Udødelig musik

 Leoš Janáčeks Sagen Makropulos har alt! Malmø Opera d. 23. april 2023

 

Der er langt til Malmø denne søndag - længere end normalt. DSB kan - det vil sige, det er jo rettelig Banedanmark, som… Nej, jeg kan ikke forklare det; togtrafikken i Danmark er en større farce, mere tragisk og mere grotesk end handlingen i Janáčeks Sagen Makropulos, der er målet for alle strabadserne med pendultog, regionaltog og manglende siddepladser denne søndag, og om de er det værd, er svært at sige, for det er jo absurd at ingen politikere prioriterer en bedre og hurtigere togtrafik til gavn for sammenhængskraften i landet. Men det er en vidunderlig opsætningen i Malmø; den behøver ikke vejes op mod transporttiden.

                      Det var den eminente og nu desværre afdøde Graham Vick, der stod bag iscenesættelsen på danmarkspremieren på Sagen Makropulos i Operaen i 2006. Her var Den kongelige Opera for en gangs skyld oppe på mærkerne (Den jyske Opera overhalede dem med danmarkspremieren på Katja Kabanova for flere sæsoner siden), men det var også i Operaens første år, hvor man kunne regne med en opera både på fransk og på et slavisk sprog ud over alle de tyske og italienske hver sæson. Vicks iscenesættelse var præcis så realistisk og spillevende, som den bør være; operaens handling om den 337-årige operadiva E. M. trodser ethvert forsøg på at omkalfatre tid og rum: Ved operaens begyndelse kalder E.M. sig Emilia Marty, men hun er født Elina Makropulos i 1585 og har også været Eugenia Montez, Elsa Müller og Ellian MacGregor, og hun er nu på jagt efter opskriften på den eliksir, der har holdt hende i live så længe, for den første dosis er ved at tabe sin kraft. Der var ingen billeder af scenografi og kostumer i programmet i 2006, og de lader sig heller ikke finde på internettet, men billedet af et kafkask advokatkontor med alenhøje arkivreoler i første akt, en mørk og steril bagscene og et babylyseblåt hotelværelse i art deco-stil i henholdsvis anden og tredje har bidt sig fast i hukommelsen. Til sidst sad E. M., der i Operaen blev sunget overjordisk skønt af Gitta-Maria Sjöberg, på scenekanten, ynkelig og dog dybt rørende, og lod opskriften på det evige liv dale ned over Det kongelige Kapel. Men Kapellets alder overstiger jo også E. M.’s med flere hundrede år, så her er den måske i bedre hænder.

                      I Malmø har Den kongelige Operas nye chef, Elisabeth Linton, sat Sagen Makropulos i scene, og den opsætning er lige så effen som Graham Vicks var. Steril og blød bauhaus-stil karakteriserer Julia Hansens kontorscenografi, der - diskret og næsten umærkeligt - drejer sig som tiden går, men ved aktens slutning, da publikum har anet, at der er mere end et trivielt retssalsdrama i vente, fordi E.M. afslører nærmest overnaturlige evner i sin viden om arvesagen mellem Prus og Gregor, løber det hele løbsk, både drejescenen og urets visere. Her foregår både anden og tredje akt bag operahusets scene og i E. M.’s garderobe. En trappe leder symbolsk ned fra de 50 fremkaldelser til bagscenen; hvilken opera, E.M. har sunget, får publikum ikke at vide. Dog kommer hun ned med flammende rødt hår og renæssancekostume med stor, stivet krave, så måske partiet har været dronning Elizabeth i Maria Stuarda eller Roberto Devereux, men nu falder maskerne: Da advokat Kolenatý opdager ligheden i underskriften på de dokumenter, som E.M. har vist frem til for at hjælpe Albert Gregor (hendes egen tipoldesøn) - hvad enten der står Ellian MacGregor eller Emilia Marty, er det den samme håndskrift - tvinges hun til at gå til bekendelse om, hvem hun er. Først vil ingen tro hende - historien er for fantastisk - men bekendelsen lindrer hendes martrede sjæl og krop; i 200 år har hun lidt af hovedpine, og spørgsmålet er, om hun egentlig vil beholde og bruge opskriften på det evige liv. Det viser Linton ved at lade E.M. træde uden for kulissen for at se sit eget 16-årige jeg, der stumt har fulgt hende i udkanten af scenen gennem hele operaen, i øjnene, og i det samme drejer kulissen, så vi ser, at den blot er en kulisse. Det er enkelt, men det er dybt gribende, og det understreges selvfølgelig af Janáčeks næsten smerteligt smukke musik i slutscenen: E.M. tager den sart lyserøde1600-tals robe af, som hun har skiftet til, og står blot i underkjole, mens hun går i opløsning for øjnene af publikum. Hun bløder flere steder - i ansigtet, på kroppen - og hun når kun lige akkurat at brænde dokumentet med opskriften på eliksiren, før hun synker sammen til operaens sidste akkord.

                      Lintons personinstruktion af denne konversationsopera er rig og nuanceret hele vejen, og Patrik Ringborg leder Malmøs operaorkester igennem det hundesvære partitur med lige så stort blik for nuancer; musikken strømmer og flyder som malede den tiden selv, og iblandt er der en schattering, en skygge i en enkelt tone eller i instrumentationen eller rytmen, så en fandango eller en wienervals klinger med. Det er virkelig udødelig musik, og sangerne forlener den med den lidenskab og længsel, sorg, vrede og frustration, som partierne kræver: Agneta Eichenholz synger hovedpartiet med et smukt, lyrisk legato; følelseskulde og styrke forlenet med sårbarhed og skønhed uanset hvilket kostume hun er iført. Magnus Vigilius synger med usvigelig sikkerhed partiet som Albert Gregor; hans udtale er knivskarp, og hans tenor synes kun at tage til i skønhed. Hvorfor har man endnu ikke tilbudt ham en stilling i Den kongelige Operas ensemble endnu?! Rodion Porgossov forlener med sin myndige baryton Jaroslav Prus med den kolde, kyniske overlegenhed, der jager hans egen søn, Janek, smægtende sunget af Mathias Hedegaard, i en for tidlig død. Hanna Husáhr synger Krista, Janeks rådvilde og spleen-ramte kæreste med megen ynde, og man trækker på smilebåndet over hendes ungdommelige usikkerhed, men virkeligt lattervækkende er Bengt Ola Morgnys grev Hauk-Šendorf, E.M.’s gamle flamme, der ved gensynet med sin tidligere elskerinde synes at finde den egentlige liveliksir, nemlig kærlighed og erotik. Lars Avidson synger advokat Kolenatý med juristens stejle selvsikkerhed, og Thomas Volle bidrager også til humoren med sit portræt af Kolenatýs fuldmægtig, Vítek. Operaen har altså det hele: Den begynder som et tørt retssalsdrama og ender som et gribende portræt af menneskets eksistentielle vilkår, og undervejs er der plads til både farce og latter, men det bedste er Janáčeks vidunderlige musik; den svøber sig organisk om hvert ord og hver frase, den farvelægger uden at få overtaget over karaktererne og deres psykologi, den er ren. Den overgår al menneskelig forestillingsevne og er derved i sandhed udødelig musik.

Prima la musica

 Fremragende musik i Græsset er grønnere, men librettoen er gold satire. Den fynske Opera d. 31. marts 2023

 

Web 2.0 er – i modsætning til web 1.0 – karakteriseret ved at være et relationsmedie i højere grad end et informationsmedie. Jo, man kan stadig google sig til svar på alt mellem himmel og jord, fordi verden nu blot er en global landsby, men det er den også, hvad angår relationer, og det er lige så let at være bedste ven med en i Australien som sin nabo. Stedsligheden forsvinder, når man via skærmen er til stede flere steder på én gang, uanset hvor ens modtager befinder sig, og der er ikke længere én offentlighed. I stedet er man nu en del af mange systemer, af mange bobler, der slutter sig om sig selv.

                      Man kan f.eks. google sig til, at Ida Michael Kiberg, kunstnerisk leder på Den fynske Opera og forfatter til librettoen Græsset er grønnere, der denne sidste fredag i marts havde urpremiere (endnu en!) i Odense. Hun er altså født før web 1.0 og 2.0, hun er ikke vokset op med en skærm i hånden som den generation, der nu er teenagere, men hun har i sin barndom og ungdom kunnet se de digitale medier udvikle sig. Derfor virker det paradoksalt, at hun har skrevet en libretto, der foregår i den digitale tidsalder – altså nutiden – men hvis syn på og fremstilling af de digitale medier er altmodisch og fordomsfuld. Lad gå med, at der tidligt i operaen er en meget genkendelig scene, hvor alle passagererne sidder og glor ned i hver sin telefon uden blik for hinanden; sådan er det, og der bliver færre og færre bøger og færre og færre aviser i hænderne på passagererne i den offentlige transport. Men der er forskel i brugen af telefonen. Det er et generationsspørgsmål, og selvom det ikke ser sådan ud, og selvom det kan virke grotesk for os, der (heldigvis) ikke er vokset med internet, mobiltelefoner og tablets, så er den unge generation altså meget social – den er bare også social online, og den er social konstant. Derfor er mobiltelefoner i klasseværelset et problem, for de unge mennesker er vant til at færdes i to verdener samtidig – den fysiske virkelige og den digitale – hvilket er meget uforeneligt med fagligt fokus, for selvfølgelig bliver de ufokuserede, hvis de mangler deres ene halvdel.

                      Det er meget oplagt og meget velkomment, at også operagenren forholder sig til den tidsalder, i hvis spæde begyndelse vi endnu er, for der er tale om en revolution. Fremstillingen af de digitale medier som en kynisk, overfladisk verden af fotofiltre og likes er bare kun en flig af sandheden. Den er en fordom, der er udbredt blandt en ældre generation – meget ældre end Kibergs – som efterhånden er alene på Facebook (de unge mennesker ikke bruger TikTok), og som har et andet forhold til digitale medier, og man må spørge sig selv, hvorfor den generation, der har gennemskuet overfladen og kynismen, så ikke bare vælger de digitale medier fra? Librettoen er blot en spejling af disse fordomme, der udvikler sig til satire, når Damen, der – måske – viser sig at være mor til den kvindelige hovedperson i flere scener skændes med digital telefonsvarer over at være nummer 345 i køen, eller når ensemblet tager selfies i karikerede positurer. Librettoen er ikke en fremstilling af de reelle problemer, der er ved de digitale medier, f.eks. at man her er fanget i et limbo mellem den private og den offentlige sfære (oftest kaldet Middle Region, et begreb hentet fra den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman) og derfor mister sig selv. Forskere interesserer sig i stigende grad for, om dette kan være en forklaring på den øgede mistrivsel blandt unge. Et andet negativt aspekt er, at eftersom de digitale medier er brugerbaserede, så kan alle nu skrive alt, og det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der sandt, og hvad der er falsk. At dette postfaktuelle samfund har store konsekvenser politisk, skal vi blot vende blikket mod USA (og det sørger medierne jo for, at vi konstant gør) for at konstatere.

                      Operaen har ingen ydre handling. Den kunne have været en velkommen kritik af de digitale mediers konsekvenser for individ og samfund f.eks. ved at være en dystopisk og visionær opera som Andy Pape og Rasmus Zwickis fremragende Andre bygninger, der spillede på Den fynske Opera i 2015 og fik en Reumert for årets opera. Nu møder vi blot en Hun og en Han (i programmet står der ”Ham” og ”Hende”, måske som en indikation af, hvordan mundtligt og grammatisk forkert sprog uhindret vandrer ind via chatsprog og SMS’er), der har ondt i livet over ikke at kunne finde ud af at møde andre og potentielt møde kærligheden, for den evne har de digitale medier jo – som det påstås – ødelagt. Der kunne have været kommet en bittersød eller endog tragisk historie ud af dette par, men man møder dem så kort, at deres historie ikke udvikler sig – selvom deres blik møder hinanden i bussen – og deres forsøg på at skrive en datingprofil ender som Damen med telefonsvareren i gold satire. Deres replikker udtrykker banale betragtninger om, at ”græsset er grønnere” (deraf titlen…), og at ”det er svært at se skoven for bare træer.” Ensemblet, der omgiver Hun og Han, synger primært, hvilken retning der swipes, eller kommentarer: OMG, LOL. De synger dog ikke – igen en anakronisme – selve forkortelsen, men det, den står for: Oh My God, Laughing Out Loud. Er det ikke kun børn, der gør det?

                      Selvom librettoen isoleret set er skuffende og taler ud fra en bedaget diskurs, er det ikke nogen kedelig aften i Den fynske Opera. Tværtimod! For de selvfølgeligheder og banaliteter, der er i teksten, nuanceres og kontrasteres af den rige og dynamiske instruktion, som Kiberg også står for, efter at Daniel Bohr blev forhindret i at fuldføre arbejdet i januar. Hele operaen begynder med en stille, stemningsfuld sang, som Kiberg ifølge programmet skrev som 7-årig, og ganske vist rimer ’sol’ her blot på ’viol’ og ’sommer’ på ’blommer’, men den barnlige naivitet, som sangen – meget passende i H. C. Andersens fødeby – slår an, lægger en grundakkord for hele forestillingen: En kvinde og en mandlig danser, Vivian Põldoja og Raphaël Eder Kastling, udgør et tavst alter ego til Hun og Han; som sangerne Sidsel Aja Eriksen og Frederik Rolin er de i henholdsvis gult og blåt, men de nærmer sig hinanden og mødes i dansen og udtrykker dermed en parallel virkelighed (hvad de digitale medier jo paradoksalt også gør). At Põldoja og Eder Kastling til sidst står ansigt til ansigt indgyder håb. Det er bare ikke klart, hvori det håb består.

                      Ensemblet bestående af Kiki Brandt, Katinka Bohse Meyer, Emma Oemann, Niklas Emil de Fries og Fritjof Fuglesang skaber dynamik på scenen; de agerer livligt og er alle meget velsyngende upåagtet den banale tekst. Kostumedesigner Mie Steenberg Andersen Drud har – som Han og Hun – iklædt dem hver sin farve for at understrege, at de er både autonome individer og typer. Piotr Winiewicz har stået for den imponerende scenografi: I midt en drejescene delt i to af høje, rektangulære paneler (som telefonskærme) i et materiale, der både kan spejle og gennemlyses, så scenens cirkulære centrum kan fungere i to verdener eller virkeligheder samtidig, eller så effektive scenemedarbejde hurtigt og uset kan ændre kulissen fra bus til café. Forrest er en catwalk, og på begge sider er der flere skærme til videoprojektioner, der (selvfølgelig) skal mime indholdet i den digitale verden, designet af Rasmus Yde. I kongesiden – altså publikums venstre side – er der en art tårn, hvor Damen sidder. Hun synges på premiereaftenen af Kibergs mor, kongelig kammersanger Tina Kiberg; hun er tydeligt scenevant, og hendes præstation er så overbevisende, at man ville være blevet rørt, hvis ikke dialogen med telefonen var så grotesk. Tine Kibergs stemme har passeret sit zenit, men den lyriske sopran, der med rette engang var tiljublet, anes endnu; den er som anløbet sølv, schatterende og glimtende. Den friske, sprøde klang klinger i struben på Eriksen og Rolin; hendes stemme er skær og ren, hans er mørk og varm. Deres artikulation er tydelig, og deres sceniske nærvær stort. Bare de dog have haft en karakter at udvikle i forestillingen.

                      Det, der er emnet i Richard Strauss’ sidste (meta)opera, om musikken eller teksten har forrangen i en opera, er der denne aften ingen tvivl om: ”Prima la musica, dopo le parole!” Musikken er ellers ikke skrevet af en klassisk komponist, og dog er det en musiker med stort kendskab til den klassiske kompositionsmusik, der står bag. Hun har skrevet balletmusik til en forestilling, der er blevet til i samarbejde med Dronningen, og hun imponerede alle, da hun smukt og velartikuleret sang partiet som Anna i Brecht og Weills ballet chantée, De syv dødssynder i Operaen i foråret 2022. Det er Nanna Fabricius Øland (Oh Land), der med sin kæreste Adi Zukanovic har skrevet partituret til Græsset er grønnere. Det er ikke en klassisk opera, har hun udtalt, men det er klassisk sang hele vejen igennem. Er det musical? På sin vis ligger musikken på grænsen mellem musical og opera som Stephen Sondheims værker, for hos begge er der subtile, indsmigrende melodilinjer frem for popslagere og en rig instrumentation. Opera er Græsset er grønnere også i sin vekslen mellem ensemblescener, arier/sange og instrumentale intermezzi, men mens Sondheim tør inddrage dissonanser, bruger Øland og Zukanovic skarpe, bratte rytmer i bl.a. cembalo til at understrege dramatiske situationer. Andre steder har musikken karakter af yndig rokoko-pastiche, men det er en tone blandt mange, og det er aldrig sentimentalt. Andreas Vetö leder et dusin musikere, hvis instrumenter ud over cembalo omfatter bl.a. fløjter, harpe og strygere samt slagtøj, fra Danmarks Underholdningsorkester med stor indlevelse, og det er en fornøjelse at høre et helt orkester spille i det gamle ”Flodbio”. Akustikken er heldigvis til det, for Øland markerer sig i samarbejdet med sin bedre halvdel som andet og meget mere end popkunstner.

                      Sidsel Aja Eriksens Hun er, synger hun, musiker og sanger, og hun betoner det nærvær, der er i musik. Hun er måske talerør for Ida Michael Kiberg, og det kan måske forklare den kritik, om end den er fortegnet og forsimplet, af de digitale medier, som operaen kredser om. Det er derfor på én gang selvfølgeligt og skuffende, at det kun er musikken – og scenegangen – der lykkes, men musikken er afgjort værd at opleve, også mere end én gang, så tag en tur til Odense.