Udødelig musik

 Leoš Janáčeks Sagen Makropulos har alt! Malmø Opera d. 23. april 2023

 

Der er langt til Malmø denne søndag - længere end normalt. DSB kan - det vil sige, det er jo rettelig Banedanmark, som… Nej, jeg kan ikke forklare det; togtrafikken i Danmark er en større farce, mere tragisk og mere grotesk end handlingen i Janáčeks Sagen Makropulos, der er målet for alle strabadserne med pendultog, regionaltog og manglende siddepladser denne søndag, og om de er det værd, er svært at sige, for det er jo absurd at ingen politikere prioriterer en bedre og hurtigere togtrafik til gavn for sammenhængskraften i landet. Men det er en vidunderlig opsætningen i Malmø; den behøver ikke vejes op mod transporttiden.

                      Det var den eminente og nu desværre afdøde Graham Vick, der stod bag iscenesættelsen på danmarkspremieren på Sagen Makropulos i Operaen i 2006. Her var Den kongelige Opera for en gangs skyld oppe på mærkerne (Den jyske Opera overhalede dem med danmarkspremieren på Katja Kabanova for flere sæsoner siden), men det var også i Operaens første år, hvor man kunne regne med en opera både på fransk og på et slavisk sprog ud over alle de tyske og italienske hver sæson. Vicks iscenesættelse var præcis så realistisk og spillevende, som den bør være; operaens handling om den 337-årige operadiva E. M. trodser ethvert forsøg på at omkalfatre tid og rum: Ved operaens begyndelse kalder E.M. sig Emilia Marty, men hun er født Elina Makropulos i 1585 og har også været Eugenia Montez, Elsa Müller og Ellian MacGregor, og hun er nu på jagt efter opskriften på den eliksir, der har holdt hende i live så længe, for den første dosis er ved at tabe sin kraft. Der var ingen billeder af scenografi og kostumer i programmet i 2006, og de lader sig heller ikke finde på internettet, men billedet af et kafkask advokatkontor med alenhøje arkivreoler i første akt, en mørk og steril bagscene og et babylyseblåt hotelværelse i art deco-stil i henholdsvis anden og tredje har bidt sig fast i hukommelsen. Til sidst sad E. M., der i Operaen blev sunget overjordisk skønt af Gitta-Maria Sjöberg, på scenekanten, ynkelig og dog dybt rørende, og lod opskriften på det evige liv dale ned over Det kongelige Kapel. Men Kapellets alder overstiger jo også E. M.’s med flere hundrede år, så her er den måske i bedre hænder.

                      I Malmø har Den kongelige Operas nye chef, Elisabeth Linton, sat Sagen Makropulos i scene, og den opsætning er lige så effen som Graham Vicks var. Steril og blød bauhaus-stil karakteriserer Julia Hansens kontorscenografi, der - diskret og næsten umærkeligt - drejer sig som tiden går, men ved aktens slutning, da publikum har anet, at der er mere end et trivielt retssalsdrama i vente, fordi E.M. afslører nærmest overnaturlige evner i sin viden om arvesagen mellem Prus og Gregor, løber det hele løbsk, både drejescenen og urets visere. Her foregår både anden og tredje akt bag operahusets scene og i E. M.’s garderobe. En trappe leder symbolsk ned fra de 50 fremkaldelser til bagscenen; hvilken opera, E.M. har sunget, får publikum ikke at vide. Dog kommer hun ned med flammende rødt hår og renæssancekostume med stor, stivet krave, så måske partiet har været dronning Elizabeth i Maria Stuarda eller Roberto Devereux, men nu falder maskerne: Da advokat Kolenatý opdager ligheden i underskriften på de dokumenter, som E.M. har vist frem til for at hjælpe Albert Gregor (hendes egen tipoldesøn) - hvad enten der står Ellian MacGregor eller Emilia Marty, er det den samme håndskrift - tvinges hun til at gå til bekendelse om, hvem hun er. Først vil ingen tro hende - historien er for fantastisk - men bekendelsen lindrer hendes martrede sjæl og krop; i 200 år har hun lidt af hovedpine, og spørgsmålet er, om hun egentlig vil beholde og bruge opskriften på det evige liv. Det viser Linton ved at lade E.M. træde uden for kulissen for at se sit eget 16-årige jeg, der stumt har fulgt hende i udkanten af scenen gennem hele operaen, i øjnene, og i det samme drejer kulissen, så vi ser, at den blot er en kulisse. Det er enkelt, men det er dybt gribende, og det understreges selvfølgelig af Janáčeks næsten smerteligt smukke musik i slutscenen: E.M. tager den sart lyserøde1600-tals robe af, som hun har skiftet til, og står blot i underkjole, mens hun går i opløsning for øjnene af publikum. Hun bløder flere steder - i ansigtet, på kroppen - og hun når kun lige akkurat at brænde dokumentet med opskriften på eliksiren, før hun synker sammen til operaens sidste akkord.

                      Lintons personinstruktion af denne konversationsopera er rig og nuanceret hele vejen, og Patrik Ringborg leder Malmøs operaorkester igennem det hundesvære partitur med lige så stort blik for nuancer; musikken strømmer og flyder som malede den tiden selv, og iblandt er der en schattering, en skygge i en enkelt tone eller i instrumentationen eller rytmen, så en fandango eller en wienervals klinger med. Det er virkelig udødelig musik, og sangerne forlener den med den lidenskab og længsel, sorg, vrede og frustration, som partierne kræver: Agneta Eichenholz synger hovedpartiet med et smukt, lyrisk legato; følelseskulde og styrke forlenet med sårbarhed og skønhed uanset hvilket kostume hun er iført. Magnus Vigilius synger med usvigelig sikkerhed partiet som Albert Gregor; hans udtale er knivskarp, og hans tenor synes kun at tage til i skønhed. Hvorfor har man endnu ikke tilbudt ham en stilling i Den kongelige Operas ensemble endnu?! Rodion Porgossov forlener med sin myndige baryton Jaroslav Prus med den kolde, kyniske overlegenhed, der jager hans egen søn, Janek, smægtende sunget af Mathias Hedegaard, i en for tidlig død. Hanna Husáhr synger Krista, Janeks rådvilde og spleen-ramte kæreste med megen ynde, og man trækker på smilebåndet over hendes ungdommelige usikkerhed, men virkeligt lattervækkende er Bengt Ola Morgnys grev Hauk-Šendorf, E.M.’s gamle flamme, der ved gensynet med sin tidligere elskerinde synes at finde den egentlige liveliksir, nemlig kærlighed og erotik. Lars Avidson synger advokat Kolenatý med juristens stejle selvsikkerhed, og Thomas Volle bidrager også til humoren med sit portræt af Kolenatýs fuldmægtig, Vítek. Operaen har altså det hele: Den begynder som et tørt retssalsdrama og ender som et gribende portræt af menneskets eksistentielle vilkår, og undervejs er der plads til både farce og latter, men det bedste er Janáčeks vidunderlige musik; den svøber sig organisk om hvert ord og hver frase, den farvelægger uden at få overtaget over karaktererne og deres psykologi, den er ren. Den overgår al menneskelig forestillingsevne og er derved i sandhed udødelig musik.