J. M. W. Turner på ARoS og Romeo og Julie på Aarhus Teater. D. 5. marts 2022
Maleren
J. M. W. Turner, der ved første øjekast kan ligne en ukendt impressionist, forlangte
af sine kunder, venner og bekendte, at de ventede fem minutter i et helt mørkt
rum, inden de fik adgang til hans atelier. Han mente, at dette ophold i mørket
stemte sindet til ret at møde hans eminente fastholdelse af lysets farve og
flimrende tekstur, der gør, at Turner kan synes at være impressionist. ARoS har
på sin store Turner-udstilling kopieret malerens lille mørkeleg, så publikum
ledes gennem et helt sort indgangsparti, før man gennem tunge, sorte forhæng møder
det imponerende Story of Apollo and Daphne fra 1837. Maleriet gengiver et
åbent, fantasifuldt landskab med flod, bjerge og træer, der kaster skygge, men
Apollon og Daphne er ingen steder at se; det er, som om gudens jagt efter
nymfen, er smeltet sammen med det rum, hvor historien udspiller sig; usynlige
selv, men synlige i det solbeskinnede landskab, som det anføres af udstillingens
titel: God is Light.
Denne
fremstilling af den græske myte slår fast, at Turner trods sin interesse for
lyset og solen er romantiker og ikke impressionist, for hans malerier udtrykker
en panteistisk forestilling om, at alt er ét, menneske, natur og Gud. At hans mennesker så ikke særligt vellykkede, men
grove og kluntede og mest af alt ligner væsner fra en anden galakse, gør ham
ikke til nogen mindre stor mester. Han er en ener; selvom han havde
svært ved at slippe sine malerier (dateringen er derfor ofte usikker og angivet
med et ’før’ eller ’efter’, som var der tale om en arkæologisk fremgravet genstand)
og malede og malede på dem i årevis og endda i salonerne, når han udstillede,
så er de ufuldendte værker og skitser, hvoraf der er flest på udstillingen,
mindst lige så dragende og gribende som de færdige. For en moderne beskuer er
skitserne måske de mest gribende, fordi vi lever i en abrupt og fragmenteret
verden af individer og individuelle ønsker, forventninger og værdier og i de få
streger og enkelte lag af gouache eller vandfarve genkender dette billede af en
sprængt virkelighed, men Turner lader os samtidig ane, at der er et motiv bag, og
at der midt i kaos er orden. Endvidere er der i akvarellerne og skitserne en
enkelhed, som nutidens billedbeundrer genkender fra det 20. århundredes abstrakte
kunst - selvom Turners værker altid er figurative. Former og farver, linjer og
komposition smelter sammen i en enkelhed som hos Kandinsky, Jackson Pollock og
vores egen Oluf Høst, og ofte skal man helt tæt på Turners værker for at se,
hvad de rent faktisk forestiller.
I
sidste ende er det Turners evne til at binde lyset til lærredet, der er mest
imponerende. Han kan med samme virkning fastholde de transparente solstråler
med oliemalingens fede, tykke lag som med vandfarvernes tynde, laserende strøg;
de pastose strøg i mange lag på Sunset from the Top of the Rigi (ca.
1844) er lige så betagende og gennemlyste som solnedgangen i en akvarel. Er man
ikke - på trods af tidsånden - ramt af Turners romantisk økologiske natursyn,
så er man rørt og bevæget over hans virtuose behandling af lys og mørke. Man er
som forvandlet - som Daphne, der lader sig forvandle til laurbærtræ for at
undslippe Apollons forfølgelse - når man forlader udstillingen. Gennemlyst.
Den
samme mesterlige behandling af et tema finder man ikke i Aarhus Teaters
opsætning af Shakespeares Romeo og Julie. Lys og mørke er ellers (også) den
gennemgående metafor i bardens mesterværk, fordi kærlighedens magt kan vende op
og ned på nat og dag: Julie er solen, der oplyser natten, og hvis hendes øjne sad
som stjerner på himlen,
”Så ville hendes
kinder overstråle
selv stjernerne,
som dagslys mod en lampe;
og hendes øjne
vandred i det høje
så tindrende, at
fuglene tog fat
og sang, fordi det
ikke mer var nat.”
Da
de elskende efter deres eneste nat sammen som ægtepar vågner, argumenterer
Julie for, at det er nattergalen, ikke lærken, der vækker dem, så han kan godt
blive længere, og tragedien er så stor, at ”solen gemmer sig i hjertevåde”. Niels
Brunses oversættelse lyser også.
Instruktøren Maren
Bjørseth har med egne ord ”stræbt efter at skabe en renskåret Romeo og Julie,
så teksten står klarest muligt for os i dag. Jeg har ikke på nogen måde haft et
ønske om at dekonstruere Shakespeares værk, men situationerne, relationerne og
karaktererne har flere steder vundet over Shakespeares smukke ord og billeder.”
Det er et ironisk ordvalg, eftersom metaforerne over lys og mørke aldrig foldes
mere ud, end at der kæmpes med lyssværd (sic!), og personinstruktionen er så
lemfældig, at flere bare japper deres replikker igennem uden at lade dem forme
karakteren. Bevares, tragedien er beskåret, så ingen - ingen! - kan misforstå
plot eller kronologi, men nogle karakterer, ammen f.eks., er stort set skrevet
ud og kommer så sjældent på scenen, at man spørger sig selv, hvem han eller hun
nu er. Til den forvirringen bidrager også legen med kønnet: Vi ved, at
skuespillere på Shakespeares tid kun var mænd (hvorfor der er en dobbelt bund i
kvinderollerne, der forklæder sig som mænd), men giver det - selv i ligestillingens
navn - af den grund mening, at lade kvinder spille mænd, og at lade alle
skuespillere være i gamacher og pludderbukser? Måske, hvis ellers Bjørseth
havde gjort sit arbejde og havde formet karaktererne. Mette Døssing kan være
aldrig så dygtig, når hun som hr. og fru Capulet i én bare vrænger og stiller
sig krukket an, og Nanna Bøttcher opnår hverken større pondus eller mere
maskulin (?) råstyrke som fyrsten ved blot at råbe, og hvorfor er kun de to -
manderoller - spillet af kvinder, hvorfor er ingen kvinderoller spillet af
mænd?
Helt solgt til
stanglakrids er Victor Pascoe Medom som Romeo. Han lirer blankversene af, som
skulle de bare hurtigst muligt overstås, så alle kan komme hjem, og flere gange
forstår man ikke engang, hvad han siger. I glimt viser han, at han kan mere,
men er han nyuddannet skuespiller, burde han kunne endnu mere - eller også
burde Bjørseth have skøttet ham bedre. Mette Klakstein Wiberg som Julie kan.
Hun forlener pigelig sødme og uskyld med vilje og styrke; hun går fra det ene
øjeblik at være uvidende teenager til at være voksen kvinde, der halsstarrigt kaster
sig ud i livet uden tøven. Dét kan man kalde mandsmod!
Anders Baggesen og Emil
Prenter som henholdsvis broder Lorenzo og Benvolio kan også. De kan begge
betone deres ord og holde pause, så replikkerne former deres karakter og bliver
vedkommende for publikum. Der er altså lyspunkter på scenen, hvor Mathias
Hersland og Lars Gaardes lysdesign fastholder alle i en stemning af nat eller
skumring, og Olav Myrtvedts scenografi med kig til det åbne scenerum er lige så
enkel og virkningsfuld, som den er smuk. Men disse billeder forstyrres og
forrykkes af den lemfældige omgang med Shakespeares rige vers og - i stor
kontrast hertil - af de forstyrrende musikere og de ekstremt banale
sangtekster, der også skal gøres plads til på scenen. Der mangler den balance
mellem enkeltdelene, der ville give publikum den berigende oplevelse af
ligevægt mellem lys og mørke. I stedet går man ærgerlig ud i den smukke,
skumrende martsaften, og det er synd, for det fortjener forestillingen slet
ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar