Lise Davidsen på Gamle
Scene d. 22. september i strålende sol
Septembers
himmel er så blå som nogen frostklar morgen over tindrende, lysende sne. Den
har en dybde og en nærhed - ja, den synes tættere på - som kunne man føle på
den; den ser fast og hård ud, til at skære sig på. Som granit. Sådan er denne
søndag: Unge, børn og gamle ligger i græsset i Kongens Have som de blade,
træerne er begyndt at tabe, og som daler, selvom der ikke er en vind, der rører
sig. Solen skinner varmt og jævndøgnsnådigt, men den skinner også gennem
træernes grene og kaster lange skygger. ”Sommer lächelt erstaunt und matt”, som
det hedder i Herman Hesses digt ”September”, og det er et meget varmt smil, der
passer glimrende til dagens begivenhed: Den første af række liedkoncerter
verden over med den norske stjernesopran (det står der på programmet) Lise
Davidsen, men hun overstråler allerede de fleste andre sopraner. Hun er ingen
stjerne, hun er en sol.
Koncertens program består
af sange af Brahms, Schumann, Sibelius, Grieg og Richard Strauss, fra romantik
til senromantik. Den sydafrikanske pianist James Baillieu ledsager Davidsens
sang, og han gør det fremragende; undervejs skal han - i Sibelius’ tonedigt Luonnotar - gøre det ud for et helt
orkester, men alligevel er det Davidsen, der løber med opmærksomheden. Hun er
høj og stærk som en valkyrie. Man ser udmærket, at hun har spillet håndbold, og
man frygter at møde hende i forsvaret, men samtidig smyger hendes lange, mørke
hår sig med elegant og feminin lethed om hendes hoved og nakke. Hun er nok
skåret ud af granitten i de norske fjelde, det er bare ingen kold, men en varm,
solmættet og gnistrende granit: Hendes sopran er varm og fyldig, og dog også
bred og blød, så man falder ned i den som i den saftigste sæter. På samme tid
bliver man holdt oppe og holdt fast, for hendes stemme har en styrke, der også
må stamme fra den svimlende stejle fjeldryg. Gamle Scene bliver et bittelille
centrum i universet, når hun lader sin stemme klinge, en norne, en vølve, der
hypnotiserer.
Måske det skyldes
Davidsens klang af klippe såvel som af høj sol, at det nordiske repertoire passer
bedre til hendes stemme. Schumanns sange om Maria Stuart med tekst af Maria
Stuart er en komprimeret opera, som Davidsen forlener med stor indlevelse og gribende
drama, men der er et endnu større drama i Luonnotar:
Naturens datter skaber himlen, månen og stjernerne af skallerne fra knuste
andeæg og man tror det; Davidsen er
naturens datter. Hun bærer højderne og vidderne med videre til Sibelius’ fem
sange, opus 37, og nummer 2, 5 og 6 af Griegs opus 48, så da koncerten sluttes
af med seks sange af Richard Strauss er publikum bjergtaget - altså forført og
fortryllet af hendes stemmes urkraft. Hun forstår dog at tæmme denne urkraft
til Strauss’ mere naturlyriske toner, men den er der stadig, klippegrunden
under det hele. Publikums jubel er både øredøvende og vedvarende og resulterer
i hele to ekstranumre, bl.a. Strauss’ ”Morgen”, og med den går man hjem. Hvad
kunne være mere passende som optakt til, at denne sol nu stiger op og kaster
sit lys ud over verden? Varmen bliver og sidder i en længe, længe efter - også
da efteråret en uge senere er blevet gråt og vådt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar