Det store stilehæfte på Husets Teater d. 3. juni, Odense Symfoniorkester d. 4. juni
Odense
Symfoniorkester lancerede i den lemlæstede sæson 2020-2021 en koncertpakke med
overskriften ”Mind the Music”. Her fokuserede orkesteret på psykisk sårbare
komponister i et samarbejde med SIND og Psykiatrifonden, men på trods af det
etisk smukke i denne alliance og det æstetisk interessante ved dette fokus kan
man nemt forestille sig, at initiativet forsøger at dække over fraværende
ambitioner og manglende musikalsk mod i den sæson, der nu lakker mod enden, og i
den foreløbigt halve sæson, der er annonceret. Ved koncerten d. 4. juni gæstede
H. K. H. Kronprinsesse Mary Carl Nielsen-salen som protektor for Psykiatrifonden,
og selvom det naturligvis bidrog til en festlig stemning, så var det eneste
musikalsk interessante den kommende chefdirigent, Pierre Bleuze - for man må
trods alt håbe, at Odense Symfoniorkester, der nu med jovial onkel-humor
lancerer sig selv som OS, stadig har musikken som primære fokus, selvom man
nedlægger Filharmonisk Kor og opgiver muligheden for koncerter med kor…
Pierre Bleuze er elegant
fransk i sin smidige, adrætte og slanke fremtræden, og det bliver spændende at
se, om denne smidighed kan indprentes orkesteret med tiden. Bleuze er en dirigent,
der formår at fastholde orkesterets opmærksomhed, styre og lede med stort
musikalsk overblik, men Odense Symfoniorkester har altid bedst ladet sig lede
rytmisk. I aftenens program er Ravels sprælske klaverkoncert i G-dur og
Mussorgskys Udstillingsbilleder (i Ravels orkestrering) i gode hænder;
Ravels jazzede rytmer, bratte, men lyse indfald og heftige udbrud forløses
sublimt - ikke mindst med den både charmerende og dybt virtuose Jean-Efflam
Bavouzet som solist - og den volumen, der fordres af Ravel i Mussorgskys toner,
er heller ikke noget problem for OS. Men Stravinskys sarte og finurlige
neobarok i Pulcinella Suiten, der indleder koncerten, er en anden
udfordring for Bleuze, for her sættes tempoet ned. Der sidder blændende dygtige
musikere blandt OS, fortrinsvis blandt blæserne (i flæng kan man nævne Henrik
Skotte, Morten Østergaard, Victor Koch, Niels Aamand Pedersen og - selvfølgelig
- Rune Most), og de brillerer; de følger Bleuze i alle tempi med stor
indlevelse og smuk klang til følge. OS’ achilleshæl har altid været strygerne,
og det høres navnlig i langsomme, sjælfulde passager. Koncertmester Eugen
Tichindeleanu får vist sit værd som solist - han spiller fremragende! - men som
gruppe evner strygerne ikke at forløse Bleuzes ambition om et inderligt og ægte
spil i Stravinskys sart sprøde partitur. De kan spille langsomt, de kan holde
et roligt tempo, men det er aldeles uden indlevelse, og det er synd - navnlig
ved denne lejlighed - at sindets følsomme sider ikke forløses.
Dybde
og intensitet var der i kammerspillet mellem Olaf Johannessen og Jens Albinus i
sidstnævntes dramatisering af Agota Kristofs barske og dog følsomme roman, Det
store stilehæfte, på Husets Teater. Deres samspil blev i sidste sæson
belønnet med en reumert for årets mandlige hovedrolle, og man forstår denne
usædvanlige, men indlysende beslutning: De er tvillingerne Lucas og
Claus (der først optræder under navn i Kristofs andet bind om deres historie, Beviset),
og de er forestillingen.
Husets Teaters lille og
meget intime scene er helt sort, men den burde måske til lejligheden have været
helt hvid for at tydeliggøre, at handlingen og romanen er de nøgterne historier
om livet hos en streng og bitter, men stadig retfærdig bedstemor under en
ikke-navngiven krig, der skrives på siderne i et stort stilehæfte/males på
scenen. Det er ordene, der bærer forestillingen; selvom Johannessen og Albinus’
nærvær brænder igennem og sætter sig fast i erindringen, er det gennem ordene,
at billederne i den barske beretning bliver til: Drengene fortæller - ofte i
kor eller i munden på hinanden, andre gange på skift - om ankomsten til den
ukendte bedstemor, om savnet af moren, der efterlader dem, om det hårde slid i
bedstemorens have, om snavset og stanken, om slag og spark, om vilje og
selvdisciplin, om omsorg og ømhed midt i krigens ubønhørlige grusomhed og meningsløshed.
De gør det med intentionen om at skrive, hvad der er sandt. Der er derfor stort
set ingen adjektiver i beretningen; der er konkrete substantiver, og der er
primært handlings- og ytringsverber, ingen føleverber, ”for ordet ”elske”
mangler præcision.” Det er barske ord, når de kommer ud af munden på drenge på
9-10 år - også selvom skuespillerne er aldrende mænd.
Søgt er det afgjort ikke,
at begge skuespillere nærmer sig 60 og spiller børn. Det er i deres spil, at sindets
dybder loddes og udlægges for publikum, ikke i hverken rekvisitter eller
scenografi; begge dele udgøres - ud over lyssætningen - af et gigantisk, hvidt
pudevår, som umiddelbart kun har den funktion, at der er noget for dem at gribe
fat i - undtagen i scenen i præstegården, hvor stoffet fyldes af luft og både
illustrerer vasketøj og sæbeskum i badet med stor poetisk virkning. Johannessen
og Albinus’ alder føjer snarere et lag til forestillingen og karakterernes
psykologi: De ellers robuste drenge, hvis moralske kompas aldrig svigter, er således
fastholdt i barndommen, til trods for den terapeutiske stileskrivning og deres omsorg
for dem, der er endnu svagere stillet, nabopigen Hareskår og hendes
traumatiserede mor. Krigens grusomhed har ikke sluppet dem, og uden
fortsættelsen (Kristofs roman er en trilogi) virker de afsluttende ord om, at
det lykkes ene bror at flygte til nabolandet, snarere som en drøm end en
egentlig flugt. Eller også er forestillingen en opfordring til publikum om selv
at læse Kristofs romaner og høre fortsættelsen for sit indre øre gjort levende
af to reumertvindende skuespillere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar