Nøgne træer

Store stemmer i Den jyske Operas sort-hvide Eugen Onegin. Premiere d. 9. oktober 2019

Måske det er vidderne. Måske tungsindet og melankolien i russisk kunst skyldes steppernes uendelige vidder; uden nogen horisont bliver mennesket så uendeligt bittelille og vier sig selv til drømme og forpint længsel efter dét, der ligger længere borte, dét, man ikke kan nå og derfor ikke kan få. Måske. Der er i alt fald mange karakterer, der ikke falder i hak med tilværelsen i russisk litteratur: Dostojevskys persongalleri er nok filosofisk, men det består af mordere, tyve og bedragere. Tolstojs personer mener, de kan gribe og mestre nuet, men fejler, og hos Tjekhov er alle brutalt spiddet af ubeslutsomhed som en sommerfugl på en nål, og alligevel tror alle, de flyver videre. På den anden side er alle disse skæbner fascinerende, fordi de favner noget urmenneskeligt og genkendeligt eksistentielt, og derfor griber de også vesteuropæere, der aldrig har oplevet de russiske stepper, om hjertet.

                      Dog er det netop vidderne, der dominerer Hinrich Horstkottes scenografi til Den jyske Operas turnéopsætning af Tchaikovskys vidunderlige Eugen Onegin. Det er en turnéscenografi, der skal kunne pakkes ud i alle haller og scener landet over, så den er komprimeret, og handlingen udspiller sig for det meste på forscenen, men bagud synes rækken og mængden af birketræsstammer uendelig, og birkebarkens sorte og hvide farve går igen og dominerer fuldstændig forestillingen: Møbler, veranda, paneler og kostumer er i begyndelsen hvide med enkelte sorte elementer, indtil dramaet spidser til, og handlingen flyttes fra det ubekymrede liv på landet til samfundets højeste lag; her bliver dørene sorte, og det hvide er juvelerne, der glimter i de sorte kostumer. Selv de birkestammer, der forestillingen igennem står midt i stuen og minder om konflikten mellem natur og kultur, mellem menneskets inderste lyst og samfundets normer, sættes i montre og bliver bare en del af indretningen. Det er mageløst smukt. Horstkotte siger selv i de meget sparsomme programnoter, at han er inspireret af Tjekhov, og det er sandt: Den sort-hvide scenografi indrammer de ensomme, sårbare karakterer i operaen og indfanger kontrasten mellem drømmerne Tatjana og Lenskij, Olgas livsglæde og Onegins livslede. Tatjana, Olga og Lenskij er alle klædt i hvidt, Onegin er i sort, tilknappet jakke og viser først sit hvide skjortebryst under duellen. Overalt flagrer det med hvide papirark - digte, breve - som desperate forsøg på at få hinanden i tale, men alle forbliver lige fanget i dem selv. Hos Tjekhov fremstår de fleste ret naragtige og lattervækkende, her ender alle ulykkelige og lukket inde af livet omkring dem.

                      Horstkotte står også for instruktionen, og som scenografien er den enkel, original og tro mod værket. Det er smukt set at lade den muntre og sorgløse Olga vandre bort, mens Lenskij - med ryggen mod hende - erklærer hende sin kærlighed med stor patos. Det er modigt at lade Tatjana juble og le næsten hysterisk over - endelig! - at have fundet de rette ord i brevscenen, og det er stor psykologisk indsigt at lade fyrst Gremin lytte ved den åbne dør til Tatjana og Onegins møde. Sidstnævnte detalje får ekstra dybde ved at Gremins krigshandikap her er blindhed, hvorfor han går med samme sorte briller, som den overlegne, usympatiske Onegin i operaens begyndelse går med. Kærligheden er som bekendt blind, og tragedien i denne opera er ikke, at personerne ikke kan se, men at de ikke vil se - ikke før det er for sent. Der er en udsøgt rytme i at lade de tre første scene begynde med en person, der sidder stille og ensom på en bænk, og der er en dyb forståelse for menneskesindets dybder i at lade Onegin genopleve ikke bare duellen med Lenskij, men også i at lade ham forestille sig at have skudt Olga mellem den festklædte adel. Alt sammen ledsaget af den festlige polonaise. Uden således at gøre handlingen statisk eller udramatisk fremstiller Horstkotte karaktererne, der i deres følelser spejler hinanden, som nøgne træer, der står ensomme og ubevægelige over for hinanden og rækker mod hinanden uden at nå hinanden. Kun musikken kan virkelig udtrykke deres urolige indre liv.

                      Enkelte blinde punkter har Horstkotte dog også (måske en naturlig skavank ved at være en tysk skolet iscenesætter?). Hvorfor ler de festglade gæster ved fyrstens hof ad Onegin? Det er nok, de peger fingre af ham og udstiller ham i hans egen bevidsthed. Hvorfor er en af korets herrer klædt i kjole og en af kvinderne i toreadordragt under karnevallet ved Tatjanas navnefest? En sådan leg med kønnet kan kun ses som en malplaceret kommentar til publikums nutid, ikke til værkets. Sidst men ikke mindst: Hvorfor hypnotiserer M. Triquet Tatjana under samme navnefest? For at gøre ham til en uhyggelig, diabolsk karakter, der trækker i trådene og styrer personerne som marionetdukker? Det bliver for indviklet for undertegnede; de tråde må andre rede ud! For mit indre blik tegner klare billeder sig af Elisabeth Lintons sublime iscenesættelse i 2003; den var lydefri og ren i sit udtryk, her er enkelte mislyde.

                      Det er imidlertid detaljer, og man tilgiver Hortskotte p.g.a. den smukke scenografi og ellers rige, psykologiske indsigt. Desuden oversvømmes de af Odense Symfoniorkesters brusende, berusende spil under Tecwyn Evans’ beslutsomme direktion og af paraden af formidable sangere: Jens Søndergaard er en drøm i titelpartiet og med stemmen aspirerer han som få sangere til virkelig at gøre Onegin, ikke Tatjana, til operaens hovedkarakter; han er høj, flot og har en varm, stærk stemme, som man ikke kan fortænke Tatjana at forelske sig hovedkulds i. Elin Pritchard forlener Tatjana med lige dele styrke og pigelig usikkerhed, kun er det en skam, at hun ikke er en større skuespiller, men glem det og nyd stemmepragten. Dmitrii Bashkirov er en lyrisk, sart og næsten underspillet tenor, der kan bære, at Horstkotte tragikomisk lader ham bære kostumet som den hvide klovn fra navnefesten under duellen; han er på en gang desperat og opgivende og løfter dårligt pistolen mod Onegin. Johanne Højlund er den mest overbevisende, livlige, glade Olga, jeg mindes at have set; hendes mezzosopran er smukt krydret og parat til at tiltale alverdens kræsne ører - brava! Endelig er Valerian Ruminski (amerikaner!) en drøm af en fyrst Gremin, og Bolette Bruno Hansen træder frem fra koret som solist og forlener Filipjevna med såvel skønsang som smukt, smukt skuespil.

                      Det er en pragtforestilling, Den jyske Opera nu sender landet rundt, og fortjenesten er ikke mindst sangernes. Man går henrykt fra forestillingen og glemmer næsten, at ledelsen hos Odense Symfoniorkester har forpasset chancen for at vise forestillingen i Odéon ved siden af koncerthuset, og her har man ellers en sal med akustik til både scenegang og orkester. Man er gennemblæst og lykkelig, som har man stået i en lund af birketræer og mærket vinde suse i de nøgne, piskende grene. På samme tid er man gået lidt i stykker indeni, men det skal man jo være, når man har været i operaen og fået et glimt af vidderne inde i en selv.