Ghostbuster

 Gennemført sympatisk, men ikke særligt morsom: Greven af Luxembourg på Den jyske Operas turné, Odense Koncerthus d. 25. marts 2022

 

Chefen for Den jyske Opera, Philipp Kochheim, er en modig mand. Han er kommet til det provinsielle Danmark (det indbefatter også hovedstaden, selvom Politiken nok mener noget andet…) og har taget initiativ til at vække vores glemte kulturarv til live. Med sin ”Danske serie” har han foreløbig præsenteret det danske operapublikum for August Ennas Kleopatra, Paul von Klenaus Michael Kohlhaas, en ny opera af Karsten Fundal og i kulissen venter Poul Schierbecks Fête galante og i næste sæson Asger Hameriks enakter La vendetta. Store oplevelser alene fordi det er nye oplevelser og ikke schlager-operaerne af Bizet, Verdi og Puccini. Som instruktør har Kochheim vist sit værd i opsætningen af Weinbergs Passageren og Mozarts Bortførelsen fra seraillet, om end den kun lever i omtaler, fordi den blev aflyst som så meget andet i 2020… Nogle af os ville meget gerne have oplevet den.

                      I anledning af Den jyske Operas 75-års jubilæum har Kochheim nu sat sig for at genoplive operetten, helt specifikt Franz Léhars Greven af Luxembourg. Det er der god grund til, for musikken er iørefaldende, indsmigrende og munter, og så er også dét noget andet, end de 10-15 operaer, der oftest er på plakaten. Men som der spørges fra scenen, hvem over 50 gider se operette? Sin munterhed til trods er musikken skrevet til de mest ligegyldige plots med lumre sengekammer-vittigheder i ascendanten, så noget må gøres, hvis en operette skal være vedkommende for publikum anno 2022. Det vidste Adam Price, da han i efteråret omskrev Den glade enke for Den kgl. Opera til topaktuel samfundssatire om kunststøtte, ligestilling, reality-TV - og svineavl. Det lykkedes til fulde og var en tordnende succes alene på grund af de nyskrevne tekster. ”Kom til den store svinestald…” er da en scorereplik af dimensioner og et overraskende bud på stedet for en hyrdetime.

                      Greven af Luxembourg handler om den forarmede grev René, der gifter sig proforma med operadivaen Angèle Didier, så hun tre måneder senere kan lade sig skille, så hun, når hun har titel og adelstand, kan gifte sig med fyrst Basil Basilowitch. Vielsen finder sted med et maleri mellem René og Angèle, så de ikke ser hinanden, men naturligvis forelsker René og Angèle sig uden at ane, at de allerede er gift, og naturligvis ender alting lykkeligt, men hvordan aktualiserer man den tynde handling? Det smager måske lidt af trafficking (med omvendt fortegn, selvom det er godt i ligestillingens navn), det er bare for alvorligt et emne til en operette, og Kochheim har derfor taget ’genoplivning’ bogstaveligt: Barbara Blochs fantastiske scenografi er et glemt rekvisitlager, et raritetskabinet eller et skatkammer for enhver loppejæger, og alle de medvirkende er spøgelser, helt klædt i hvidt og hvidsminkede. Partituret er blevet borte og må først graves frem, så da ouverturen slås an, er det ouverturen til Verdis Skæbnens magt, der lyder, men det lykkes at finde den rigtige node. Måske fordi Kochheim med sin ”Danske serie” allerede har vist sig som en kapabel spøgelsesjæger?

                      Det lille twist med det forsvundne partitur og den forkerte ouverture danner model for de øvrige gags og vittigheder i forestillingen. Det er tydeligt, hvad der er tænkt som en morsomhed, og det er tydeligt, at instruktøren har været på arbejde; scenegangen er velsmurt, alle ved, hvor de skal være hvornår, og slapstick og stumfilmsjagt ind og ud af scenen sidder lige i skabet, men man trækker højst på smilebåndet, fordi spøgelserne ironisk nok aldrig svæver let, elegant og overraskende. Da det banker på døren, og det skal være komisk, at ingen har til hensigt at lukke op, går alt i stå og replikkerne falder som flove skoser, fordi der mangler den energi, der kan gøre en stemning sitrende nærværende helt ned på bageste række.

                      Det er uden ond vilje, at vittighederne falder til jorden, selvom nogle anmeldere har været decideret perfide i deres omtale af forestillingen. Det falder kun tilbage på dem selv, for det er sympatisk af Philipp Kochheim at invitere til fest, når nu der er jubilæum, og det er en meget sympatisk og gavmild iscenesættelse med forståelse og respekt for partituret - specielt hvis man sammenligner med, hvad andre instruktører har budt på, f.eks. Camille Sieling Langdals fortænkte Elektra i denne uge eller Den jyske Operas egen opsætning af Aida i efteråret. (Instruktørens navn har jeg lykkeligt glemt.) Det er også sympatisk, at det er Den jyske Operas Kor, der alene medvirker på scenen; de er trådt ud af deres spøgelsesroller bag solisterne og er nu selv solister. De synger - som vi ved - glimrende, ikke mindst de seks i de større eller mindre solistpartier: Joan Ribalta som René, Birgitte Mosegaard Pedersen som Angèle, Estrid Molt Ipsen som Juliette Vermont og Jens Jagd som hendes udkårne Armand Brissard, Morten Wang som fyrst Basil, og Annette Dahl indtager med bravur scenen som dea ex machina-grevinden, Stasa Kokozow. Men spille skuespil har de sværere ved; timingen er forkert, replikskiftet for langsomt, og så er der kun musikken og spøgelserne af de gode idéer tilbage. Det er nu heller ikke noget dårligt udbytte af en aften i operaen, specielt ikke når musikkens lethed og tempo eksekveres så effektivt som af Copenhagen Phil, Tivolis eget symfoniorkester, under Christopher Lichtensteins energiske ledelse. Philipp Kochheim må gerne fortsætte sit virke som ghostbuster i operalitteraturen mange år ud i fremtiden.