Wagners
Den flyvende Hollænder i Operaen
tirsdag d. 18. februar 2014 – uden Hollænder!
Der er ting –
sammenfald, hændelser – der kan overrumple og undre, men som dog virker
naturlige, fordi de blot er ting, der tilfældigvis mødes i en særlig kontekst,
hvor der skabes et rum til eftertænksomhed. Dagen derpå er jeg gået ind i sådan
et rum, hvor det er spørgsmålet om realisme og idealisme, der melder sig: På
vejen til Operaen læste jeg i toget andet kapitel af Kim Leines store,
fantastiske roman Profeterne i Evighedsfjorden,
der handler om turen til Grønland i 1787. Den barske tur beskrives med et
karsk, registrerende syn; vejret er råt og bliver kun koldere, maden elendig,
manglen på kvindeligt selskab ubærlig og med tragiske følger, og døden en
skibskammerat, der hele tiden ånder en nakken. Stemningen er ganske usentimental,
men den gør hovedpersonens omsorg for en ko oprigtigt rørende, og den står i
skærende kontrast til den selvopofrende idealisme, der er så fremtrædende i
Wagners værker, også Den flyvende
Hollænder. Skulle jeg vælge mellem disse yderpoler, realisme over for
idealisme, så ville jeg – upåagtet forskellen i genre – foretrække realismen.
Jeg forstår ikke Tristan og Isoldes kærlighed, der strækker sig ud over døden,
jeg forstår ikke Sentas offer eller Elisabeths hensygnen, fordi den ikke
berører mig og ikke kan sanses, men jeg forstår mændene ombord på Der Frühling i Leines roman, deres savn,
deres uudtalte frygt, deres barske omgangsform, og jeg forstår den ivrigt
registrerende og videbegærlige hovedperson, Morten Falck, så det var med stor
spænding, jeg i aftes gik ombord på Wagners spøgelsesskib og stævnede ud med
Hollænderen som kaptajn.
Om det skyldes samme mangel på forståelse for og berøring med plottet i Hollænderen hos opsætningens instruktør, Jonathan Kent, ved jeg ikke, men hans fokus og fortolkning gør Sentas uforklarlige offer til slut ganske plausibelt. Hollænderen forbliver en mytisk karakter, en figur fra børneværelsets eventyr, en antihelt, hun kan øse al sin omsorg og kærlighed ud over, for første akt er den lille Sentas drøm om farens togter på havet, og hans møde med eventyret i Hollænderens skikkelse. At hun er så omsorgsfuld forklares under ouverturen med farens svigt, men den bunder nok i hendes egen karakter, for selv i drømme rækker hun armene ud i tillid og låner styrmanden, der savner sin kæreste i land, sin dyne, da han træt slumrer ind og glemmer sin vagt. Den længsel efter at beskytte og være noget for dem, der trænger, bliver hos hende som voksen, og den forstærkes nu af, at hendes følsomme, drømmende sind har gjort hende til offer for mobning på arbejdspladsen – her en flaskeskibsfabrik, ikke en spindestue – hvilket kun bevirker, at hun lukker endnu mere af for omverdenen, svigter sin kæreste og drømmer sig ud på de syv have. Under festen i tredje akt (der her udarter sig til et noget kaotisk, overdrevet orgie), hvor hun tror, hun skal giftes med sine drømmes helt, er det derfor ikke uventet eller urealistisk, at hun i desperation brutalt stikker sig selv ihjel med en knust flaske; denne kløft mellem hendes drømme og virkeligheden omkring hende føles kun mere uhyggelig og skræmmende. Senta er klassens stille pige, der altid må finde sig i drillerierne, og har vi ikke selv været der i vores skolegang, så har vi måske deltaget i drillerierne eller stået stiltiende på sidelinjen og kan nu i erfaringens forklarende lys se, hvor horribelt og ækelt det var.
Senta synges af Ann Petersen med et overskud og en råstyrke, der står i skærende kontrast til Sentas sårbarhed og svaghed, men man fornemmer, at disse to sider netop forudsætter og komplementerer hinanden, og hendes skønne røst skyller som en dønning ud i foyeren længe efter tæppefald. Det begejstrede brus af brava-råb, der rammer hende ved fremkaldelserne, modsvarer ganske Nina Dunns betagende videoprojektioner af meterhøje bølger og det hvileløse spøgelsesskib, der hjemsøger Sentas fantasier, så alt går smukt op. Det kunne man for så vidt også sige, at det gør, at Hollænderens parti denne aften er strøget, men det ville være overdrevet mild ironi: John Lundgren er sygemeldt i resten af spilleperioden, og finske Juha Uusitalo er i stedet hentet ind, men inden tæppet går, oplyses, at han er indisponeret, og man be’r publikum bære over med ham. Indisponeret er imidlertid ikke tilfældet; det af hans vist nok kraftfulde bas, der når publikums ører, lyder som et skibsskrog, der flænses af et isbjerg, hæst, rædselsfuldt, druknende, og allerede inden første akt er til ende, er der kun en hvislen tilbage, som han forgæves forsøger at svare Ann Petersens brusen med. Jeg har oplevet alt for mange sygemeldinger og indisponerede sangere – senest Gisela Stille til premieren på Falstaff i oktober – men intet overgår dette. Det var pinligt at gennemføre forestillingen og uforskammet over for det publikum, som ikke lige bor i Operaens nabolag og kan høre Uusitalo en aften, hvor hans stemmes kraft og styrke er tilbage, ikke at aflyse. Det værste er, at de øvrige solister – Gregory Frank som Daland, Gert Henning-Jensen som styrmanden, Ulle Kudsk Jensen som Mary og Johnny van Hal som Erik – synger glimrende, men også deres ligevægt forstyrres Uusitalos foruroligende spøgelsesrøst, og da de sidste akkorder klinger ud i graven, hører man, at også her er aftenen – trods veloplagt spil under Michaels Boders kyndige ledelse – stødt på grund. Man frygter, at denne opsætning – til trods for Jonathan Kents veloplagte, originale fortolkning – vil hjemsøge Den kongelige Opera i mange år frem. Jeg har i alt fald aldrig oplevet noget så uhyggeligt, som det ansvarsløse i ikke at aflyse, og jeg kan kun håbe, at en undskyldning fra teatret kan afbøde det værste.
Om det skyldes samme mangel på forståelse for og berøring med plottet i Hollænderen hos opsætningens instruktør, Jonathan Kent, ved jeg ikke, men hans fokus og fortolkning gør Sentas uforklarlige offer til slut ganske plausibelt. Hollænderen forbliver en mytisk karakter, en figur fra børneværelsets eventyr, en antihelt, hun kan øse al sin omsorg og kærlighed ud over, for første akt er den lille Sentas drøm om farens togter på havet, og hans møde med eventyret i Hollænderens skikkelse. At hun er så omsorgsfuld forklares under ouverturen med farens svigt, men den bunder nok i hendes egen karakter, for selv i drømme rækker hun armene ud i tillid og låner styrmanden, der savner sin kæreste i land, sin dyne, da han træt slumrer ind og glemmer sin vagt. Den længsel efter at beskytte og være noget for dem, der trænger, bliver hos hende som voksen, og den forstærkes nu af, at hendes følsomme, drømmende sind har gjort hende til offer for mobning på arbejdspladsen – her en flaskeskibsfabrik, ikke en spindestue – hvilket kun bevirker, at hun lukker endnu mere af for omverdenen, svigter sin kæreste og drømmer sig ud på de syv have. Under festen i tredje akt (der her udarter sig til et noget kaotisk, overdrevet orgie), hvor hun tror, hun skal giftes med sine drømmes helt, er det derfor ikke uventet eller urealistisk, at hun i desperation brutalt stikker sig selv ihjel med en knust flaske; denne kløft mellem hendes drømme og virkeligheden omkring hende føles kun mere uhyggelig og skræmmende. Senta er klassens stille pige, der altid må finde sig i drillerierne, og har vi ikke selv været der i vores skolegang, så har vi måske deltaget i drillerierne eller stået stiltiende på sidelinjen og kan nu i erfaringens forklarende lys se, hvor horribelt og ækelt det var.
Senta synges af Ann Petersen med et overskud og en råstyrke, der står i skærende kontrast til Sentas sårbarhed og svaghed, men man fornemmer, at disse to sider netop forudsætter og komplementerer hinanden, og hendes skønne røst skyller som en dønning ud i foyeren længe efter tæppefald. Det begejstrede brus af brava-råb, der rammer hende ved fremkaldelserne, modsvarer ganske Nina Dunns betagende videoprojektioner af meterhøje bølger og det hvileløse spøgelsesskib, der hjemsøger Sentas fantasier, så alt går smukt op. Det kunne man for så vidt også sige, at det gør, at Hollænderens parti denne aften er strøget, men det ville være overdrevet mild ironi: John Lundgren er sygemeldt i resten af spilleperioden, og finske Juha Uusitalo er i stedet hentet ind, men inden tæppet går, oplyses, at han er indisponeret, og man be’r publikum bære over med ham. Indisponeret er imidlertid ikke tilfældet; det af hans vist nok kraftfulde bas, der når publikums ører, lyder som et skibsskrog, der flænses af et isbjerg, hæst, rædselsfuldt, druknende, og allerede inden første akt er til ende, er der kun en hvislen tilbage, som han forgæves forsøger at svare Ann Petersens brusen med. Jeg har oplevet alt for mange sygemeldinger og indisponerede sangere – senest Gisela Stille til premieren på Falstaff i oktober – men intet overgår dette. Det var pinligt at gennemføre forestillingen og uforskammet over for det publikum, som ikke lige bor i Operaens nabolag og kan høre Uusitalo en aften, hvor hans stemmes kraft og styrke er tilbage, ikke at aflyse. Det værste er, at de øvrige solister – Gregory Frank som Daland, Gert Henning-Jensen som styrmanden, Ulle Kudsk Jensen som Mary og Johnny van Hal som Erik – synger glimrende, men også deres ligevægt forstyrres Uusitalos foruroligende spøgelsesrøst, og da de sidste akkorder klinger ud i graven, hører man, at også her er aftenen – trods veloplagt spil under Michaels Boders kyndige ledelse – stødt på grund. Man frygter, at denne opsætning – til trods for Jonathan Kents veloplagte, originale fortolkning – vil hjemsøge Den kongelige Opera i mange år frem. Jeg har i alt fald aldrig oplevet noget så uhyggeligt, som det ansvarsløse i ikke at aflyse, og jeg kan kun håbe, at en undskyldning fra teatret kan afbøde det værste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar