Farvepragt: Written on Skin af George Benjamin og Martin Crimp. Gamle Scene d. 27. september 2025
Det er selvfølgelig et tilfælde,
men det er tankevækkende at sidde ved siden af Susanne Bier, billedskaberen,
denne eftermiddag på Gamle Scene. Hvorfor hun er her, vides selvfølgelig ikke,
men eftermiddagens forestilling, operaen Written on Skin, burde tiltale
en billedskaber, for den er – paradoksalt – billedrig og farvekøn. Paradoksalt,
fordi scenebilledet er klinisk, slidt og farveløst; det er partituret af George
Benjamin og dramaet af Martin Crimp, der river publikum med i en flodbølge, en
brodsø af akvamarin, jadegrønt og purpurrødt. De to, Benjamin og Crimp, synes
at være skabt for hinanden som Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal var
det: Det er sublim musikdramatik.
Siden
sin oprindelse har menneskeheden skabt billeder. Tusinder af år gamle
helleristninger og hulemalerier vidner om lysten til og behovet for at skabe
billeder og dermed historier om verden. Aristoteles satte som den første ord
på, hvad der sker, når mennesker skaber billeder og fortæller historier. Mimesis,
var det ord, han brugte, efterligning. Det skal ikke forstås sådan, at kunst
skal være realistisk. Malerierne i Lascaux-hulerne er genkendelige, men ikke
realistiske, og de græske tragedier, Aristoteles skrev om, var med deres
stiliserede formsprog med masker, musikledsagelse og koreograferede koroptog
alt andet end realistiske. Mimesis gælder modtagerens evne til at genkende de
menneskelige følelser, som maleriet, dramaet eller musikken skildrer, og det er
derfor ikke kunstens stilistiske udtryk, der er afgørende. Det må det
fordomsfulde operapublikum, der råber ”Regiteater!” efter alt, der ikke er
naturalistisk, skrive sig bag øret – eller hvor det lettere trænger ind.
Benjamin
og Crimp synes meget bevidste om dette kunstsyn og gør det til deres eget.
Benjamin har ingen ambition om at skabe realistiske lydmalerier – det gør
filmmusikken, siger han i programmet til Written on Skin – og Crimp er
en gudbenådet fortæller, der både evner at skabe nye, dramatiske former og
ekstremt loyalt at gendigte klassikerne. Operaen tematiserer det at fortælle en
historie om liv, død og kærlighed ved at lade den ene af de tre hovedpersoner
være en Dreng, en Engel, der skal skrive og illustrere en bog, og operaen formår
dermed både at være nyskabende og samtidig gribe sit publikum med en historie,
der er fortalt tusindvis af gange før. Handlingen er hentet fra og udspiller
sig i middelalderen og er et banalt (?) trekantsdrama, der ender med, at den
jaloux ægtemand dræber sin kones elsker og serverer hans stegte hjerte for hende.
Historien kendes fra en vida, er trubadurbiografi, men også fra
Boccaccios Decameron (Fjerde dag, niende historie). Boccaccio fortæller
historien lakonisk, primært gennem beretning, hvilket kun medvirker til at
forstærke den drabelige historie, fordi fortællestilen fordrer indlevelse hos
læseren. Det kræver forestillingsevne og fantasi til at se forførelsen og
begæret for sig, det kræver indlevelse at se jalousien for sig, og det kræver
mod at se det bankende hjerte blive taget ud af det blodige bryst på en mand.
De evner er nok sløvede i en verden, der trænger ind på os med eksplicitte,
utilslørede og naturalistiske billeder fra alle skærme. Skærmene skærmer vores
følelser.
Martin
Crimp skaber distance til historien og tvinger publikum til at forholde sig til
den ved at lade et englekor fortælle historien og ved at lade alle karaktererne
omtale sig selv i tredje person: ”What d’you want, says the woman” – ”To show
you the page, says the Boy”, synger de. Synsvinklen er ydre og distanceret, men
den vækker publikums blik for begæret, jalousien, hadet. George Benjamin skaber
klange og lyde, der får publikums ører til at stå på stilke; det er
middelalderhåndskrifternes provokerende blå, røde og gyldne farver, der træder
frem for nethinden. Musikken er som håndskrifternes illustrationer ikke
realistiske, men kraftfulde; det er ikke blodet, der drypper, eller ilden, der
flammer, som hos Puccini, man hører i musikken, det er drama, hvis tonesprog på
mange måder minder om Debussy i sin strøm og variation af tempi. Flere
passager, bl.a. en karakteristisk hornsolo, bider sig fast i erindringen
undervejs, og i et jævnt, fast fortælletempo driver Crimp historien frem til
sin dramatiske slutning.
Katie
Mitchels iscenesættelse forstærker dette paradoks af spotlight og verfremdung:
Vicki Mortimers scenografi består af flere rum i to stokværk; i kongesiden
holder Englene til i to rum, der ligner laboratorier, hvorfra de styrer og
instruerer hovedhistorien, der udspiller sig i de resterende rum. Disse er
holdt i jordfarver, ruderne er beskidte, og møbler og klæder er enkle, let
slidte og lasede. Mitchel og Mortimer tager således intet fra Benjamin og
Crimp, men lægger alligevel flere lag til forestillingen blot ved at markere og
give plads. Det gælder også Evan Rogisters mageløse partituroverblik og Det
kgl. Kapels sublime spil; hvad der måske lyder svært, virker som det enkleste
af alt at spille. Læg dertil den farvepragt, der er i struben på Mathilda Sidén
Silfver og Jacob Skov Andersen som de to engle, Daniel Okulitch som
beskytteren, den jaloux ægtemand, og Morten Grove Frandsen som Drengen/første
engel. Okulitch og Grove Frandsen fylder Gamle Scene med varme, helholdsvis
mørke og lyse toner med kraft og stor styrke. Gisela Stilles har i partiet som
Agnés også en stærk sopran, men den er og bliver uskøn. Hun går i et med den
falmede kulisse, hvor Agnès triste liv og heltemodige selvmord udspiller sig,
og kun den lader en helt kold. Det er ikke nogen rar tanke, at denne golde røst
til foråret skal forsøge at vække feltmarskalinden i Rosenkavaleren til
live…
