Rage! Blow!

 Händels oratorium Saul forsøgt foregøglet at være komedie. Operaen d. 23. marts 2024

 

”I kan godt glæde jer, og det er meget morsomt!”, forsikrede en kompetent, ung kvinde, Amanda, publikum til introduktionen til Händels Saul, mens forårsmørket sænkede sig om Operaen på Holmen. Kulden havde vi efterhånden rystet af os, men vi havde siddet og ventet ved det kolde vand i Københavns havn i mere end en halv time på en havnebus, der ikke kom. Operaen er stadig en rejse væk - selv hvis man bor i hovedstaden - fordi den ligger, hvor dens giver havde fået øje for at kunne sætte sig selv i forlængelse af Kirken og Kongeriget. Hvor glad man end kan være for i Danmark også at have i det mindste et operahus af god standard, så har Operaens placering brutalt lukket for det fine forsvindingspunkt i perspektivet fra Frederikskirken og Amalienborg. Det minder næsten om bibelsk overmod, og så dog ikke alligevel - men det er ærgerligt.

                      Biblens kong Saul, titelkarakteren i Händels oratorium fra 1739, er næppe overmodig. Han er snarere frygtsom, depressiv og opfarende i lige mål, og det gør ham så menneskelig, at vi interesserer os for ham, selv i Barrie Koskys indpakning. Kosky er en spradebasse og en gøgler, hvilket hans bogstaveligt talt overfladiske farveladeopsætning af Tryllefløjten, der igen (…) spiller på Operaen, meget tydeligt vidner om, og han giver Saul så mange fagter, så mange grimasser og så mange rablende replikker uden for partituret, at man tror, han lider af Tourettes syndrom. Det kgl. Operakor forlenes også med udråb, mimik og gestik - i alt fald i forestillingens første halvdel - der får dem til at fremstå intellektuelt retarderede, og de seks dansere, der adræt fanger rytmerne i Händels partitur, nøjes ikke med at klappe, nej, de hujer og råber ind over det fine og sarte klokkespils-intermezzo med samme iver, som fodboldfansene samme aftenen har buhet i Parken. Om det er Amandas smag for humor, skal jeg ikke kunne sige, men der var ikke høj latter blandt publikum, og vi fandt det trættende og larmende. Det skyldes navnlig, at Sauls deroute er en alvorlig og medrivende fortælling, ikke en komedie. Hans fald er en urmyte, og navnlig i anden del er han en medynkvækkende og tragisk kong Lear, om end librettisten Charles Jennens aldrig når Shakespeares højder:

 

Blow, winds, and crack your cheeks! rage! blow!

You cataracts and hurricanoes, spout

Till you have drench'd our steeples, drown'd the cocks!

You sulphurous and thought-executing fires,

Vaunt-couriers to oak-cleaving thunderbolts,

Singe my white head! And thou, all-shaking thunder,

Smite flat the thick rotundity o' the world!

Crack nature's moulds, and germens spill at once,

That make ingrateful man!

 

Helt alene er han på den skrånende scene dækket af et materiale, der mimer pottemuld eller aske, mens heksen fra Endor trækker afsted med ham, som var hun Lears nar, og det er et gribende billede. I et øjebliks klarhed lader Kosky desuden Saul synge Samuels spådom om hans eget endeligt; dét er vitterligt profetisk klarsyn.

                      Generelt er Koskys iscenesættelse ellers klar og centreret omkring forholdene i Sauls familie, da David hyldes som den store helt efter at have dræbt Goliath, hvis kæmpehoved er det første, der toner frem på scenen i Joachim Kleins eminente clairobscure-lyssætning. Sauls søn Jonatan fatter straks venskab for David, datteren Mikal forelsker sig i ham (og han i hende), og den sidste datter, Merab, afskyr først David for hans socialt lave herkomst, men fatter senere sympati for ham på grund af hans gudfrygtighed og ærlige væsen. Kun Saul vedbliver at frygte David, og det bliver årsag til hans endeligt, men på intet tidspunkt er man i tvivl om, hvor karaktererne står, hvad de føler, og hvad de tænker, selvom man også gerne havde været sparet for deres hvin og brøl, så musikken kunne have talt for dem. Scenerne følger hinanden som store, asymmetriske perler på en snor (hvilket er en passende sammenligning, eftersom ordet ’barok’ kommer fra det portugisiske ’barocco’, der betyder en uregelmæssig perle) takket være Karin Lea Tags enkle scenografi: et bagtæppe i grå nuancer som en overskyet himmel, den skrånende scene bestrøet med muld og et fortæppe, der mimer bagtæppet og hurtigt kan gå ned, så dekorationen kan ændres. De smukkeste scenebilleder, hvor lys og skygge får lov at tale, er, når scenen er tom, selvom publikum gisper og småsnakker begejstret over de tomme kalorier, der er i de overdådige skuestykker på et langt bord i første del og i de dusinvis af blafrende stearinlys, der flimrer i mørket i begyndelsen af anden del. Kasper Holten har skrevet, at forestillingen er som at se på Caravaggio-malerier en hel aften, men det er en underkendelse af Caravaggios geni; nok var han både voldsmand og morder, men hans malerier udtrykker større psykologisk dybde end det udelukkende overdådige i opsatser af blomster, frugter og livløse dyrekadavere.

                      Positivt er det også, at partierne er så fornemt besat. Michael Kristensen er vendt tilbage til Operaen for at forlene heksen fra Endor med sin karakteristiske lyse tenor, Benjamin Hulett synger stærkt og trodsigt Jonatan, Mirjam Mesak er en yndig, lidt sval Mikal. Clara Cecilie Thomsen synes at skulle synge sig varm, men så er hun også en dramatisk Merab med sin vanlige varme, smægtende sopran, og hendes ”Author of Peace” er den eneste arie i forestillingen, der får bifald med på vejen. Thomas Cilluffo forener en række små partier i en grotesk figur, der binder handlingen sammen som en fortæller eller hofnar, for nu at blive ved kong Lear; hans sminke og lange negle er uhyggelige, men hans tenor er smægtende, varm og agil. Morten Grove Frandsen yder sin karrieres bedste præstation til dato som David. Hans kontratenor er vokset og har lige dele fylde og styrke i selv de mest sarte guirlander. ”O King, your favours with delight” er et magisk højdepunkt i forestillingen, og publikum er for betaget til at klappe, da den korte, korte arie er ovre. Mest betagende er dog Christopher Purves, hvis mægtige, smældende basbaryton overdøver alle Koskys indfald. Purves har den tindrende klang, der kan narre en til at tro, at han er tenor, og som passer så smukt til det engelske sprog. Han er virkelig fremragende!

                      I orkestergraven regerer Lars Ulrik Mortensen med Concerto Copenhagen, hvis spil er skarpt og prægnant; der er vidunderligt mange farver i Händels atypiske orkestrering med klokkespil, orgel, trækbasun og pauker. Men er der en dvælen for længe ved de smukke klange, så tempoet bliver lidt langsomt? Navnlig hen mod slutningen slår den tanke en, at musikken flyder for langsomt, og selvom der er en rigdom i Händels partitur, så er dette ikke et underværk som Messias, Jephta eller Il Trionfo del Tempo e del Disinganno, der henrykkede og begejstrede på Gamle Scene for fem år siden. Det er en dejlig aften, der er øjeblikke af stor, ægte skønhed undervejs, men overgjorte fakter og vildmandsråb er ikke en støtte. Tværtimod, og heldigt er det, at Sauls personlige tragedie stadig kan røre, uden at man brøler af begejstring som koret på scenen er instrueret i at gøre.

                      Der er heldigvis en havnebus fra Operaen.