John Frandsens Boudicca er smuk og ren vellyd. Den fynske Opera d. 8. oktober 2021
Cæsar
var den første romerske feltherre, der satte sig for at erobre Britannien. Det
lykkedes ikke. Det lykkedes heller ikke de første romerske kejsere, der efter
Cæsar alle gjorde forsøget; først i 43 e. Kr. under kejser Claudius (41-54) blev
Britannia en romersk provins. Det blev dog aldrig nogen rolig provins,
og selvom det lykkedes kejser Hadrian (76-138) at holde de keltiske stammer i
det nuværende Skotland ude ved at bygge en mur tværs hen over den britiske ø,
gjorde stammerne i provinsen gentagne gange oprør. En af de mere berømte
oprørere, som kendes fra bl.a. historikeren Tacitus (56-117 ca.), er ikenernes dronning
Boudicca, hvis mand Prasutagas havde gjort den romerske kejser til sin arving på
lige fod med sine to døtre i den forhåbning, at denne gestus ville kunne holde
romerne stangen. Romerne tolkede testamentet mere bogstaveligt, hvorfor de
udplyndrede ikenerne (der beboede det nuværende Norfolk), og som følge af dette
overgreb gjorde de under Boudiccas ledelse i år 61 oprør mod romerne. Denne
dronnings mod er blevet et symbol på oprør mod alle former for overmagt og
tyranni, og der findes malerier, skulpturer og fremstillinger på film og i romaner
af Boudicca. John Frandsen har skabt en opera - eller et monodrama - om hende,
og den er nok værd at opleve.
På sin hjemmeside stiller
John Frandsen det ret fortærskede og ikke videre originale spørgsmål: ”Hvad er
i grunden en opera?” Historien har lært os, at opera er en levedygtig genre,
der konstant finder nye former, der passer til tiden, så at finde én definition
på genren giver ikke mening. Men lad det ligge, for Frandsen viser med Boudicca,
at han har forstået, hvad opera er, og at han mestrer genren fuldt ud! Boudicca
er et medrivende, dramatisk, lyrisk og sanseligt musikdrama for tre musikere og
sopran. Handlingen er - bortset fra et intermezzo, der beskriver slaget mellem
romerne og ikerne - en indre monolog, hvor Boudicca natten før slaget reflekterer
over sit liv og over de følelser, der fylder hende som dronning og som
forurettet menneske. Librettoen fremmaler ikke bare Boudiccas tanker, men også
denne nat før det afgørende slag med romerne for knapt 2000 år siden, så den
bliver sanseligt nærværende og konkret:
”Still. No-one moves.
Still. No-one moves.
A thousand campfires lick the sky.
Still. Still. No one moves.
A dog barks, a sleepy growl.
A sentry turns,
another still in silhouette.
No moon, no stars.
An autumn cloak of low grey cloud
hangs moist and cool.”
Der
er ikke meget ydre handling i disse ord, men de gør Boudicca til et nærværende
menneske, og opera handler om at tolke menneskelivet for os i sang og musik.
Marlene Smith har
iscenesat, og det har hun gjort med denne indsigt, nemlig at både musik, sang
og scene spiller sammen og udgør en helhed. De tre musikere, Jesper Sivebæk på
guitar, Malte Vendelby på slagtøj og Maria Lundbak på klarinet og engelskhorn,
er en del af forestillingen; klokkespil, xylofon og trommer udgør en skulptur i
rummet fra det første nu, hvor det smukke lysdesign lander på instrumenterne og
synes at puste liv i dem. Endvidere har de tre musikere den samme dunkeltblå og
guldbræmmede kjortel på som Boudicca for at understrege, at musikken i lige så
høj grad tolker Boudiccas refleksioner og tanker som ordene i Nina
Smidth-Brewers smukke, lyriske strube. Alle fire er solister, alle fire
bidrager til fremstillingen af stemningen og oplevelsen af denne nat før
slaget.
John
Frandsens tonesprog er drømmende lyrisk og æterisk. Der er noget brittensk
udefinerbart over hans måde at kombinere tonerne på, hvilket understreger det
sanselige element i forestillingen, og samtidig er der i kraft af den
omfattende mængde slagtøj en energisk rytmik som kontrast. Sopranstemmen falder
naturligt og trygt ind i disse kontrasterende rammer, så det er et helt og
fuldt mesterværk, publikum oplever. Operaen begynder med et heftigt motiv for
trommer, der som en åndemaner får pulsen op, men også luller en i trance. Det virker
autentisk. Det virker som en plausibel gengivelse af kelternes mystiske
ritualer, og også den pointe i partituret griber Smith: Undervejs lader hun
Boudicca udføre sælsomme ritualer med hvide sted og med aske. Det forestiller
ikke noget, det er mystik for de uindviede, men det skaber en scenegang ud af den
indre monolog, og det illustrerer Boudiccas forståelige frygt, tvivl, men også
styrke:
”Dear Gods! I see
Dear Gods! I see
a battle rages in me
so deep, so deep,
I scarcely know,
but in those depths a part of me that
knows, that’s wise,
in battle with a part of me…
Yet lok!
My body straight and strong.
Dear Gods! this is a strange, strange
day.”
Publikum
fornemmer også den styrke, Boudicca udtrykker, og bifaldet er taktfast og
begejstret, selvom der desværre ikke er udsolgt denne aften i Den fynske Opera.
Det kunne man godt ønske; man kunne ønske, at denne aften var natten før det
store slag: en turné landet rundt. Det fortjener komponisten, det fortjener
kunstnerne, og det fortjener publikum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar