Lykkeligt nær ved…

Fremragende sangerpræstationer i Den jyske Operas opsætning af Lucia di Lammermoor d. 3. april 2014

Mies van der Rohes berømte dictum ”less is more” gælder ikke kun arkitektur, men også poesi og litteratur. Det kræver mod og vilje til at skære bort, fjerne smukke detaljer og gode idéer, men for helhedens skyld kan det ofte være både nødvendigt og få lykkelige resultater. Digteren Morten Nielsen skar skånselsløst væk, stregede ud, forkortede for at opnå perfektion, og et af hans bedste digte, ”Foraarets Horisont”, endte med at være på kun to strofer à to vers: ”Verden er vaad og lys - / Himlen er tung af Væde… // Hjertet er tungt af Lykke / lykkeligt nær ved at græde.” Den samme enkelhed kan overføres til scenen, både til skuespil, ballet og opera, og når jeg så tit og ofte harcelerer mod regiteater – hvad det begreb så end præcist dækker over – så skyldes det altid, at instruktøren regner sig selv og sin egen fortolkning for mere værd end værket selv, og så drukner han/hun opsætningen i en uendelig række af ugennemtænkte indfald og idéer. Det er, hvad der er sket med Den jyske Operas turnéopsætning af Donizettis fantastiske Lucia di Lammermoor; iscenesætter, koreograf og scenograf Isabella Bywater kan slet ikke styre sig og går i selvsving over idiotisk hittepåsomhed, men heldigvis imponerer sangerne, og man glemmer det hele.
                      Det første af disse naragtige påfund udspiller sig inden den korte, forstemmende ouverture: En kvinde lægges i en kiste for at begraves. Hun ser ganske vist ganske ung ud, men vi erfarer senere, at det er søskendeparret Enrico og Lucias mor – til trods for at vi i den scene, ouverturen glider over i, hører, at Lucia tidligere har været forbi sin mors grav og dér har mødt en ung mand, der frelste hende for at blive en gal tyrs offer. Bywater kan altså end ikke holde styr på handlingens kronologi, når hun samtidig lader morens kiste stå åben midt på scenen. Meningsløshederne fortsætter ad denne vej: Døden er i form af afdøde, trusler og spøgelser hele tiden truende nærværende for personerne i det stramt komponerede skæbnespil, men det betyder ikke, at den skal manifestere sig for os på scenen. Det vil sige, det er åbenbart nødvendigt for Bywater, for selvom scenografien er en kold, forladt fabrikshal, så er det her, moren begraves – sammen med flere ukendte andre for antallet af grave i kulissens ydersider vokser forestillingen igennem! Den kilde, i hvis spejl Lucia har set genfærdet af kvinde, der døde for sin kærlighed, skal vi heller ikke snydes for, men en kilde midt i en fabrikshal? Nej, så langt strækker Bywaters flyvske fantasi trods alt ikke, til gengæld tror hun, hun er nytænkende, når hun rask forvandler kilden til – et badekar! Ovenikøbet et badekar, der er til stede på scenen hele tiden, selv under bryllupsfest, hvor Bywater alligevel synes at mene, at der er behov for at lægge scenevæggen ned, så et herskabeligt, smukt tapetseret rum kommer til syne. Hvorfor undrer man sig imidlertid over, når hun i samme forbindelse forvandler koret til et kollektiv af kyllingehjerner: Kvinderne drikker, mændene bærer solbriller, for sådan har alverdens klichéer lært Bywater, at gangstere nu engang ser ud, de spanker godmodigt (?) hinanden bagi under bryllupsceremonien, og da selve fester kommer, er det åbenbart blevet jul, for da er hele koret iført de papirkroner, som englænderne nødvendigvis må iføre sig Juledag. Koret danser også kædedans med en bamse, der ellers har hængt i en af fabrikshallens kødkroge, så hvis man føler sig hensat til en galeanstalt, så er det nok ikke helt forkert. Der er i alt fald intet at sige til, at Lucia bliver sindssyg i denne klaustrofobi af meningsløsheder, men den eneste virkeligt indlæggelsesparate er altså Isabella Bywater! Det er en lykke i denne forvirring af indfald at tænke tilbage på, hvor fint og subtilt Klaus Hoffmeyer nogle sæsoner tilbage lod vanviddet indfinde sig på scenen som to dansere, der agerede de genfærd, der kun er synlige for Lucia.
