Ild i gamle møller

Jules Massenets perle Don Quichotte på Den jyske Opera søndag d. 24. august 2014

Litteratur- og musikhistorien er fuld af helte, der tilsammen kun fanger en forsvindende lille procentdel af de facetter, der er ved en helt. Selv den enkelte helt er tit og ofte så kompleks, at man kan undre sig over, hvordan den pågældende har gjort sig fortjent til sin vedvarende heltestatur; Odysseus lyver og digter skrøner, mens han forfører kvinder på stribe, selvom hans hustru venter ham trofast derhjemme, og fyrst Mysjkin er så godgørende og naiv, at han ikke kan fungere i samfundet. Cervantes’ Ridder af den Bedrøvelige Skikkelse, Don Quixote, er ingen undtagelse og har siden romanens udgivelse i 1605-1615 (verdens første moderne roman siger nogle) fascineret og inspireret billedkunstnere, komponister og koreografer. Som Dostojevskys Idioten vil han kun det gode, og man kan ikke få sig selv til at hade ham; enten må man latterliggøre ham og le ad ham, eller også må man overgive sig og hengive sig til hans barnligt rene troskyldighed og gode motiver.

                      Jules Massenets opera over Cervantes’ roman har ganske vist fem akter, men er en undseelig størrelse med sin spilletid på knapt to timer. Musik og karaktertegning er dog strålende, og det er – omend dens størrelse er beskeden – som en skat er blevet hævet op i lyset, nu hvor Den jyske Opera 100 år efter urpremieren har sørget for, at operaen får danmarkspremiere. At anstrengelserne bringer glæde til publikum skyldes ikke mindst operachef Annilese Miskimmons lydhøre og poetiske instruktion; med denne opsætning markerer hun og scenografen Nicky Shaw sig efter triumfen med Janaceks Katja Kábanova i efteråret 2013 som det mest talentfulde makkerpar i operaverdenen på dansk grund! Der snydes ikke på vægten, man får hverken for lidt eller for meget, man får præcis den opera, der har ligget glemt så længe, men perlende dugfrisk serveret.

                      Handlingen er flyttet frem fra renæssancens Spanien til 1950’erne; vi er stadig i Spanien, murene er solblegede og temperamentet iltert, men ved at forskyde handlingsrammen til en tid, man kan genkende – om ikke andet så fra billeder og film (der jo har forlænget menneskets hukommelse i det 20. århundrede) – peger Miskimmon og Shaw på tiden som et afgørende tema for at forstå den fantasifulde ridders psykologi. Det understreges også af et lille tableau under operaens forspil: tæppet går op, og man ser don Quichotte rejse sig fra sin rullestol for at følge efter en lille dreng, der trækker afsted med sin legetøjshest. Han går i bogstaveligste forstand i barndom og fortsætter operaen igennem frem til sin død i sporet af den naive, men ejegode mennesketro.

                      Dette skel mellem alderdom og barndom, mellem fantasi og virkelighed, udgøres i Shaws scenografi af den mur, hvor den skønne Dulcinea kigger ned fra sit vindue; hun tiljubles og hylles af folkemængden som en filmstjerne, selvom hendes kærlighedsmoral er noget flosset i kanterne, og hun nok snarere ernærer sig ved et helt andet erhverv… Dog er det kun don Quichotte, der bliver til grin, da han i sin alderdomsnaivitet erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed. Når der går ild i gamle huse – her måske snarere gamle møller (altså ikke møller på fynsk!) – ved man, at alt kan ske, og da Dulcinea giver ham til opgave at bringe hendes stjålne halskæde tilbage, hæver muren sig som ved at trylleslag, og han kan drage ud den skov, der i smuk silhuet kommer til syne. Det fine ved operaen, som iscenesættelsen fastholder, er imidlertid, at don Quichotte netop ikke forsvinder ind i fantasiens rige, men at han forankrer fantasien og drømmene i virkeligheden ved virkelig at vende tilbage med halskæden. Han er iklædt gammeldags, middelalderlig rustning, hans tro Rosinante er for længst afgået ved døden og erstattet af en udstoppet hest på hjul, som Sancho Panza trækker efter sin cykel (her udstyret med æselhoved af halm), og alligevel er det denne naive forestilling om, at det hele er virkeligt, at Dulcinea er af ædel byrd, og vindmøllerne virkelig er kæmper, der rører røverne til at tilbagelevere halskæden og bede om hans velsignelse, da don Quichotte med from barnetro falder på knæ og beder Gud tage imod hans tåbelige, men rene sjæl, fordi røverne truer ham på livet. I femte og sidste akt, hvor don Quichotte ligger på sit yderste i en have, hører han sin elskede Dulcinea, og havemuren hæver sig endnu engang for ham, og der står hun, strålende hvid, og nu i det hinsides med en ægte, lyslevende og lige så lysende hvid hest ved sin side. Det er svært ikke at få tårer i øjnene over dette enkle, men rørende og medrivende coup de théatre, og netop så enkelt kan – og bør – opera formidles for at gribe, og blanke øjne taler deres eget klare sprog.

                      Den usædvanlige sangerbesætning – helten og heltinden er fra det dybe leje, bas og mezzosopran, den tro væbner er basbaryton – er måske en forklaring på, at operaen aldrig har fået stor udbredelse, men det er uretfærdigt, når man denne sensommer hører, hvor fremragende også disse stemmer kan være: Alle tre hovedpartier er fornemt besat! Viktoria Vizin er en varm, blød, sensuel, men også stærk Dulcinea; hun giver ikke efter for de vattede friere – en Tenor, en Anderumpe, en Flovmand og en Brille – og selvom hun smelter over den virkelighedsfjerne ridders galanteri, så afviser hun også ham. Potentiale som femme fatale i stor stil er her tydeligvis, og hun må gerne inviteres tilbage til Danmark som Carmen! James Johnson er med sit påsatte fipskæg og sin milde, indsmigrende stentorrøst den inkarnerede don Quixote, også når han staves Don Quichotte, og det må være en lykke for ham at synge dette parti, som det er en lykke at høre ham. Bedst er måske alligevel islandske Olafur Sigurdarson; også han træder med selvfølgelighed frem som inkarnationen af Sancho Panza, men det er hans mægtige vikingerøst, der kombineret med et ægte talent for både det komiske og det inderligt tragiske, der virkelig tager kegler, og det er fuldt fortjent, at han trækkes ind til applausen på den udstoppede Rosinante. Bravo!

                      Stjernerne er altså alle hentet til udefra, og de stråler lige så skønt og mildt til os som fuldmånen, der hviler over slutscenen. Den jyske Opera kan imidlertid også selv, og Den jyske Operas Kor er her på toppen; samklangen og samspiller er forrygende og med overskud til både at grine, danse og gribes. Dirigenten Jérôme Pillement har som franskmand naturlig føling med Massenets forfinede og spanskinspirerede klange, og han leder Aarhus Symfoniorkester i en skøn og lydhør musikledsagelse (som i alt fald Odense Symfoniorkester kunne lære et og andet af), men alligevel er han, da han hæver taktstokken og skal sætte an til anden akt, ved at kollidere med en natsværmer, der har forvildet sig ind i spotlyset og til stadighed flyver mod ham. Det vækker stor latter og klapsalver blandt publikum og beviser, at hverdagens kampe ikke behøver være med vindmøller for at blive bemærket. Ej heller behøver en opera være et ofte spillet mesterværk i en prætentiøs iscenesættelse for at vække begejstring og ros; det kan gøres med enkle virkemidler, store sangere og en lydhør personinstruktion, og så forledes man til at tro, at det er et mesterværk. Sådan er det denne sensommer på Den jyske Opera i sæsonens første sceniske operaopsætning – tusind tak for det!