Spil for galleriet eller om at gøre slette miner til godt spil

 Christopher Marlowes Edward II som moralprædiken. Betty Nansen d. 27. januar 2024

 

Tvende konger fra fordums tid, tvende konger af England. Tvende konger med tilnavnet den anden, og tvende konger om hvem to samtidige genier hver digtede en tragedie, der denne sæson har kunnet og kan ses på københavnske scener: Edward II og Richard II. Sidstnævnte var i efteråret på Det kongelige Teater i Staffan Valdemar Holms knivskarp, ren og tekstnær, førstnævnte følger nu på Betty Nansen Teatret nok forlægget af Christopher Marlowe, men dramaet udarter sig til et politisk korrekt budskab. Det er ikke et budskab, man kan være uenig i, og det berører såvel flere på og bag scenen som undertegnede selv direkte, det er bare aldrig godt teater, når en klassiker forvanskes til en morale, der så ovenikøbet proppes langt ned i halsen på publikum.

                      Edward II er bare samtidig godt teater. Ikke rent og poetisk i sit udtryk som Holms iscenesættelse af Richard II, ikke stærkt og mindeværdigt gennem Shakespeares poesi og Olaf Johannessens sublime fremstilling af den spaltede, eftertænksomme konge, men eminent teater, der udnytter de virkemidler, teatret har til rådighed. Navnlig i anden akt af Edward II bruger instruktør Elisa Kragerup de få rekvisitter og kostumerne til at formidle, hvad der ellers vanskeligt lader sig vise på en scene: tortur og halshugning. Replikkerne er her færre, handlingen formidles - ordløst - gennem spillet, hvilket forlener dramaet med den alvor og inderlighed, der i første akt nedtones, ja, overses, og forsvinder i gøgl og gakkede gangarter.

                      Allerede inden første akt er man advaret om, at tekstlæsning ikke er en force i ensemblet bag forestillingen. På en kridttavle foran trone og gotisk hvælvede vinduer står: ”Baseret på begivenheder der fandt sted i England og omegn, mellem 1307-1327” Tre tegnsætningsfejl i én sætning; det komma, der er, er sat forkert, der mangler et komma før den relative ledsætning, og der er intet punktum. Man har lyst til at kommentere det fra fjerde række, men skuespillerne kommer ind og knæbukser, gamacher og løse ærmer. Meget signalerer altså middelalder, og Simon Bennebjerg begynder faktisk med Gavestons indledende monolog om at være hidkaldt af den nye konge, Edward II, hvis favorit han er, så alt tegner godt. Sådan varer det ikke ved. Jo, handlingen i Marlowes drama, det sidste inden han blev myrdet som kun 29-årig, følges for det meste loyalt, og det er Marlowes mundrette jamber i Niels Brunses lydefri oversættelse, man hører, men iblandt forlades replikkerne til fordel for overdrevet gestik og mimik, der vækker latter frem for at skærpe dramaet og tragedien. Det er spil for galleriet, og det virker, for latteren ruller de mest upassende steder, selvom det nok mest er hos dem, der er kommet for (højlydt) at sidde og gnaske slik… Det er et problem, men et tegn i tiden, at hyggen overtager alvoren og eftertanken; hvis alt nedtones med en uskadeliggørende latter, er der ikke langt til at løbe med en vind og forfølge en stemning, hvilket ganske ironisk er stik imod opsætningens meget for firkantede morale. Desuden ejer Marlowe ikke Shakespeares evne til at forstærke uhygge og drama med pludselig humor, og Edward II er renset for komedietræk.

                      Edward II er som Shakespeares kongedramaer både tragedie og historisk drama, og de handler alle først og fremmest om magt. Edward II’s tragedie er, at han - som Richard II - er for veg og letpåvirkelig; at hans følelser gælder en mand, Piers Gaveston, er - til trods for Marlowes egen homoseksualitet - sekundært, for problemet er, at Edward skalter og valter med sin magt, og så vakler tronen og dermed samfundets stabilitet. Kongens hovedmodstander, Mortimer (hos Marlowe er de to, senior og junior, men Marlowes meget omfattende rolleliste er fornuftigt begrænset), spejler Edward; hans hovmod er hans magtbegær og grådighed, og Marlowe betoner begges fejl ved at lade Edwards søn, Edward III, overtage tronen og retfærdigt straffe Mortimer og hans mor, dronning Isabella, for deres oprør; Mortimer med døden, dronningen med forvisning. Homoseksualiteten - hvad man må huske er et moderne begreb, sodomi er en mere historisk korrekt betegnelse - spiller naturligvis en rolle hos Marlowe, men som klangbund for modstanderne i magtkampen. I Kragerups hænder vokser det og overtager i Gavestons og kong Edwards kropsnære og flamboyante kostumer fuldstændig det egentlige drama. Mortimer kalder Gaveston for svans (der advares mod det i programmet!), og forestillingen slutter med en kvalmende korrekt, påklistret, sukkersød morale i munden på Edward III om frit at måtte elske og leve med, hvem man vil. Den slutning er vist ikke med i forlægget, bemærker andre skarpe iagttagere blandt publikum på vej ud af teatret, og nej, det er den ikke. Hos Marlowe lyder Edward III’s afsluttende ord:

 

”Here comes the hearse; help me to mourn, my lords.

Sweet father, here unto thy murder’d ghost

I offer up the wicked traitor’s head,

And let these tears, distilling from mine eyes,

Be witness of my grief and innocency”

 

Den inderlige sorg og den blodige, men retfærdige hævn i disse linjer overhører Kragerup & co. fuldstændig. Forholdet mellem far og søn, Edward II og Edward III, er ellers skildret varmt og poetisk, og det ømme og kærlige forhold mellem Edward II og Gaveston kunne (selvom det historisk var forholdet til Hugh le Despenser, senior og junior, der faldt den engelske adel for brystet) sagtens være blevet stående uden at skulle overtydes i en kvalm morale. Edward III’s ord om at stå fast for retfærdigheden gør plads til den kærlighed, for i et retfærdigt samfund kan man leve og elske frit, men det er aldrig retfærdigt, når magten forfordeler, hvem det end måtte være, og Edward II’s fejl er, at han forfordeler.

                      Den bedrevidende morale er des mere ærgerlig i lyset af, hvor godt teater forestillingen langt hen ad vejen er. Den enkle, effektive brug af kulisser og kostumer er allerede omtalt; Gaveston forsvinder elegant og ubemærket i bagtæppet, ja, selv den forslidte kliché med en musiker på scenen fungerer langt hen ad vejen, når Line Felding kombinerer smukt cellospil med slagtøj og parafraser over Queens ”Don’t Stop Me Now”. Desuden spilles der virkelig fremragende. Peter Plaugborg, der som nyuddannet leverede minderige præstationer på Odense Teater bl.a. i Kaj Munks Ordet, lades nok i stikken med for få replikker og for meget gøgl, og Simon Bennebjergs Gaveston bruger som i Spilleren sidste sæson mere tid på at flintre rundt på scenen end være nærværende, men der er smukke, ordløse møder mellem de to. Mikkel Arndts Mortimer kunne nok vise mere end vrede og forurettelse, men han har bedre tag på denne rolle, end han havde på Henry Bolingbroke, der i Richard II stjæler tronen og lader sig krone som Henrik IV. Her underspillede han. Maria Rossing er imidlertid formidabel som dronning Isabella, selv når hun pålægges krukkede og overgjorte fagter. Hendes instrument har aldrig én falsk tone. Ena Spottag veksler mellem ægte, underspillet humor som jarlen af Pembroke og ren troskyldighed som den unge Edward III. (Måske det er derfor, hun lader sig overtale til at fremsige den usmagelige slutning.) Væk er det amokløb, hun udviste i Molières Don Juan i efteråret; også hun viser, den styrke hun ejer på en scene. Det samme gør Xenia Noetzelmann som Edward II’s bror, jarlen af Kent, og Johanne Louise Schmidt viser stort format i den lille rolle som Lancaster (der i korrekthedens navn her er gjort til grevinde, selvom det ingen effekt har). Thorbjørn Hedegaard får rollen som Spencer til at lyse op, selvom den ellers er nedtonet. Det er altså svært at skulle gøre så slette miner til godt spil, men det må til, når Elisa Kragerup insisterer på langt hen ad vejen at præsentere lutter teatersport, og navnlig når hun præsenterer kunstige, billigt fremstillede automatmoraler. Lad publikum tænke selv; dét havde i sandhed været provokerende.

I dit korte liv

 Timerne forløses af stort skuespil. Skuespilhuset d. 20. januar 2024

 

Dagmarrevyen 1941 var en stjernestund: ”De gratis Glæder”, ”Jeg ku’ bli’ no’et så 1-2-3”, ”I dit korte Liv” og kunstnere som Gerda Gilbo, Sigfred Johansen, Caja Heimann, Ib Schønberg, Helge Kjærulff-Schmidt og Liva Weel. Ser man bort fra, at det var under besættelsen, ville man gerne have været der, og hvis det var samtidens alvor, der fremprovokerede de livskloge, poetiske viser fra Poul Henningsens hånd, er det nok ikke en guldalder, det trods alt er værd at længes tilbage til. Men der er unægtelig mere gods i Poul Henningsens poesi end nogen nutidig revydigters. Hans ord rækker ud over truslen i en besættelsestid og gælder for alle tider:

 

”I dit korte liv

er det meste spildt.

Tænk igennem punkt for punkt.

Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:

Håndtryk blev glemt,

chancer blev spildt.”

 

Det er svært at forestille sig, at de ville falde i frugtbar jord en sommeraften på Bakken anno 2024, og de, der af mangel på bedre viser skyr revyer, må høre PH og Liva Weel derhjemme.

                      Som alternativ kan man denne vinter gå i Skuespilhuset og opleve Michael Cunninghams roman Timerne sat i scene af norske Eline Arbo; forestillingen flyder lige så let som Poul Henningsens mundrette vers og diskrete rim, men der er tyngde i spillet og stemmerne, der udsiger Cunninghams replikker. Iscenesættelsen glider også i Pascal Leboucqs drejescene-scenografi, der hele tiden bevæger sig og symbolsk flytter alle rundt i et solgult univers: sofa, lænestol, skab, seng, borde, stole og standerlamper. De tre år, der udgør handlingens omdrejningspunkt - Virginia Woolfs 1923, Laura Browns 1949 og Clarissa Vaughans 1998 - løber sammen og denne ene dag i de tre kvinders liv udspiller sig i det samme, gule rum. Diskret spejler de sig i hinanden og gør sig erfaringer om livets korthed og livets værdi. Med PH’s ord: ”Enkel er din skæbnes smukke lov:/Hvert atom forlanger, du skal leve.” Det er blot ikke nemt, hvis man som Woolf holdes fanget af en depression, som Brown af de snærende bånd, der er mand, børn og fødselsdagskage, eller som Vaughan af den uforløste kærlighed til sin dødssyge ven, forfatteren Richard, for hvem hun vil gøre alt. Romanen, iscenesættelsen eller den måske bedre kendte og oscarbelønnede filmatisering handler om, at de tre kvinder må erkende livets korthed for at forstå glæden og miraklet ved livet; livet kan ikke være uden døden (i filmatiseringen smider de alle tre noget ud), og det må både de og de mennesker, de elsker, forholde sig til og acceptere. Alle må de træffe et valg - uden nødvendigvis at være bevidst i kierkegaardsk forstand (det er Richard, der træffer valget for Clarissa ved at begå selvmord) - men alle kommer forklarede og ændrede ud af deres oplevelser denne ene dag. At Eline Arbo til sidst understreger dette med en fest for alle de medvirkende, levende eller afdøde, kunne man godt have undværet; det er påklistret i forhold til resten af forestillingen, og det trækker kun slutningen ud frem for at runde den af.

                      De store, eksistentielle følelser kræver store skuespillere. De er der, yngre og erfarne, og Arbo forstår at instruere dem: Karen-Lise Mynster går til rollen som Woolf med stoisk ro; hun overskuer den, udfylder den og forlener depression med desperation og afmagt over virkeligheden med kreativitetens jernvilje. Sofie Gråbøl en lykke at se på scenen (og ikke kun i film og TV-serier), for hendes nærvær er her om muligt endnu større. Hendes præstation som Vaughan er magisk; så umiddelbart fanger hun det grådlabile følelseskaos bag den energiske, selvsikre facade, at hun overgår Meryl Streep i filmatiseringen (Streep smiler alt for meget, opdager man, når man ser Gråbøls fortolkning). Josephine Park er den yngste i de tre hovedroller og ret ukendt på scenen, men hun formår at holde trit med de to ældre og mere erfarne skuespillere, og som Laura Brown er hun et såret dyr, der ikke lader nogen komme tæt på sig, men som selv har omsorg nok til at nærme sig sin unge nabokone, der sandsynligvis er alvorligt syg af kræft. Det er nogle medrivende sekunder, hvor scenen drejer langsomt - langsommere end ellers, synes man - da hun tror, hun har overbevist sig selv om, at hun må begå selvmord og dykker ned i badekarret. Hun kan ikke, men da hun i en og samme scene undsiger sin mand og bevæger sig 50 år frem i tiden, erfarer man, at hun forlod mand og børn og har levet længe nok til at opleve sin søns død. Hun er mor til Richard, Clarissa Vaughans ungdomskærlighed, og da de mødes efter hans selvmord, sluttes ringen. Richard gestaltes af Olaf Johannessen, og hans selvmord indrammes så smukt og gribende af Varja Klosses lysdesign, at den senere skålen i champagne er helt uden virkning.

                      Foruden kunne man virkelig også godt have været den musik, der snarere forlænger og forhaler dramaet end understøtter og udbygger det. Det er fremskridt, at det er forestillingens to sidste skuespillere, Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani, der ud over at spille de småroller, der flankerer de tre hovedpersoner, spiller og synger, men hvor er det overflødigt! Man distraheres næsten fra forestillingen af at spekulere på, hvad sangene skal bidrage med, men må alligevel konkludere, at de bare er fyld. Stemningsfyld måske, men ikke musik i egen ret som Philip Glass’ smukke og enkle klaverpartitur til filmatiseringen, og det er en uvane, at der skal stå nogen i baggrunden af en scene og klimpre på instrumenter. Når skuespillet alene er stærkt nok til at bære en forestilling, er livet for kort til at spille tid på overflødig muzak.

Kongen og kulissen

 Repremiere på Heises Drot og Marsk. Tronskiftedagen d. 14. januar 2024

 

Det er en historisk søndag: Det er 52 år siden, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II blev udråbt som dronning af Kongeriget Danmark, og der bygges videre på den nationale mytologi, når Dronning Margrethe samme dag lader tronen gå videre til sin ældste søn. Han udråbes kl. 15 fra balkonen på Christiansborg som Kong Frederik X, og på slotspladsen, har man skønnet, følger op mod 300.000 mennesker med. Hjemme i stuerne ser mere end 3 millioner danskere med, og i Operaen på Holmen (som Dronning Margrethe takkede nej til skulle kaldes Margrethe Operaen), overværer publikum også proklamationen af en ny regent i en livetransmission, og Det kongelige Kapel spiller, straks efter at Dronning Mary har sluttet sig til Kongen på balkonen, ”Kong Christian stod ved højen Mast”. Der er nemlig premiere denne eftermiddag, repremiere på Peter Heises nationalopera Drot og Marsk, og det går an, siger teaterchef Kasper Holten i en kort tale efter Kongesangen, at spille denne opera om mordet på en konge, fordi der trods alt er langt fra middelalderens magtkampe til nutidens konstitutionelle monarki. Gudskelov.

                      Drot og Marsk er en god opera, og det er trist at tænke på, at Peter Heise ikke nåede at bygge videre på sit talent, da han døde året efter premieren kun 49 år gammel. Operaen har internationalt format, hvad man forsikredes om ved premieren på denne opsætning i 2019, hvor Operaen vrimlede med nysgerrige, udenlandske turister og anmeldere, der ville opleve Heises opera, men mens musikken - navnlig som den spilles af Det kongelige Kapel under Michael Schønwandts kontrollerede direktion - nærmer sig det sublime, så virker både flere sangere og Kasper Holten og Amy Lanes iscenesættelse metaltræt. Energien i spillet er værk, og det er synd, når man betænker de subtile detaljer, iscenesættelsen er fuld af: De uniformerede mænd, der skubber kulisserne på plads og dermed skaber intrigernes labyrint, men man ved aldrig, på hvis side de er; marsk Stig, der ser kong Erik forføre sin hustru, så man må tænke, at han blot bruger hende som en brik i magtspillet; kongens hundepisk og Aases forklæde, der som metonym lever et eget liv i forestillingen og giver de to karakterer mere dybde.

                      Energien er også væk i sangen med to klare undtagelser: Sofie Elkjær Jensen synger Aase lige så tindrende som for fem år siden; at hendes stemme klinger mørkere og nu snarere gløder som guld end stråler som sølv, er kun et plus. Johan Reuter er lige så indædt bidsk og barsk og forlener marsk Stigs parti med så megen hævnlyst, at det er svært ikke at tro på hans kærlighed til Ingeborg, selvom hun blot skulle være en del af en opfundet intrige. Ingeborg synges atter af Sine Bundgaard med kraftfuld, ulmende sopran, men det er, som om hun endnu ikke er et med partiet, og hendes timbre er næsten for mørk. Hendes selvmord er stadig teatralsk og lader en helt kold. Kong Erik synges i genopsætningen af Niels Jørgen Riis, hvis tenor fortsat er høj og italienerflot; hans diktion er beundringsværdigt smuk - man kan uden videre høre og forstå, hvad han synger - men flere steder deklamerer han mere, end han synger. Til gengæld er han ét med kongen og tegner et gribende billede af et menneske, der forsøger at fylde sin eksistentielle ensomhed ud med vin, kvinder og sang, men som til sidst bukker under for samvittighedskvaler og dødsangst. Han flankeres af Gert Henning Jensens Rane Johnsen, men stemmen er træt, mat og har tydeligt passeret sit zenit, så forholdet mellem konge og forræder slår aldrig gnister.

                      Læg dertil, at kulisserne, der nok udgør den labyrint, kong Erik sjæleligt bevæger sig i, og fint inddrager Otto Baches berømte nationalromantiske fantasi De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286 fra 1882, men kulissernes modsatte side, flade, stasi-grå murflader, vækker ikke mange middelalderassociationer og bliver snarere noget, man har set om og om og om igen på alverdens operascener de sidste 20 år. Åh, kan ingen instruktører tænke længere end stilblandinger? I en tid, hvor fysisk social kontakt bliver mindre og mindre og erstattes af digitale fællesskaber, skulle man mene, at instruktører i større grad ville betone det psykologiske drama, de lidenskaber og den modgang mennesker møder på tværs af tid og sted, men modet til at være konkret og specifik svinder ind i takt med, at de diffuse digitale medier og falske nyheder vinder frem. Find instruktører med mod!

                      D. 14. januar 2024 er en danmarkshistorisk dag, og Drot og Marsk er - upåagtet enkelte bedrevidende, musikalske snobber - en god opera, og måske er det derfor, at repremieren ikke står mål med premieren i 2019. Energien vender måske tilbage, når operaen har spillet et par gange, og sangerne har fundet sig til rette i partierne, men begejstringen, jublen og gåsehuden har denne søndag holdeplads på Christiansborg Slotsplads.