                      Dirigenten Martin André har sneget sig ind på podiet foran Odense Symfoniorkester, inden lyset dæmpes i salen, så ouverturen kan begynde tyst og overraskende. Man tænker dog flere gange undervejs, om han ikke burde være vandret ind til publikums klapsalver – Odense Symfoniorkester har nemlig fået den rædsomme vane at begynde sine koncerter først med et bifald for orkesterlederen, så for orkesterchefen, der lige kildrer sin egen selvhøjtidelighed ved at præsentere orkesteret, og så endelig for dirigenten – for det er flere gange som om, det ikke er gået op for orkesteret, at der er en dirigent til stede for at dirigere! Talrige er de eksempler undervejs på, at dirigent og orkester ikke er enige om tempoet, og det lyder flere gange som en gammel grammofon, der må trækkes op for ikke at gå helt i stå og sættes i gang igen. André har også en underligt ujævn hang til pludseligt skiftende tempi, og de smældende sceneafslutninger kan næsten ikke spilles hurtigt nok, og orkesterlokomotivet er i fare for at køre af sporet.
                      Sangerne har Martin André imidlertid respekt for, og han følger dem smukt. Heldigvis, for uden sangerne havde denne opsætning været en pinlig affære, men de er (næsten) alle så uovertrufne, at de redder forestillingen, og aftenen sluttes med jublende bifald. I zenit står Henriette Bonde-Hansen, der også reddede opsætningen af Rossinis Semiramis, som en anden engelsk instruktør, Nigel Lowery, skød i sænk to sæsoner tilbage på Det Kongelige: Hun spiller indadvendt og skræmt, mens vanviddet lyser ud af øjnene på hende, og tonerne fra hendes skønne strube stiger ubekymret mod himlen. En så mesterlig fremstilling af en så kompleks psykologi som Lucias kan i krop og stemme selv ikke Isabella Bywater hæmme (selvom hun lader Lucia udånde længe inden det rent faktisk sker i handlingen), og Bonde-Hansen modtages med den længste applaus, jeg tror, jeg har hørt i Odense Koncerthus. Bywater prøver også – bogstaveligt talt næsten – at kvæle Danilo Formaggias Edgardo ved at lade ham hænge sig til sidst i operaen frem for at stikke sig ihjel; hvornår har det nogensinde været muligt at synge med struben klemt og halsen brækket? Her trækker Bywater for store veksler på publikums overbærenhed selv i en opera! Ikke des mindre synger Formaggia ganske fortrinligt med en smuk timbre og tydelig, høj røst, som kun én gang dirrer en smule i højden, hvilket hurtigt er glemt. Lars Møller synger mandfolkefrejdigt, højt og smukt som Lucias desperate bror, Enrico, men til trods for at han jo også bliver offer, da Lucias ægteskab med Arturo (vegt sunget og feminint fremstillet af Erik Bekker Hansen) mislykkes, så interesserer han ikke Bywater, og han forsvinder ud efter vanvidsscenen, og man aner ikke, hvad hans endeligt er. Jakob Christian Zethner overrasker positivt som præsten Raimondo – har han nogensinde sunget så smukt som her? – men ham glemmer Bywater også imellem sine alt for mange tossede påhit, og han ser underligt handlingslammet til, at Lucia åbner sine årer, og Edgardo hænger sig.
                      Man må ikke snyde sig selv for denne Lucia; man kan altid lukke øjnene og ønske, at instruktøren havde nøjedes med det golde, kolde fabrikslokale som kulisse og så havde fokuseret på karakterernes komplekse psykologi frem for at lege med bamser, papirhatte og begravelse. Idéen med at flytte handlingen fra 1600-tallets Skotland til 1960’ernes kriminelle undergrund, som man kan opleve den i flere aktuelle, engelske TV-krimier, er nemlig ikke dum, den bliver det først, når Bywater dænger den til med klichéer som, at gangstere går med solbriller – indendøre! Lytter man kun til skønsangen fra scenen, så er man lykkeligt nær ved at græde.