Nunc est bibendum!

August Ennas ukendte opera Kleopatra er en stor success. Gamle Scene d. 12. marts 2019

Nunc est bibendum, nunc pede libero
pulsanda tellus, nunc Saliaribus
     ornare pulvinar deorum
     tempus erat dapibus, sodales.[1]

Således begynder Horats sit berømte digt skrevet i glæde over, at dronning Kleopatra er død for egen hånd ved en slanges bid: ”asperas/tractare serpentes, ut atrum/corpore conbiberet venenum”[2]. At den egyptiske dronning med den berømmede profil er død i 31 f. Kr., markerer, at Cæsars arving, den kun 32-årige Octavian, har besejret sin adoptivfars mordere og dermed afsluttet den krig og splittelse, der har præget Romerriget gennem det meste af det 1. årh. f. Kr.

                      Så vidt er det ikke endnu ikke kommet i August Ennas opera Kleopatra fra 1894, som Den jyske Opera nu med stor fortjeneste har taget initiativ til at grave frem og sende på turné over det ganske danske land. I operaen er Kleopatra den sejrende, idet hun overvinder den unge Harmaki, der som arving til den gamle farao-slægt (Kleopatra tilhører den ptolemæiske slægt) vil myrde hende, befri landet for det romerske overherredømme og selv overtage Egyptens dobbelte krone. Det er hele handlingen, og i Einar Christiansens meget højtidelige og poetisk svulmende libretto (replikkerne er alenlange, det er næsten kun monologer) skrider handlingen adstadigt frem. For adstadigt til et moderne operapublikums smag måske nok, men på den anden side kunne operaen være netop det, det moderne, stressede mennesker eftersøger: fordybelse og tid til at dvæle i nuet. Det er afgjort ikke noget ligegyldigt fortidsfund, der nu kan opleves; musikken funkler og sangen beruser som nogen skat fra faraonernes Egypten, operaen er virkelig en dronning værdig. I det store orkester og i de store stemmer er inspirationen fra Wagner meget tydelig, men samtidig har Enna skrevet smukke og smægtende melodilinjer, som er milevidt fra Wagner, og man bliver virkelig indtaget i musikken, man beundrer den ikke kun køligt og på afstand. Undertegnede er mest tilbøjelig til at sammenligne melodirigdommen med Lange-Müller; operaen er Der var engang i en indpakning af Wagner og eksotiske, farverige klange.

                      Farverig er Bent Baurs scenografi og instruktion til gengæld ikke; den er nordisk kølig og æstetisk enkel: Et halvrundt rum med en enkelt søjlelignende halvvæg giver lige så meget mindelser om en vikingehal som en egyptisk sal af sandsten. Skamler, en prunkløs trone og et ildbækken udgør de eneste rekvisitter, så Ennas store, rige partitur får virkelig lov til at møblere rummet, så man virkelig kan beundre det. Det er et klogt træk, selvom Weekendavisens selvsmagende anmelder naturligvis ikke kan lade være med at tale den ned for at være enkel, men enhver ting til sin tid. Det giver også plads til en personinstruktion, der inden for grænserne af den tunge libretto formår at skabe troværdige, levende karakterer og endda i glimt åbne for dybder i psykologien, som Einar Christiansen ikke har evnet. Således overdrager Kleopatra Harmaki kniven, som han har villet dræbe hende med, i fængslet, så han ikke skal dø for bødlens hånd, og en halv- eller helnøgen mandlig slave følger spøgelsesgrå scenegangen som et forvarsel om Harmakis undergang. Uta Meenens kostumer er lige så enkle, men slår også klart tonen an og stedfæster ved hjælp af lidt guld og kostumernes snit handlingen til den egyptiske oldtid. Det er betagende!

                      Sangerne er af en særklasse, der med bravur honorerer de ualmindeligt høje krav, som Ennas partitur stiller. Ukrainske Stefania Dovhan synger ikke blot titelpartiet med stor styrke og ditto skønhed, hun mestrer endog den danske tekst med en træfsikker udtale, så man tror, hun er pæredansk. Finske Christian Jusli har som Harmaki lidt mere uld i munden, men det er ingen kritik, når man hører den bredde og kraft, hans tenor har, og tyske Tanja Christine Kuhn mestrer såvel dansk som de høje toner i partiet som Charmion, hvis jalousi for hende til at forråde Harmaki, som hun elsker. Thomas Christian Sigh synger overbevisende partiet som ypperstepræsten Sepa, og herrerne i Den jyske Operas Kor har aldrig været så udfordrede, men heller aldrig lydt bedre - bravi tutti! Alle er medvirkende til, at denne ellers ukendte opera bliver siddende i kroppen på en, og undertegnede er lykkelig over også at have billet til den sidste opførelse på turnéen i Odéon om en måned. Forhåbentlig bliver der udsolgt landet over, for det er virkelig værd at hæve glasset og skåle for Den jyske Opera for at have hentet denne musikalske skat frem i lyset: Nunc est bibendum!

---

[1] ”Nu kan vi drikke og med frejdig Fod/i Dansen trampe! Smyk nu Templets Puder/til Takkefest for Mars - og sæt saa frem/et Offermaaltid for de høje Guder.”

[2] ”lagde Slangen til sit stolte Bryst,/at hendes Legem kunde Giften drikke.” (Axel Juels oversættelse (1933))