Intenst samspil i Strindbergs Frk. Julie. Odense Teater d. 21. marts 2022
Der
er noget på en gang vildt, fyrigt og skræmt i blikket på August Strindberg
(1849-1912) på de fotografier, der findes af ham. Han, der malede eminente
uvejrsbilleder, portrætterede også voldsomme stormvejr i forholdet mellem
mennesker i sine dramaer, og det er overvældende og frygtindgydende at være
vidne til dem. Kun momentant skinner solen, og det vidste Strindberg udmærket,
men det er et grundvilkår i livet. ”Det är synd om människorna”, slutter hans
sidste drama, Et drømmespil, men om han også syntes, det er synd for
frk. Julie i skuespillet med samme titel, er mindre sikkert.
Frk. Julie handler
om forholdet mellem mand og kvinde, om forskellen mellem socialklasser og
menneskets drifter, alle de temaer som skandinaviske forfattere i slutningen af
1800-tallet belyste og diskuterede efter Georg Brandes’ anvisning. Men
Strindbergs dramaer problematiserer ikke bare samfundsordenen, de portrætterer
det moderne menneskes vilkår i en verden uden Gud; karaktererne er som blade,
der vejrer hen for vinden uden evne til at gøre til eller fra. I Frk. Julie
forfører tjeneren Jan, der har ambitioner nok i livet til at ville kaldes Jean,
grevedatteren Julie midsommeraften, og da hun fortvivler over sit fald,
afholder han sig ikke fra fortsat at udnytte sin magt over hende, så hun begår
selvmord, men da det er sket, kryber han alligevel skræmt og fortvivlet sammen
og be’r sin barndoms fadervor.
Det er spillet mellem Julie
og Jean, der bærer dramaet, for handlingen er mere kompleks end resuméet
ovenfor. Jean forfører Julie, men det er hende, der først opsøger ham, flirter
og lægger an på ham, selvom han har en kæreste, tjenestepigen Kristin, og det
er næppe alvorligt ment, at han opfordrer hende til selvmord, for at have givet
sig hen til en anden er hverken et moralsk eller socialt fald i hans øjne.
Desuden er de begge så påvirkede af nattens legen tagfat, at ingen af dem
længere tænker klart. Sonja Richter og Alban Lendorf favner forbilledligt den
gensidige tiltrækning såvel som de indre modsætninger og stridigheder, der
driver handlingen frem. Det er Lendorfs skuespillerdebut, efter at for mange
skader har sat en alt for tidlig stopper for hans karriere som international balletstjerne.
Vi er lykkelige, vi, der har set ham danse, men dansen sidder ham stadig i kroppen,
og det udnytter instruktør Thure Lindhardt: Lendorfs Jeans er adræt, smidig og
stærk. Han svinger Kristin og springer op på bordet med en lethed, der må få pulsen
til at slå hos alle, og det undrer derfor ikke, at Richters Julie tiltrækkes af
ham. Hun er også underskøn; feminin og let som en elverpige, men samtidig
tydeligt ældre end Lendorfs Jean, og selvom hun er piget løssluppen og yndig, så
lægger aldersforskellen en desperation til Julies karakter, der på én gang er
pinlig og dybt hjertegribende. Spillet mellem de to er eminent; intenst og sitrende
og dog så realistisk, som var det slet ikke skuespil. At Thure Lindhardt har en
væsentlig del af æren for dette vellykkede, vilde spil, er uomtvisteligt.
Desværre skæmmes det fine
kammerspil af Maja Ravns scenografi. Den består af lag på lag på lag af en myriade
af hvide vinduesrammer sat sammen til tre sætstykker bag skuespillerne. De
mimer de kasser, karaktererne så desperat søger at passe i, og som de ivrigt
forsøger at putte hinanden i (uden held), men selvom det er åbne rammer, lukker
scenografien Jean og Julie inde. Richter og Lendorfs spil fylder simpelthen for
meget. Det fordrer en åben scene med plads til at danse vals. Langt bedre
fungerer det, når der falder visne blade ned fra loftet. Midsommernatten er i
folketroen såvel som i litteraturen fuld af magi, men modsat Shakespeares En
skærsommernatsdrøm er udfaldet ikke lykkeligt her, og det understreges af
det alt for tidlige løvfald. Det er subtilt; det understreger Strindbergs
eksistentielle tema om livets korthed og omskiftelighed, men det er også en
påmindelse om, at det er synd for menneskene. Og publikum røres virkelig af
Richter og Lendorfs fatale midsommerdans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar