I dit korte liv

 Timerne forløses af stort skuespil. Skuespilhuset d. 20. januar 2024

 

Dagmarrevyen 1941 var en stjernestund: ”De gratis Glæder”, ”Jeg ku’ bli’ no’et så 1-2-3”, ”I dit korte Liv” og kunstnere som Gerda Gilbo, Sigfred Johansen, Caja Heimann, Ib Schønberg, Helge Kjærulff-Schmidt og Liva Weel. Ser man bort fra, at det var under besættelsen, ville man gerne have været der, og hvis det var samtidens alvor, der fremprovokerede de livskloge, poetiske viser fra Poul Henningsens hånd, er det nok ikke en guldalder, det trods alt er værd at længes tilbage til. Men der er unægtelig mere gods i Poul Henningsens poesi end nogen nutidig revydigters. Hans ord rækker ud over truslen i en besættelsestid og gælder for alle tider:

 

”I dit korte liv

er det meste spildt.

Tænk igennem punkt for punkt.

Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:

Håndtryk blev glemt,

chancer blev spildt.”

 

Det er svært at forestille sig, at de ville falde i frugtbar jord en sommeraften på Bakken anno 2024, og de, der af mangel på bedre viser skyr revyer, må høre PH og Liva Weel derhjemme.

                      Som alternativ kan man denne vinter gå i Skuespilhuset og opleve Michael Cunninghams roman Timerne sat i scene af norske Eline Arbo; forestillingen flyder lige så let som Poul Henningsens mundrette vers og diskrete rim, men der er tyngde i spillet og stemmerne, der udsiger Cunninghams replikker. Iscenesættelsen glider også i Pascal Leboucqs drejescene-scenografi, der hele tiden bevæger sig og symbolsk flytter alle rundt i et solgult univers: sofa, lænestol, skab, seng, borde, stole og standerlamper. De tre år, der udgør handlingens omdrejningspunkt - Virginia Woolfs 1923, Laura Browns 1949 og Clarissa Vaughans 1998 - løber sammen og denne ene dag i de tre kvinders liv udspiller sig i det samme, gule rum. Diskret spejler de sig i hinanden og gør sig erfaringer om livets korthed og livets værdi. Med PH’s ord: ”Enkel er din skæbnes smukke lov:/Hvert atom forlanger, du skal leve.” Det er blot ikke nemt, hvis man som Woolf holdes fanget af en depression, som Brown af de snærende bånd, der er mand, børn og fødselsdagskage, eller som Vaughan af den uforløste kærlighed til sin dødssyge ven, forfatteren Richard, for hvem hun vil gøre alt. Romanen, iscenesættelsen eller den måske bedre kendte og oscarbelønnede filmatisering handler om, at de tre kvinder må erkende livets korthed for at forstå glæden og miraklet ved livet; livet kan ikke være uden døden (i filmatiseringen smider de alle tre noget ud), og det må både de og de mennesker, de elsker, forholde sig til og acceptere. Alle må de træffe et valg - uden nødvendigvis at være bevidst i kierkegaardsk forstand (det er Richard, der træffer valget for Clarissa ved at begå selvmord) - men alle kommer forklarede og ændrede ud af deres oplevelser denne ene dag. At Eline Arbo til sidst understreger dette med en fest for alle de medvirkende, levende eller afdøde, kunne man godt have undværet; det er påklistret i forhold til resten af forestillingen, og det trækker kun slutningen ud frem for at runde den af.

                      De store, eksistentielle følelser kræver store skuespillere. De er der, yngre og erfarne, og Arbo forstår at instruere dem: Karen-Lise Mynster går til rollen som Woolf med stoisk ro; hun overskuer den, udfylder den og forlener depression med desperation og afmagt over virkeligheden med kreativitetens jernvilje. Sofie Gråbøl en lykke at se på scenen (og ikke kun i film og TV-serier), for hendes nærvær er her om muligt endnu større. Hendes præstation som Vaughan er magisk; så umiddelbart fanger hun det grådlabile følelseskaos bag den energiske, selvsikre facade, at hun overgår Meryl Streep i filmatiseringen (Streep smiler alt for meget, opdager man, når man ser Gråbøls fortolkning). Josephine Park er den yngste i de tre hovedroller og ret ukendt på scenen, men hun formår at holde trit med de to ældre og mere erfarne skuespillere, og som Laura Brown er hun et såret dyr, der ikke lader nogen komme tæt på sig, men som selv har omsorg nok til at nærme sig sin unge nabokone, der sandsynligvis er alvorligt syg af kræft. Det er nogle medrivende sekunder, hvor scenen drejer langsomt - langsommere end ellers, synes man - da hun tror, hun har overbevist sig selv om, at hun må begå selvmord og dykker ned i badekarret. Hun kan ikke, men da hun i en og samme scene undsiger sin mand og bevæger sig 50 år frem i tiden, erfarer man, at hun forlod mand og børn og har levet længe nok til at opleve sin søns død. Hun er mor til Richard, Clarissa Vaughans ungdomskærlighed, og da de mødes efter hans selvmord, sluttes ringen. Richard gestaltes af Olaf Johannessen, og hans selvmord indrammes så smukt og gribende af Varja Klosses lysdesign, at den senere skålen i champagne er helt uden virkning.

                      Foruden kunne man virkelig også godt have været den musik, der snarere forlænger og forhaler dramaet end understøtter og udbygger det. Det er fremskridt, at det er forestillingens to sidste skuespillere, Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani, der ud over at spille de småroller, der flankerer de tre hovedpersoner, spiller og synger, men hvor er det overflødigt! Man distraheres næsten fra forestillingen af at spekulere på, hvad sangene skal bidrage med, men må alligevel konkludere, at de bare er fyld. Stemningsfyld måske, men ikke musik i egen ret som Philip Glass’ smukke og enkle klaverpartitur til filmatiseringen, og det er en uvane, at der skal stå nogen i baggrunden af en scene og klimpre på instrumenter. Når skuespillet alene er stærkt nok til at bære en forestilling, er livet for kort til at spille tid på overflødig muzak.