Fem stole og en hest

Mozart med små midler på Den fynske Opera 4. februar 2015

Den fynske Opera har gennem årene formået at sætte store, klassiske operaer op i mindre format – med stor succes; i den hedengangne ”Flodbio”’s gamle bygning kommer publikum meget tæt på sangerne, så der kan ikke godt snydes på vægten, hvad angår sangernes stamina, men orkesteret kan uden at tabe forestillingen på gulvet godt reduceres til et flygel. Mindeværdige er Puccinis La Bohème og Madame Butterfly; i førstnævnte sad publikum for første gang ved cafeborde og agerede gæster på Café Momus i anden akt, Butterfly var en til lejligheden indforskrevet østeuropæer på flugt fra hjemlandets armod, hvis tragedie udspillede sig på et lurvet hotel ganske tæt på publikum – det var mere gribende end Den kongelige Operas sidste iscenesættelse. De senere år har Den fynske Opera satset – ret ensidigt – på nyskreven opera, men i denne sæson er igen blevet plads til klassikere på programmet, nemlig et gæstespil med gruppen Non Tardar: Fem unge sangere, der uden forbehold giver, hvad flere har kaldt verdens bedste opera, nemlig Figaros bryllup, til bedste, og det med charme og (måske lidt for) højt humør!

                      Til dette formål behøves – ud over et flygel – ikke andet end fem stole, eller rettere fire stole og en taburet: Taburetten er til Cherubino, en klapstol til Figaro og Suzanna og det samme til greven og grevinden (om end disse naturligvis er af den magelige slags til udendørs brug med armlæn!). Dertil kommer en udrangeret, forgyldt karusselhest, der stikker ud som uhørt og unødvendig luksus, men det er ganske charmerende at se Cherubino bestige den for at drage afsted til det glade soldaterliv. Disse fem karakterer (de øvrige er skrevet ud, hvorfor en del sideintriger og forviklinger derfor ikke nævnes, og spilletiden kommer ned på to timer inklusiv pause) er klædt i – forestiller man sig – tøj fra deres egen garderobe; enkelt og reddeligt, om end greven er i sort jakkesæt med slips og grevinden i lang, sort kjole med tilhørende sjal, for man må trods alt holde lidt på formerne. Det er dog kun lidt, for forestillingen begynder ganske uformelt med, at de fem sangere synger ouverturen – eller i alt fald de første par strofer, før Simon Duus’ Figaro i et hæsblæsende tempo kaster sig ud i at genfortælle handlingen af operaens første scener for publikum. Der synges nemlig på italiensk, men intet går tabt, selv ikke for den mest kyske operajomfru, med de få bemærkninger om handlingen på dansk, når der ageres så fint og medrivende som af de fem sangere her. Det er samme Duus, der har sat i scene, og hans sparsomme, men opmærksomme instruktion burde få enhver debat om regiteater til at forstumme: Det er hverken kulisses, rekvisitter eller kostumer, der skaber en medrivende forestilling, det er, hvad sangerne får ud af det forhåndenværende. De omtalte klapstole må derfor bruges til lidt af hvert, f.eks. sammenklappet som den låste dør til det sidekabinet til grevindens gemak, hvor først Cherubino siden Suzanna gemmer sig for den jaloux greve. Denne kan så passende, da døren til megen moro går op, og Suzanna kommer til syne, undersøge, hvordan denne forbytning kan finde sted, ved at slå stolen ud og kravle igennem den, som mulighederne er der. Cherubinos flugt fra grevindegemakket er ikke mindre spektakulær, for den foregår ikke ud ad noget vindue, men under flygelet og hen over skødet på pianisten – med den tilfældige klimpren, det nu afstedkommer, som var det lyden af blomsterkrukker der knuses… Det er meget vellykket og spillevende teater, og udover sangernes glimrende indlevelse og ageren med mimik og gestik, er det meget fint set at lade greven smide slipset i afmagt og vrede i tredje akt for umiddelbart efter at lade det blive samlet op af den sorgrige og længselsfulde grevinde som et pant på tiden, der var, og tiden, der skal komme (måske).

                      De fem sangere synger lige så glimrende, som de agerer – uden at nogen af dem fordrer, at man skriger sig hæs i bravo-råb. Kun i terzetten mellem greven, grevinden og Suzanna i tredje akt er der en kort overgang risiko for at gå på grund, men professionelt tier den uheldige sanger, til alle kan sætte rent ind igen. Bedst er uden tvivl Sofie Elkjær-Jensen som Suzanna, hendes sopran er køn, yndefuld og livlig, mens Thomas Storm som greven og Camilla Stenhoff Vist som grevinden begge mangler livlighed (hans stemme er for jordbunden til at mestre mozartsk smidighed, hun er snarere dramatisk end en lyrisk sopran, hvilket også medfører nogle vokale savn), og Thomas Duus har for meget livlighed i alt fald som fortæller. Her virker han snarere opkørt end medrevet og ivrig. Stina Schmidts Cherubino er en elegant, ung laps med en stemme, der desværre er lige så skarpt tegnet op som ’hans’ overskæg, og det havde klædt pubertetsknægten med en lidt blødere og rundere stemmeklang, men der kompenseres smukt med uregerlige og nysgerrigt gramsende hænder alle vegne. Gennemmusikalsk og levende teater er det dog, og det kunne mange operakompagnier lære noget af, så tak til Den fynske Opera for at klare sig igennem på trods!