Folketeatrets
gæstespil med Den politiske kandestøber
på Odense Teater d. 21. marts 2017
Nogle sentenser og
brudstykker fra litteraturen har hægtet sig fast i samtidens hukommelse og er
siden vandret over i hverdagssproget og således overleveret gennem historien.
Ludvig Holberg, inkarnationen af oplysningstiden i Skandinavien, står for en
del af disse; indskyder man i en diskussion: ”De siger, Jeppe drikker, men
hvorfor drikker Jeppe?”, så ved de omkringværende, at der stikker mere under,
at en slagkraftig Nille og en udspekuleret degn lurer i kulissen, og siger man:
”Et er søkort at forstå,/ et andet skib at føre”, så ved tilhørerne ikke kun,
at man citerer komedien Den politiske
kandestøber, men også, at man mener, at man ikke bør gøre sig klog på hvad
som helst. Skulle man ikke kende resten af komedien, så gør det ikke noget, og
paradoksalt nok lever Holberg nok primært i disse løsrevne brokker, for hvor
mange kender egentlig Holbergs komedier i dag? Den fynske Opera, der netop har
spillet Carl Nielsens Maskarade,
vidste tilsyneladende kun, at denne opera er inspireret af Holbergs Maskerade, selvom elementer fra andre
komedier også indgår heri, og få teaterchefer tør i dag spille Holberg uden i
bearbejdet udgave.
Kasper Wilton iværksatte i sin tid som direktør
for Odense Teater (hvor han stadig savnes) en række mindeværdige opførelser af
Holberg: Maskerade og Henrik og Pernille kan stadig få
undertegnede til at klukle indvendigt. På Folketeatret har han dog ladet Den stundesløse og nu Den politiske kandestøber bearbejde
markant, inden de er kommet på scenen, og Thor Bjørn Krebs lader heller ikke
meget af sidstnævnte komedie uberørt: Persongalleriet er beskåret væsentligt, karakterernes
køn er moderne mixet, og der er tildigtet en ny intrige og en syndflod af
referencer til nutidens politiske liv. Holbergs originale komedie er et
farceagtigt rend af personer, døre går op og i, så det i sig selv er et komisk
element, der er med til at tage pusten fra Herman von Bremen, men det er nu
også ganske vittigt fundet på at lade de samme karakterer gå igen og lade flere
være involveret i intrigen mod kandestøberen. Således er det Mathias Sprogøe
Fletting som Antonius og Søren Hauch-Fausbøll som Frants Parykmager, der
forklædt som rådsherrerinder kommer til kaffe hos borgmesterinden alias mutter
kandestøber, og dét er kosteligt at se!
Komedien
indledes med et parti strå, der handles under bordet af Abrahamsen og Sanderus,
hvilket gør dem til gennemgående karakterer, som fører adskillige lange
disputter om politik med Herman von Bremen og hans parti af Gert Buntmager og
Wilhelmine Malermester(inde!), og som viser et fortegnet billede af politikere
som nogle korrupte slyngler, der kun forstår at mele deres egen kage. Det står
der intet af hos Holberg. Von Bremen & Co. er naturligvis ikke bedre og
buldrer som tomme tønder løs med et ekko af nutidens politik: BNP bliver til
BMW, krumme agurker, ting fejet ind under gulvtæppet, pressemøde som
statsministerens, Joachim Kuglestøder, Søren Pindehugger og så videre og så
videre. Det er alt i alt ret pinlige og forudsigelige vitser, der lægges i
munden på karaktererne; det satiriske element er forslidt og risikerer kun at
bekræfte publikum i en udbredt politikerlede, hvilket får femte akt og den
afsluttende morale, der stort set ikke er bearbejdet, til at drukne, og det
giver et meget misvisende billede af Holbergs hensigt med komedien.
”Af
hvad som mig i dag er sket,
hver
håndværksmand kan lære,
at
den, der retter øvrighed,
just
selv den ej kan være (…)”,
slutter Holberg – og her
også Thor Bjørn Krebs. Det er det oplysningens spejl, teatret kan holde op for
publikum, men det er næppe sandsynligt, at mange publikummer tør se sig selv i
dette spejl, når de forud kun har let af politikere og politiske fadæser. Satiren
bliver en idé, der er løbet løbsk.
Heldigvis kan man dog stadig le eftertænksomt
og oprigtigt, for hvad de nyskrevne vittigheder mangler af humor og komik, det
besidder skuespillerne. Instruktøren Søren Iversen har gjort et stort arbejde,
for at replikkerne ikke blot fremsiges, men at skuespillerne også agerer, tager
sig tid til at forme og underbygge ord med mimik, gestik og tonefald. Torben
Zellers Gert Buntmager og Søren Hauch-Fausbølls Frants Parykmager (hvad enten
han sidder i collegium politicum eller
er forklædt som rådsherreinde) formår med den mindste bevægelse, det mindste
løft af et øjenbryn at understrege karakterens personlighed, så deres blotte
tilstedeværelse på scenen får en til at le. Mathias Sprogøe Fletting løfter
smukt arven fra sin farfar (ja, den Sprogøe) og evner den svære kunst at være
overbevisende pjattet uden at falde igennem og få publikum til at krumme tæer;
det er ikke bare stort komisk talent, det er i det hele taget meget stort
talent, den unge mand viser. Kristian Holm Joensen har større erfaring end
Sprogøe, men er lige så eminent spillende; nok kan han være en hund i et spil
kegler og le kejtet, men hans overblik, hans mod til at svare igen og hans
ambitioner om at avancere gør alligevel, at Abrahamsen og Sanderus til slut
gelejder ham ud for at blive deres mand. (Ydermere får han bearbejdelsens
bedste vittighed: ”Et stykke med torskerogn er jo egentlig bare en æggemad, der
er bare mange flere æg på!”) Sofie Alhøj som Engelke er sød, køn og djærv nok
til ikke at ville være frøken (så hun uden hensyn kan kravle ned under den
forklædte Antonius’ kjole…!), Jesper Riefensthals Sanderus er forfængelig og uden
is i maven, men alligevel politiker og derfor hjemmevandt i sine mange
forklædninger, mens Sonja Oppenhagen som Abrahamsen er en veritabel
Machiavelli, kynisk og udspekuleret.
I hovedrollerne brillerer Henrik Kofoed og
Mette Horn som hr. og fru kandestøber: Han tager såvel sin udnævnelse til
borgmester som sit nederlag med stoisk ro, hvilket giver ham en velgørende
kerne af alvor, det rolige punkt i orkanens øje, og det er aldrig ham, man ler
højst af, og det er egentlig velgørende, når det nu er ham, der belæres i
komedien. Hun er nok prosaisk, jævn og slår en prober næve, men falder dog også
for intrigen og bliver inderligt komisk stadset ud med paryk, sløjfer og
kælegris på skødet. De grimasser, hun kan skære, når hun skal kysse den i
rådsherreindernes påsyn, giver latterkramper (men selv udstoppet er pattegrisen
vist også ret slatten og ”død i sværen”…)! Kun Christiane Gjellerup Koch falder
lidt igennem; hun er ellers slagkraftig nok, slår i bordet og siger fra, men
hun er mere alvorlig end komisk, og det virker ikke overbevisende. Imidlertid vikarierer
hun kun for Lisbeth Gajhede, der måske nok har været mere rund i rollen, fordi
hun har spillet i længere tid.
Det er ikke kun sympatisk at ville holde fast i
Holberg og spille ham, så han kan blive den kerne i al dansk teater, der ofte
synes at mangle, det er også sympatisk at turde holde fast i en morale, som i
dag måske kan synes utidssvarende ved at tale demokratiet midt imod. Sandheden
er jo bare, at Holberg – igen! – har ret og er mere aktuel end nogensinde,
fordi de sociale medier netop har gjort en livlig, men oftest også misvisende
og fejlagtig politisk diskussion mulig. Vi sidder ikke længere på kroen og
diskuterer, hvad herrerne i rådet ikke kan finde ud af, vi sidder trygt bag
skærmen og ytrer os om stort og småt (mest det sidste!), mens vi rakker ned og
kritiserer, og samtidig engagerer færre og færre sig i reelt politisk arbejde.
Det havde været velgørende, hvis holdet bag forestillingen også havde turdet
fremhæve netop dette og ikke skjule det bag en masse vittigheder, der blot
smisker for publikum, men som bekendt: Et er komedie at spille, et andet
Holberg at forstå…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar