Arthur
Millers Heksejagt forhekser – men forkortet
– i Skuespilhuset, 7. marts 2015
Fra 1692 fandt en
skræmmende omfattende hekseproces sted i Massachusetts, der 260 år senere
inspirerede Arthur Miller til at skrive et sindsoprivende drama som et billede
på de processer, som forfærdede i hans egen samtid: Folk blev da ikke forfulgt
for ikke at følge den herskende religions dogmer, men for angiveligt at have
politiske holdninger, som man frygtede ville omstøde samfundet. Frygt er
således omdrejningspunktet i dramaet, frygt for det ukendte og det, som man
ikke har mod til at se i øjnene, og som Miller brugte det sene 1600-tal som
ramme for en fortælling om sin egen tid, således lader instruktøren Roger
Vontobel sin iscenesættelse af dramaet i Skuespilhuset udspille sig i rammer,
der til forveksling ligner Millers egen tid, nemlig 1950’erne. Ikke for at
understrege forbindelsen mellem hekseprocesser og mccarthytidens frygt for
kommunister, men for at påpege forbindelserne til den frygt, der til tider
bemægtiger sig samtiden, når terroren pludseligt og voldsomt slår ned.
Dramaets aktualitet understreges – enkelt og
smukt – af scenografien, der giver publikum plads som en del af forestillingen:
Scenen er som boven på et skib rykket frem i salen, og bagvæggens farver og
former falder sammen med scenerummets opmurede klippevæg. Frem til retssagen
sidder publikum i mørke, men da Henning Jensens sammenbidte og (udadtil)
selvhøjtidelige viceguvernør Danforth træder ind, træder han ind i salen og
bevæger sig rundt mellem publikum, der nu er badet i lyset fra talrige
projektører. Anne Birgitte Lind og Tom Jensen sidder som Ann og Thomas Putnam
på første balkon og kommer med tilråb under processen, men da dramaets
hovedperson, John Proctor, fortvivlet råber ud til publikum, om det ikke er
sandt, at alle anklagerne er baseret på simpelt had og billig misundelse, er
der trods alt ingen, der svarer. Måske fordi man – publikum – trods alt er
mærket af det centrifugale hysteri, der spreder frygt på scenen, hvor bagvæggen
gradvist skydes længere bag ud og højere op, indtil den åbner sig ud mod et
stort og mørkt, tåget og diset intet.
Hvor smukt og enkelt end dette folder sig ud,
bevæger iscenesættelsen sig her på en knivsæg, for hvad var der sket, hvis
nogen blandt publikum havde haft modet til at svare på Proctors spørgsmål? Så
havde illusionen været brudt, og det kan fungere, men ikke her. Parábasis hører
komedien til, for komedien vokser af at bryde ned, degradere og udstille,
tragedien gør krav på pathos for at kunne føres til ende, og det er her
publikum, der bevarer troen på en katharsisk slutning på dramaet - for på
scenen findes den ikke. Igennem det meste af forestillingen er antydningen af
en forbindelse mellem anklager for hekseri og hele den spegede debat om
nutidens terrorisme ganske subtil og fungerer, men Vontobels ambition om at
aktualisere dramaet ved at skære fra, så forestillingen får en spilletid på to
timer uden pause, overskrider en grænse mellem fiktion og virkelighed, der
fungerer bedst, hvis den ikke markeres. Dramaet er bearbejdet og forkortet,
Kirsten Olesens Rebecca Nurse forsvinder således ud af dramaet efter kun at
have været på scenen i første akt, og slutningen, hvor John Proctor føres bort
for at blive hængt for sine principper, er katastrofalt skåret bort. I stedet
bliver man spist af med en slutning, der postulerer at være åben, men som i
virkeligheden er politiserende, da John Proctor – iført lænker – spørger: ”Hvem
er John Proctor? Hvem er jeg?” Tydeligvis vil Vontobel, at publikum selv
besvarer dette spørgsmål og dermed tager aktivt stilling, men tragedien er
baseret på en kamp mellem kaos og kosmos, ikke på et valg mellem kaos og
kosmos.
Uanset om Melpomene eller Thalia er taget i ed
som muse, skal skuespillerne vise genkendelige
handlinger, tanker og følelser bag deres handlinger (dét, Aristoteles kalder
mimesis), og det gør de (fleste) - i alt fald i det omfang, at der er materiale
til dem at bearbejde. Førnævnte Tom Jensen har man således svært ved at tro på,
og hans hustru virker mere hævngerrig end sørgende i sin kamp for at finde en
forklaring på sine syv børns død, men ellers er der primært positive
bemærkninger til rollelisten: Benedikte Hansens Elizabeth Proctor er en stærk
kvinde, stærk selv i frygten og i resignationen over sin skæbne og stærk over
for ægtemanden, så hos hende finder han ingen svar. Det betyder dog ikke, at John
Proctor fremstilles som nogen svag karakter, han er netop et smukt portræt af
et menneske splittet af sine følelser – harmen over de uretfærdige anklager,
samvittigheden over sit forbudte begær og kærligheden til sin familie – og Olaf
Johannessen behersker alle nuancer, så han havde fortjent at være blevet ført
hele vejen til galgen. Helle Fragralids fremstilling af Mary Warrens opløsning,
da løgnens konsekvenser går op for hende, er meget gribende, langt mere
gribende end Sara Hjort Ditlevsens Abigail Williams, som på grund af sin
forelskelse i Proctor er den, der skubbes ud over kanten og sætter lavinen af
løgne og beskyldninger i skred; hun virker mere kold og ufølsom end plausibelt
er. Morten Suurballes frygtsomme pastor Parris mumler mere, end hvad kan
tilskrives karakterens manglende selvtillid og tro, men Henning Jensen har
(naturligvis fristes man til at sige!) som Danforth en stentors røst og en
myndighed, der forhindrer enhver tvivl at rodfæste sig i hans sjæl; han er helt
uberørt – undtagen af stanken fra misrøgtede, døde husdyr. Henrik Jandorf
præsterer meget med den sammenbidte håndlanger Ezekiel Cheevers ganske få
replikker, og Rasmus Bjerg formår at formidle en djævelsk energi både som –
først – energisk djævlefordriver og – siden – fornuftens forkæmper. Det er
således svært ikke at blive berørt og forhekset – men forløst bliver man ikke.
Ikke medmindre man som jeg var i selskab med en kollega, der efter
forestillingen med et glimt i øjet kunne bemærke, at så anklagende som dramaets
hysteriske teenagere er vores elever trods alt ikke…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar