at støde på grund; der er splitsekunder af vindstille, hvor en sanger skal have plads til at komme ombord, men det er en blid og behagelig lystsejlads. Alle yder deres ypperste, så man med Blixens Philippa fra ”Babettes Gæstebud” må udbryde: ”Oh, hvor I vil henrykke Englene!” For ikke at tale om Strauss i sin himmel.