mandag den 29. august 2016

Fortidens skygger

Bellinis mesterværk I puritani uhyggeligt godt givet på Den jyske Opera d. 21. august 2016

Den tidlige, revolutionerende romantiks idealistiske forestilling om en stor, altfavnende naturånd mødte snart livets realiteter; i litteraturen er universalromantikken kort og heftig, og den afløses af en poetisk og æstetisk granskning af menneskets mystiske og uforklarlige psykologiske dybder. Romantikken bliver til romantismen, hvor man dyrkede ”det interessante”, nemlig de følelser, der er så vilde, at de helt kan tage magten fra selv det mest fornuftige og selvbeherskede menneske, og vanvids- og søvngængerscener bliver et genkommende motiv også i romantikkens operaer. ”Det interessante” er stadig så upræcist og uvidenskabeligt defineret, at det kan tale til romantikerens fantasi, men nogle operalibrettister kan i deres iver efter at afsøge menneskets sjæledybder nogle gange komme ud, hvor de ikke helt kan bunde. Det gælder bl.a. Carlo Pepoli, forfatteren til forlægget til Bellinis sidste opera I puritani. Librettoen er baseret på to skuespil, et af Jacques-Francois Ancelot (1794-1854) og et andet af Joseph Xavier Saintine (1798-1865), der igen var inspireret af en roman af sir Walter Scott, og her gaber Pepoli over for meget.
                      Pepoli prøver at stille skarpt og udelukkende fokusere på den kvindelige hovedperson, Elvira, og hendes sjælelige splittelse: Hun er som protestant i den engelske borgerkrig splittet mellem kærligheden til den kongetro katolik Arturo og pligten for sin familie. Blodige slag, politiske intriger og halshugninger skæres bort fra handlingen, der reduceres til samtaler, der har den revolutionære samtid som ramme, men kun handler om Elviras følelser; vil hun få Arturo eller ikke? Operaen begynder med en scene mellem Riccardo Forth og Bruno Robertson, begge protestanter, og førstnævnte tror, at han nu skal have Elvira, som han elsker, selvom hun ikke vil have ham. Så vender lykken (sådan som nu lykker gør), for i en længere scene derefter mellem Elvira og hendes onkel erfarer publikum, at faren (der underligt nok ikke selv kan meddele datteren sin beslutning, selvom han kommer på scenen for en kort bemærkning) har givet køb på sine politiske og religiøse standpunkter og accepteret, at Elvira først og fremmest skal have sin elskede og være lykkelig. Det er ikke vellykket dramatisk, men hvis man i stedet fokuserer på Pepolis hensigt og ikke på resultatet, så kan man forstå hans bevæggrunde; handlingens pludselige omvending skal illustrere den indre omvending og usikkerhed, som Elvira er i, og der skal ikke meget til at bringe hende ud af ligevægt, for da Arturo forlader hende på deres bryllupsdage for at frelse dronningen til den halshuggede konge, Karl I, bryder hendes vanvid ud i lys lue.
                      Den nu desværre afgående operachef Annilese Miskimmon har sat operaen i scene i Musikhuset i Aarhus, og iscenesættelsen er som hendes forgående enkel og træfsikker. Måske rammer den ikke så præcist som iscenesættelsen af Massenets Don Quichotte eller Janaceks Katja Kabanova og Jenufa, men det må tilskrives librettoens mangler; Miskimmon viser nemlig netop intentioner om at forstå Pepolis mangelfulde libretto, og det i en sådan grad at første akt er hårrejsende psykologisk drama: Miskimmon skaber en ramme, der foregår 300 år efter Cromwells tid og udspiller sig i Nordirland, i 1973, hvor konflikten mellem protestanter og katolikker var åben og blodig. Det er ikke grebet ud af den blå luft, for da de to elskende genforenes i tredje akt nævner Elvira, at adskillelsen har varet 300 år, og striden mellem kristne grupperinger er jo desværre lige så uhyggeligt aktuel som den nutidige terror, der finder sted i en anden guds navn. Fortiden kaster lange skygger, og i denne ramme illustreres Elviras psykiske ubalance af en række syner; en hvid dame, Rundhoveder i sorte dragter og kniplingskraver hjemsøger Leslie Travers scenografi, der forestiller et spartansk forsamlingshus, hvis vægge kan foldes sammen, ind og ud og derved bidrage til uhyggen med sine uventede knæk og folder. Hele anden akt, Elviras store vanvidsscene, foregår tilbage i 1600-tallet, og Elvira anno 1973 i skikkelse af skuespilleren Merete Mærkedahl er nu eneste iagttager til skæbner ramt af religionskonflikter, der tilsyneladende er dømt til for evigt at gentage sig. Det er formidabelt tænkt af Miskimmon, men når anden og tredje akt ikke i samme grad får det til at risle en koldt ned ad ryggen eller får hårene til at rejse sig af pludselig skræk, så skyldes det den dramatisk svage libretto. Pepoli fortsætter efter et skema, der dikterer, at en eller to fortæller, hvad der er sket, og først til slut, da Elvira af frygt for igen at blive forladt afslører, at Arturo er vendt tilbage og derved tragisk overgiver ham til sine fjender, sker dramaet på scenen: I endnu et vanvidssyn ser Elvira buddet fra Cromwells parlament, der bringer nyheden om, at Arturo frikendes, mens hendes protestantiske fæller bag hende skærer halsen over på Arturo. Skrækkeligt er det, at hun kun har forstand til at iføre sig sit brudeslør!
                      Når operaen ikke des mindre stadig fortjener at blive opført og sat i scene, skyldes det Bellinis underdejlige musik; en ustoppelig strøm af velklang og subtilt indsmigrende melodier finder ubesværet vej ind i øregangene, og hvilken anledning kunne være bedre til et genhør med dette musikalske mesterværk end en sangerinde som Henriette Bonde-Hansen? Hendes stemme har en styrke, præcision og skønhed, man kan skære sig på, hun forlener Elviras vanvid med så skarp en desperation, at man efter hver svimlende himmelflugt forventer et brat og blodigt styrt. Det kommer bare aldrig, og hun ejer hele forestillingen. BRAVA! At mindst én bel canto-opera pr. sæson på Det kongelige Teater ikke er øremærket hende, er hårrejsende at tænke på, efter at hun alene forhindrede, at den gyselige iscenesættelse af Rossinis Semiramis blev en skandaløs fiasko. Hun flankeres af lutter kompetente og velsyngende kolleger, men ingen synger så indfølt og ubesværet som hun. Leonardo Ferrando, der synger Arturo, må synge sig varm, før hans tenor bliver rigtig smægtende, og han må tydeligt kæmpe for at nå partiets umenneskelige højder i tredje akt, selvom hans stemme ikke knækker eller giver op. David Kempster synger den forsmåede Riccardo, og han har en varm, fyldig stemme, men han må spare den, for at kunne synge over orkesteret; her er Wojtek Gierlachs Giorgio Valton, Elviras onkel, der af uransagelige årsager fører ordet for hendes far, en mere konsistent og lige så varmt gylden røst.

                      Ved siden af de to kvinder, Miskimmon og Bonde-Hansen, fortjener dirigent Tobias Ringborg størst ros. Han styrer Aarhus Symfoniorkester med falkeblik og fast hånd (og det er at dømme efter de vildfarne horn ikke nemt!); han formår at skifte tempi, så uvejret raser, koret fejer ind på scenen, men også så lyriske, melodiske passager kan indfinde sig og fylde rummet ud. Det er sjældent, når en dirigent ikke pådutter sangerne sine visioner, men lader orkesteret følge sangerne så smukt som her, og han glatter tæpper og lægger silkepuder ud, så Bonde-Hansens tindrende sopran hele tiden ligger mageligt og blødt. Det er virkelig fremragende direktion, så overser man nok, at mere end et horn er lidt viltert, for det er svært ikke at lade sig rive med af Bellinis musik og Bonde-Hansens skønsang i Miskimmons skarpe indpakning. Man tørster faktisk efter mere, og denne bel canto-fejring måtte selv gerne kaste lange skygger. Helst mere Bellini!