Fortællingens tigerkraft

Der går en lige linje fra de primitive og dog så imponerende hulemalerier af urokser, vildheste og mammutter i Pyrenæerne til Yann Martels Richard Parker i romanen Pi’s liv, der nu spiller i biografer landet over i Ang Lees bjergtagende filmatisering. Ikke så meget fordi Richard Parker er et vildt dyr – en bengalsk tiger – men fordi de illustrerer menneskets iboende, mystiske evne og lyst til at skabe, fortælle og illustrere. Hvad skulle neandertalerne med malerier på klippevæggene? Hvad skal vi med en fortælling om en stor dreng, der overlever næsten et helt år i en redningsbåd på Stillehavet i selskab med et vildt og voldsomt rovdyr først som roman og nu som film? Er der en pointe med menneskets skaben, og har – som dansklærere tit spørger af vane og i blinde – kunstværker et budskab?
                      Romanen og filmens udtalte pointe er, at historien får os til at tro på Gud, men så simpelt er det ikke. Det er ganske vist en uventet og overraskende knytnæve midt i ansigtet, at Pi Patel, der er offer for den uhyggeligste personlige tragedie, ved et mirakel overlever et skibsforlis, men selvom han bekender sig til tre store religioner på én gang, er der så virkelig mirakler til? Og hvis der er, er de så bevis på Guds eksistens? Det tror vi måske, for vi har hørt det så tit. Tænk på børneværelsets eventyr, hvor helten eller heltinden overvinder en række udfordringer og får den begærede belønning til slut med et løfte om at ’leve lykkeligt til sine dages ende’. Tænk på de græske tragedier eller på Shakespeares tragedier, hvor kosmos til slut genoprettes, og den skyldige får sin retfærdige straf. Tænk på hele Selma Lagerlöfs forfatterskab, der vokser vildt og frodigt ud fra den idé, at skæbnens ukendte, uvejsomme stier trods alt leder frem mod det bedste, det sande, det ægte, og man sidder som læser rørt og forgrædt med en klump i halsen – og er lykkelig.

Nej, det er ikke i historien om drengen, der overlever et skibsforlis, at vi skal se Gud; Gud ser til fra yderkanten, fra kulissen, Gud er i rammen. Pi’s fortælling er meget sigende for fantastisk til, at de japanske forsikringsmænd kan tro den. De skriver kun den prosaiske version om menneskelig ondskab og overlevelsesinstinkter helt blottet for fantasi, metaforer og symboler ind i rapporten, og dog er det ikke den historie, vi holder mest af. Vi vil hellere gyse af skræk for Richard Parker, mens vi beundrer Pi’s mod og tigerens skræmmende skønhed, fordi den netop er så meget ud over hverdagens sædvanlige prøvelser. Det er ikke miraklet i Pi’s overlevelse, der vidner om Guds eksistens, det er legenden herom, det er historien om Richard Parker, der køligt forsvinder ind i den mexicanske urskov uden at se sig tilbage. Enhver fortælling har sin gud, nemlig fortælleren, der styrer redningsbåden over Stillehavet til Mexicos kyst, det er ikke Gud, der gør det. Det er Pi Patel, der takker Richard Parkers tilstedeværelse i båden for sin overlevelse, for havde der kun været en hyæne/en ondskabsfuld, canadisk kok ud over ham selv, så havde han dræbt hyænen/kokken, og hvilket samvittighedsfuldt menneske kan leve med et andet menneskes liv på samvittigheden? Det uforståelige, junglens skræmmende smukke hersker, må med i båden, for at vi kan tro, at Pi kan overleve 277 dage i en redningsbåd midt i det vældige ocean. Således er det ikke Gud, der viser sig for os i miraklet; det er menneskets guddommelige skaberevne, der får os til at forstå, hvad gud er. Hvorfor maler vi urokser og mammutter på klippevæggene? For at forstå, hvad vi skal overvinde. Hvorfor sender vi tigre ud i redningsbåde? For at forstå, hvordan mirakler kan ske. Det er i menneskets evne til at skabe, at gud skjuler sit åsyn. Om vi overlever, det ved kun Gud, men fortællingen lærer os, at det kan ske.