To, som elsker hinanden

 To operaer på én gang – kan det blive bedre? Kun lidt! Operaen d. 12. oktober 2025

 

Selvom Cav & Pag er blevet et begreb – en fællesbetegnelse for de to operaer, Cavalleria rusticana af Mascagni og Pagliacci af Leoncavallo – og ingen rigtig kan sige, hvornår det blev tradition at opføre de to operaer sammen, så er det ikke altid, de følges ad. På Det kongelige Teater er Cavalleria rusticana opført 436 gang, men Pagaliacci kun (!) 356. Det går ikke op. Og sidst man spillede Pagliacci på Den jyske Opera i 2022 var det uden Cavalleria rusticana inden pausen: På den turné have operachef og instruktør Philipp Kochheim mod og fantasi til i stedet at kombinere operaen om gøglerforestillingen, der ender i dødelig alvor, med en anden opera om hævn og jalousi, nemlig Asger Hameriks glemte La vendetta fra 1870. Det var i sig selv forfriskende og berigende (hvor tit hører man musik af Hamerik?), selvom disse to operaer måske ikke var det match made in heaven som Cav & Pag kan være.

                      På Den kongelige Opera har man ikke Kochheims mod til at gå nye veje (og det ser det heller ikke ud til, at der er på Den jyske Opera i de kommende år, hvad den begavede musikjournalist Andrew Mellor i seneste nummer af Magasinet Klassisk også har blik for). Her er alt ved det gamle. Her viser man ikke bare Cav & Pag sammen, man viser dem også i en opsætning fra 2011 (repremiere i 2014) iscenesat af henholdsvis Kasper Holten og Paul Curran. Fælles for de to operaer er ikke kun det tematiske, nemlig to, som elsker hinanden, og en jaloux tredje, fælles for de to opsætninger er også scenografien af Mia Stensgaard: En imponerende, barok kirketrappe i hele scenens bredde. Men mens Cavalleria rusticana foregår i 1870’erne, hvor religionen endnu spiller en stor rolle i den sicilianske bondekultur, har Curran flyttet handlingen i Pagliacci til 1944, hvor amerikanerne er gået i land på Sicilien. Her er trappen såvel som kirken sønderbombet som et billede på det moralske opbrud, den fri kærlighed og det tungsindige mismod i kølvandet på Anden Verdenskrig.

                      Ved premieren i 2011 imponerede Cavalleria rusticana ikke. Den monumentale scenografi begrænsede dramaet, hvor meget den end var med til at tydeliggøre, at hovedkarakteren Santuzza p.g.a. sin affære med Turrido er udstødt af samfundet. Alle vender hende ryggen, og selv påskedag kan hun ikke tillade sig at gå ind i kirken. Meget fint lader Holten hende med et greb om maven vise, hvorfor hun er ”fordømt”, men der er en lang, lang indledende scene, hvor Santuzza er overladt til sig selv, og intet sker. Mindre fint er også Holtens greb om slutningen: Nok er det en kliché at lade Turrido og Alfio slås uden for scenen, men at lade koret slutte kreds om dem foran kirkedøren, er ikke bare planket fra duellen i Peter Konwitschnys iscenesættelse af Tchaikovskys Eugen Onegin (sæsonen 2009-2010), det er udramatisk og uden effekt, at en kvinde blot vender sig og skriger, og Turridos lig derefter triller et par trin ned ad trappen. I 2011 sang Iréne Theorin og José Cura de to titelpartier, uden at disse sangeres format løftede opsætningen voldsomt.

                      Hvis man derfor skulle finde en forklaring på, hvorfor man har valgt at genopsætte Cav & Pag i disse iscenesættelser, så kunne det være, fordi man havde sangerne. For det HAR man! Niels Jørgen Riis har stadig en stor italienertenor; stærk, flot og spændstig, og han kan agere overbevisende – selv som ung mand. Den store trumf er imidlertid Trine (Bastrup) Møller som Santuzza. Hendes gyldne, mørklødede sopran ejer en isnende skønhed, der forlener partiet med al den smerte og fortvivlelse, der gør, at man holder vejret, og ene kvinde fylder hun den store, brede kirketrappe ud efter den for lange indledning. Hele følelsesregisteret folder hun ud med mimik, gestik og stemme. Hun har det sceniske nærvær og den dramatiske stemme, der manglede i sæsonpremieren på Tosca, og der er én stjerne i bedømmelsen til hende alene! Brava!

                      Johanne Bock som Mama Lucia og Jens Østergaard som Alfio er begge fremragende, men det er som Tonio i Pagliacci, at Søndergaard virkelig viser sit værd. Mørk og mægtig er hans baryton som den jaloux grobrian, der sætter hævntragedien i skred. Riis er lige så velsyngende i partiet som Canio, men den dramatiske transformation fra forelsket og svigefuld ungersvend til desperat mand bag den tragikomiske klovn er betagende. Allerede under prologen til Pagliacci gør han Canio til en mærket, grånende mand, der drikker i smug og skuler olmt og træt omkring sig. Visheden om Neddas utroskab er kun dråben, der får bægeret til at løbe over; hvilke rædsler han har oplevet under krigen, kan man kun gisne om, men med stor psykologisk indsigt lader Paul Curran ham til slut skære halsen over på sig selv, da han har dræbt sin kæreste og hendes elsker. I sandhed en Stunde Null.

                      Midt i den sønderbombede, illusionsløse scenografi står amerikanske Caitlin Gotimer som Nedda. Hendes sopran er på én gang dramatisk og lyrisk; den løfter sig højt og frit som fugleflokkene fra barndommen i arien ”Stridono lassú”, og denne jublende uskyld gør kun hendes tragedie mere rørende. Theodore Platts fornemme tenor forlener hendes elskede Silvio med maskulin charme, men heller ikke han har menneskeerfaring nok til at gennemskue, hvad der lurer bag klovnens hvide maske. Fredrik Bjellsäters Beppo kredser smukt syngende om trekantsdramaet uden evne til at gribe ind og understreger derved blot, hvor uafvendeligt hævn, kærlighed og jalousi mødes og brydes i Leoncavallos enakter (som bekendt egentlig består af to akter fermt bundet sammen af et lille intermezzo).

                      Der er ingen tvivl om, at Pagliacci er en bedre opera end Cavalleria rusticana. Partitur såvel som libretto hænger bedre sammen og lever bedre op til verismens idealer om naturalisme og troværdighed, men om det er årsagen til, at Paul Currans iscenesættelse fungerer bedre end Kasper Holtens, er svært at sige. Der er ingen tvivl om, at Pagliacci i denne opsætning griber og rører, alt det, opera kan og bør, men når en sanger som Trine Møller træder ind på scenen, forandres alt; hun gør Cavalleria rusticana lige så medrivende. Måske skulle der blot en sanger af hendes format til at synliggøre Holtens Medea-vision om den forladte kvinde, der contra mundum handler desperat og blindt og også rammer sig selv, men det lykkes i alt fald – selv pr. stedfortrædende instruktør, Johanne Holten (og hun er ikke i familie med Kasper Holten). Fremragende Giulio Cilona kan i spidsen for det fremragende Kongelige Kapel kun føje til forestillingens succes; det er besætningen af sangere, der ved denne genopsætning gør Cav & Pag til to, der virkelig elsker hinanden. Og publikum kan kun ydmygt og taknemmeligt elske dem igen med tårer i øjenkrogen og en rislen ned ad ryggen. Dette er opera, som opera skal være, når det er stor opera!