Falstaff på falderebet

Fremragende genopsætning af Verdis sidste opera, d. 19. marts 2016

På Det kongelige Teater markerer de tre kunstarter i foråret indirekte 400-året for Shakespeares død, en forestilling hver. Indirekte for Shakespeare er kun forlæg for ballettens Romeo og Julie, instruktøren Peter Langdal har selv oversat Kong Lear og nogle steder så frit, at der intet af originalstykket er tilbage, og librettoen til Verdis sidste opera er skrevet af Arrigo Boito over en karakter, der optræder i hele to af Shakespeares dramaer uden at være hovedperson i nogen af dem: Sir John Falstaff. Også på denne produktion, der er en repremiere fra Verdi-jubelåret 2013, er Peter Langdal instruktør, men det er en noget mere afdæmpet og tilbagetrukket Langdal end ved iscenesættelsen af Kong Lear, der stadig spiller i Skuespilhuset. Falstaff er gjort umiskendeligt og meget charmerende engelsk med store damehatte fra 1950’erne, kroketspil, havedyrkning, cykler, pubber og en masse ældgammel overtro; det er en helstøbt, men ret idéfattig opsætning uden ret megen humor i skuespillet, selvom dette er ægte og båret af stor menneskeforståelse.

                      Humor er der til gengæld i partituret, og hvad der ved gensynet med opsætningen savnes af komisk spil på scenen, er der i graven. Få operaer ejer så stor humor, så megen kluklatter og så smittende en livsglæde, at musikken alene kan bære morsomhederne igennem (jeg blev vist selv forledt ved premieren for 2½ år siden), som det sker her, og det er genialt set af Verdi at give Falstaff sin helt egen komedie. Partituret forløses lige så genialt af de medvirkende, først og fremmest Det kgl. Kapel under ledelse af Pier Giorgio Morandi; mens de musikere fra kapellet, der spiller til Romeo og Julie på Gamle Scene og Powder Her Face på Takkelloftet har en lidt ulden klang, så sidder hver frase, hver melodi, hver tone på Operaens store scene lige i skabet! Morandis egen begejstring for kapellet taler ved tæppefald sit eget sprog, for han er om muligt endnu mere jublende og taknemmelig end publikum. Mon danskerne egentlig er klar over, hvilken gave vi har i dette fantastiske orkester? Jeg overhørte min sidemand på vej ned i garderoben sige til sin ledsager, at han vist var udlænding, der sad ved siden af hende, for han virkede meget begejstret…

                      Sangernes standard er mestendels forbedret siden premieren. Donnie Ray Albert ejer stadig scenen og salen som sir John Falstaff, han hviler i sig selv og partiet. Mathias Hedegaards Bardolph er kun blevet bedre siden 2013, og man undrer sig over, at han skal spises af med så små partier, når Jens Christian Tvilum skal være på scenen i snart sagt hver eneste produktion på Den kgl. Opera og i alt fald ikke er hjemme i partiet som Dr. Cajus. Nicole Heaston er en drøm i partiet som Mrs Ford (hun melder sig ikke indisponibel og kan hele tiden høres over orkesteret), og Johanne Bock som Mrs Quickly og Hanne Fischer som Mrs Page fuldender trioen af drilske damer. Gabriella Pace synger Nanetta underskønt, som Inger Dam-Jensen gjorde ved premieren, men ikke bedre, så hvorfor operachefen har fyret hende på gråt papir kan man kun tage sig til hovedet i spekulationer over. Roman Burdenko matcher smukt Lucio Gallos Ford ved premieren, og anden akts første scene mellem Falstaff og Ford er igen et højdepunkt. Alt i alt er genopsætningen fremragende, og det er en trøst at have noget at opleve den på falderebet; lørdag d. 19. marts var sidste opførelse denne sæson.