Gennemført sympatisk, men ikke særligt morsom: Greven af Luxembourg på Den jyske Operas turné, Odense Koncerthus d. 25. marts 2022
Chefen
for Den jyske Opera, Philipp Kochheim, er en modig mand. Han er kommet til det
provinsielle Danmark (det indbefatter også hovedstaden, selvom Politiken nok
mener noget andet…) og har taget initiativ til at vække vores glemte
kulturarv til live. Med sin ”Danske serie” har han foreløbig præsenteret det
danske operapublikum for August Ennas Kleopatra, Paul von Klenaus Michael
Kohlhaas, en ny opera af Karsten Fundal og i kulissen venter Poul
Schierbecks Fête galante og i næste sæson Asger Hameriks enakter La
vendetta. Store oplevelser alene fordi det er nye oplevelser og ikke
schlager-operaerne af Bizet, Verdi og Puccini. Som instruktør har Kochheim vist
sit værd i opsætningen af Weinbergs Passageren og Mozarts Bortførelsen
fra seraillet, om end den kun lever i omtaler, fordi den blev aflyst som så
meget andet i 2020… Nogle af os ville meget gerne have oplevet den.
I anledning af Den jyske
Operas 75-års jubilæum har Kochheim nu sat sig for at genoplive operetten, helt
specifikt Franz Léhars Greven af Luxembourg. Det er der god grund til,
for musikken er iørefaldende, indsmigrende og munter, og så er også dét noget
andet, end de 10-15 operaer, der oftest er på plakaten. Men som der spørges fra
scenen, hvem over 50 gider se operette? Sin munterhed til trods er musikken
skrevet til de mest ligegyldige plots med lumre sengekammer-vittigheder i
ascendanten, så noget må gøres, hvis en operette skal være vedkommende for publikum
anno 2022. Det vidste Adam Price, da han i efteråret omskrev Den glade enke
for Den kgl. Opera til topaktuel samfundssatire om kunststøtte, ligestilling,
reality-TV - og svineavl. Det lykkedes til fulde og var en tordnende succes
alene på grund af de nyskrevne tekster. ”Kom til den store svinestald…” er da en
scorereplik af dimensioner og et overraskende bud på stedet for en hyrdetime.
Greven af Luxembourg handler
om den forarmede grev René, der gifter sig proforma med operadivaen Angèle
Didier, så hun tre måneder senere kan lade sig skille, så hun, når hun har titel
og adelstand, kan gifte sig med fyrst Basil Basilowitch. Vielsen finder sted
med et maleri mellem René og Angèle, så de ikke ser hinanden, men naturligvis
forelsker René og Angèle sig uden at ane, at de allerede er gift, og
naturligvis ender alting lykkeligt, men hvordan aktualiserer man den tynde
handling? Det smager måske lidt af trafficking (med omvendt fortegn, selvom det
er godt i ligestillingens navn), det er bare for alvorligt et emne til en
operette, og Kochheim har derfor taget ’genoplivning’ bogstaveligt: Barbara
Blochs fantastiske scenografi er et glemt rekvisitlager, et raritetskabinet
eller et skatkammer for enhver loppejæger, og alle de medvirkende er spøgelser,
helt klædt i hvidt og hvidsminkede. Partituret er blevet borte og må først
graves frem, så da ouverturen slås an, er det ouverturen til Verdis Skæbnens
magt, der lyder, men det lykkes at finde den rigtige node. Måske fordi
Kochheim med sin ”Danske serie” allerede har vist sig som en kapabel
spøgelsesjæger?
Det lille twist med det
forsvundne partitur og den forkerte ouverture danner model for de øvrige gags
og vittigheder i forestillingen. Det er tydeligt, hvad der er tænkt som en
morsomhed, og det er tydeligt, at instruktøren har været på arbejde;
scenegangen er velsmurt, alle ved, hvor de skal være hvornår, og slapstick og
stumfilmsjagt ind og ud af scenen sidder lige i skabet, men man trækker højst
på smilebåndet, fordi spøgelserne ironisk nok aldrig svæver let, elegant og
overraskende. Da det banker på døren, og det skal være komisk, at ingen har til
hensigt at lukke op, går alt i stå og replikkerne falder som flove skoser,
fordi der mangler den energi, der kan gøre en stemning sitrende nærværende helt
ned på bageste række.
Det er uden ond vilje, at
vittighederne falder til jorden, selvom nogle anmeldere har været decideret
perfide i deres omtale af forestillingen. Det falder kun tilbage på dem selv,
for det er sympatisk af Philipp Kochheim at invitere til fest, når nu der er
jubilæum, og det er en meget sympatisk og gavmild iscenesættelse med forståelse
og respekt for partituret - specielt hvis man sammenligner med, hvad andre
instruktører har budt på, f.eks. Camille Sieling Langdals fortænkte Elektra
i denne uge eller Den jyske Operas egen opsætning af Aida i efteråret.
(Instruktørens navn har jeg lykkeligt glemt.) Det er også sympatisk, at det er
Den jyske Operas Kor, der alene medvirker på scenen; de er trådt ud af deres
spøgelsesroller bag solisterne og er nu selv solister. De synger - som vi ved -
glimrende, ikke mindst de seks i de større eller mindre solistpartier: Joan
Ribalta som René, Birgitte Mosegaard Pedersen som Angèle, Estrid Molt Ipsen som
Juliette Vermont og Jens Jagd som hendes udkårne Armand Brissard, Morten Wang som
fyrst Basil, og Annette Dahl indtager med bravur scenen som dea ex
machina-grevinden, Stasa Kokozow. Men spille skuespil har de sværere ved; timingen
er forkert, replikskiftet for langsomt, og så er der kun musikken og
spøgelserne af de gode idéer tilbage. Det er nu heller ikke noget dårligt
udbytte af en aften i operaen, specielt ikke når musikkens lethed og tempo
eksekveres så effektivt som af Copenhagen Phil, Tivolis eget symfoniorkester,
under Christopher Lichtensteins energiske ledelse. Philipp Kochheim må gerne
fortsætte sit virke som ghostbuster i operalitteraturen mange år ud i
fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar