onsdag den 10. september 2014

Atheniensisk blandet landhandel

Shakespeares udødelige poesi i En Skærsommernatsdrøm negligeret på Odense Teater

At Felix Mendelssohn kun var 17 år, da han skrev sit måske største mesterværk, ouverturen til Shakespeares komedie En Skærsommernatsdrøm, er i sig selv en bedrift. Ikke blot er musikken sprudlende og idérig, fuld af alfemusik, æselskryden og måneskin, der ingen ende synes at have, men som blot går i ring og begynder forfra igen og igen, den har en lethed og et overbærende smil, som man kun kan have, når man i en erfaren alder tænker tilbage på eller blot betragter ungdommens latterligt komplicerede kærlighedsforviklinger og intriger. De fire unge, Hermia, Helena, Lysander og Demetrius, der begiver sig ud i den underfulde sommernat for at finde kærligheden eller flygte fra den brutale virkelighed og de uforstående faderskikkelser i Athen, er helt i deres følelser og hormoners magt, og det er denne alferus, Mendelssohn giver liv i sin ouverture og Shakespeare i sine vers. Denne dobbelthed, ungdommens voldsomme alvor og erfaringens overbærende latter, er komediens kerne, og at forløse den på scenen, er en stor instruktørbedrift.
                      Instruktøren Alexa Ther evner bare ikke at løfte Shakespeares uforlignelige poesi frem til triumf i Odense Teaters åbning på sæsonen 2014/2015 – i alt fald for så vidt som en instruktør er ansvarlig for skuespillernes diktion. Hun og scenografen Carsten Burke Kristensen skaber ellers et enkelt, stort set nøgent teaterrum som på Shakespeares egen tid – medmindre man selvfølgelig synes, at gummislanger i metermål, grønt lys og kasser med mønstret velour er påtaget uprætentiøst (og det er let at synes det) – der føres up to date med enerverende hårde elektroniske rytmer og hippieinspireret new age-musik, men kulisserne er netop helt uden betydning for Shakespeares dramaer og behøver ingen anden opdatering end Niels Brunses simpelthen uforlignelige nyoversættelse. Shakespeares vers er som musik, der i modsætning til den elektroniske pumpen, der ledsager blomstersaftens trylleri, ikke har rytmen som det bærende element; den skal netop flyde og strømme naturligt som en pludrende bæk eller hvislende vind, og man kunne måske fordomsfyldt mene, at det skyldes Thers tyske oprindelse, at hun ikke har sans for det danske sprog, men det falder primært tilbage på skuespillerne.
                      Værst er måske de to hovedrolleindehavere, Ellen Hillingsø som Hippolyta/Titania og Anders Gjellerup Koch som Theseus/Oberon. Bevares, hun er først klædt som den mandhaftige amazone, hun er, siden som en skønt frodig alfedronning, men hun fremsiger versene uskønt og med staccato, og han, der ellers altid formår at nuancere sine roller helt sublimt, han er nu en frustreret råbende ægtemand, ingen myndig og værdig konge. Bedre går det for Klaus T. Søndergaard, der er et noget usædvanligt valg til rollen som drillealfen Puk, men hans stemme er dog frisk og flyver frit, ligesom hans adrætte krop bevæger sig smidigt, selvom der intet let og drilagtigt er over hverken hans påklædning eller væsen iøvrigt. Lars Lønnerup er som Hermias ublide fader kort for hovedet, dog undskylder det heller ikke hans umelodiske hakken. Bedst klarer sig nok de to unge elskere: Jakob Randrup vinder ved at lade stemmen følge sin adrætte, stærke og slanke skikkelse – dét klæ’r Shakespeares blankvers – og Morten Brovn mestrer som Lysander at skifte ubemærket mellem trofast og snarrådig til troløs og muntert spottende markeret kun af en dirren i stemmen, hvilket vidner om hans musikalske forståelse af versene. At de to elsker Sofia Saaby Mehlum som Helena og Lila Nobel Mehabil som Hermia er dog utroværdigt. Ganske vist er Mehlum pigelig og køn, men hun har kun den samme opadgående, klagende tone at udstøde, og Mehabil bliver måske skønt komisk i sin stædige tro på at være set ned på, fordi hun er lille, men at hun viser sin mistanke om Lysanders død med så stor ligegyldighed, får en til at tvivle på, om hun overhovedet forstår sine replikker. Måske det lyder hårdt – alle skuespillerne har trods alt tidligere vist deres store talent – men her evner de fleste kun at vække en skuffelse hos publikum over, at versene ikke letter, at de ikke får plads, og at Shakespeares mange muntre ordspil falder til jorden og trampes ned, fordi skuespillerne simpelthen ikke tror på, at humlebien virkelig kan flyve!
                      De fem håndværkere, der repræsenterer den lagkagekomik og de sjofelheder, der altid er hos Shakespeare side om side med poesien, skiller sig ud. De taler heller ikke på vers, de repræsenterer trods alt et andet socialt lag, men også her svigtes replikkerne, og det komiske flyttes til rekvisitterne, når Peder Dahlgaards Nikolaj Balle ikke kun forvandles og udstyres med æselører, men også står med gylpen åben og en monstrøst stor attrap hængende ud. Så er det bedre, at Dahlgaard allerede inden forvandlingen med sin storskrydende latter markerer, hvilket æsel Balle er, ganske som Githa Lehrmann løfter sin forsagte og skræmte Kirsten Krumnål/Måneskinnet til højder, der helt overstiger rollen og de få replikkers format, alene med sin mimik og gestik. Jacob Moth-Poulsen som Sven Snude/Muren/Løven og Emil Bodenhoff-Larsen som Poul Pivert/ er castet perfekt – de falder i alt fald fint i et med deres karakterer og agerer helt ukunstlede – men det er næppe Mikkel Bay Mortensens Peter Pære, der har castet dem, for at han udstyres med en tyk, tysk instruktøraccent, vidner kun om Thers evne til at ændre, ikke til at fremhæve, hvad Shakespeare gør så udmærket selv. Publikum ler ganske vist hjerteligt og til tider højt af det naragtige amatørteater, der minder os om spillet i spillet, og at komedien faktisk vil sige noget om virkeligheden, det er bare aldrig nogen opløftende, katharsisk latter.

                      Shakespeare hører sammen med Molière, Holberg, Tjekhov og Beckett til hofleverandørerne af de komiske delikatesser, der virkelig gør teatret værd at gæste. Det kræver naturligvis en høflig, servil og nænsom servering, men Alexa Ther lader skuespillerne prange blankvers ud over scenekanten som varer i en snusket sortbørshandel, og man føler uden at være blevet pirret eller være blevet mæt, at man er blevet spist af med det tilbageværende i en blandet atheniensisk landhandel.