Nuancer af rødt

 Smukt overblik forløser ikke replikkerne i Molières Don Juan. Skuespilhuset d. 17. oktober 2023

 

I forførelsen kan der ingen mellemveje være. Enten falder man - pladask - eller også afviser man bejleren. Myten om Don Juan rummer en kerne af dobbelttydighed, der gør ham relevant og spændende til alle tider, han kan tolkes og forstås på ny - også fordi vi tiltrækkes af hans friheds- og oprørstrang - men måske mere end nogensinde nu i en tid, der er så fokuseret på nydelse, underholdning og likes. Men forførende må han være, så enten lader man sig rive med, eller også gennemskuer man hans overfladiske charme og afviser ham. Alligevel sidder man mellem to stole efter at have oplevet Anna Balslevs iscenesættelse af Molières version om den mytiske forfører: Man er vildt betaget af Balslevs iscenesættelse - nogle steder nærmer den sig det geniale - men der er kun én skuespiller på rollelisten, der overbeviser og betager.

                      Anna Balslev har modet til at sætte en handling i stå, altså at udelade dele af det skrevne drama, og samtidig fortsætte handlingen i pantomime, dans, tavshed. Hun gjorde det i en sneboldkamp i Et dukkehjem, så Nora og Helmer fik en lykkestund, inden Nora erkendte og kun var fodspor i sneen. Don Juan begynder ligeledes uden et ord; kun tyste orgeltoner markerer brylluppet mellem Don Juan og Donna Elvira, inden han - efter en smukt koreograferet, hed bryllupsnat - forlader hende for at slå sig løs som før. Forførelsen gentager sig efter samme koreografi med Charlotte, og så sætter Balslev til sidst trumf på ved bogstaveligt talt at trække tæppet bort under Don Juan: Bagtæppet ryger op, scenearbejderne kommer ind og rydder op, og han er helt alene. Da har han drevet sin forstillelse og sine løgne vidt nok, og ingen vil vide af ham. Det er stik modsat Sartres udsagn om, at ”helvede er de andre”, for for forføreren vil helvede være ingen at have at forføre. Det er ikke døden, der til sidst henter Don Juan, det er tomhed, og dét er skarpt set!

                      Læg dertil Karin Gilles smukke, smukke scenografi og smukke kostumer: et fortæppe i rødt og ensfarvede kostumer, der næsten alle er i nuancer af rødt for at understrege passionen og karakterforskellene i dramaet, er alt. Kun Donna Elvira er - først - i hvidt, siden i sort og hvidt, da hun drager tilbage til klostret. Don Juan selv er i lyserødt jakkesæt og blommefarvet skjorte, hans tjener Sganarelle i vinrødt, og hans mor, Donna Louise, er i flammende orange. Fortæppet bruges med overraskende effekt som den eneste rekvisit, hvad enten det løftes af skuespillerne, løftes for skuespillerne eller draperes smukt bag dem. Det er et sublimt scenebillede, og Viktor Dahls lydbillede føjer sig elegant dertil med sprøde guitarlignende klange, der subtilt sætter scenen i Sevilla. Gudskelov er han her ikke på scenen som i Fornuft og følelse på Betty Nansen; den verfremdungseffekt er efterhånden for stor en kliché, og musikken er på en og samme tid subtil og så konkret, at den næsten bliver en genstand på scenen.

                      Billedskøn er skuespillernes præstation til gengæld ikke. Morten Hee Andersen er som Don Juan uden tvivl charmerende med sit drengede smil, og han slipper bedre fra præstationen, end andre på scenen, men: Han vrænger. Værst er Mathilde Arcel som Sganarelle; hun har én tone i stemmen, når hun bræger sine replikker ud: forurettelse. Det er ironisk, eftersom Balslev i programmet udtaler, at hun for alt i verden ikke ville gøre Sganarelle til en klovn, for Arcels præstation er rent gøgleri. Ena Spottag var genial som Fortrængningsmesteren i Livstidsgæsterne for år tilbage ved at yde farcen stædig modstand, men her bliver hun en klovn som Pjerrot og Don Carlos, fordi hun ingen alvor har som klangbund. Hun er meget passende i brunlige nuancer i de to roller. Kristoffer Eriknauer som Charlotte har så lille en rolle, at han aldrig når at overbevise, men heller ikke han har nemt ved at skulle fremsige replikker på en scene, uden at det bliver kunstigt amatørspil, og hans kostume er gråt.

                      Ellaha Lack har som Donna Elvira en ægthed og evne til indlevelse, der hjælper, og hun hverken vrænger eller bræger forurettet; hun har imidlertid heller ikke viljen til at sætte tempoet ned, holde pause og give plads på scenen til den karakter, som hun tydeligvis har levet sig ind i og forstår. Dét har - selvfølgelig - Kare-Lise Mynster som Donna Louise, Don Juans mor, og hvor er det vidunderligt, at der er byttet om på kønnet, så man får mulighed for at opleve hende. Hun ejer scenen, når hun træder ind; hun hviler i sig selv på scenen og er et med sin rolle, eller: hun evner at tage en rolle på sig. Intonation, betoning, pause og rytmik bliver melodi på hendes læber og tegner den vrede adelskvinde og den sørgende mor som ét menneske. Ironisk er det, at man virkelig lægger mærke til det, fordi skuespillerne omkring hende gør så dårlig en figur, og hendes tale om pligt og ansvar forfører mere end forførerens smil og ligefremme tale. Af de nuancer af rødt, man præsenteres for denne aften, er det hendes strålende, varme orange, der betager mest; den lyserøde er for bleg, og den vinrøde er for mat.