torsdag den 14. februar 2013

Popkunst!


Edvard Munch-udstillingen ”Angst/Anxiety” på ARoS 2013.
I samlingen af samtidskunst på ARoS findes to videoer, der begge består af klip fra diverse spillefilm; den ene med de lussinger, der er i tidens løb er delt ud af mellem elskende på det hvide lærred, den anden med eksplosioner, bilsammenstød og andre menneskeskabte ulykker. Volden er med andre ord kommet på museum, den er ført i parade ind over vindebroen til æstetikkens højborg, kunstsamlingen. Det burde ikke forbavse nogen, der har stået i kø til blockbuster-udstillingen ”Angst/Anxiety” med værker af den forkætrede norske maler Edvard Munch; motiver af angst, dødslængsel og depression scorer højt på ARoS’ ”Munch O-meter” (det er ikke undertegnede, der har glemt en bindestreg) på Facebook, hvorfor så ikke også æstetisere volden?
                      Forstå mig ret: Kunsten bør naturligvis beskæftige sig med eksistentielle emner, og hvilke forhold er mere relevante at inddrage i den forbindelse end alle aspekter af det menneskelige følelsesliv, også de sorteste? Munchs tragiske barndom og opvækst, der lagde grunden for hans depressive sindelag, udpensles i de ledsagende tekster til udstillingen, så der er ingen tvivl om, hvad de tomt stirrende blikke, dystre farver og svimlende perspektiver illustrerer for os, og måske har det sin aristoteliske renselse at opsøge denne udstilling. Min anke er bare ikke motiverne, min anke er, at Munch som maler ikke imponerer. Det tidlige billede ”Morgen” (1884) udtrykker smukt, men ikke videre originalt eller selvstændigt den impressionistiske stil, som dominerede slutningen af 1800-tallet. Munch beherskede altså malerkunsten, håndværket, men bevæger man sig fra det minutiøse penselarbejde og det rige farve- og skyggespil i ”Morgen” til publikumsfavoritten ”Aften på Karl Johan” (1892), ændrer udtrykket sig radikalt: Udtværede konturer, massive farvefelter af geleblævrende form og grumsede penselstrøg. Det er kun motivet, der kan gribe og chokere, ikke udførelsen. Ikke at jeg hverken blev grebet eller chokeret, dertil er der løbet for meget skyllevand fra malerpenslerne i det tyvende århundrede i åen, og Munchs motiver har mistet deres brod ved at blive reproduceret på alt fra køleskabsmagneter til kagedåser og dækkeservietter, for får man mistrøstig depression serveret til morgenkaffen, så skal der altså mere til virkelig at fange og fastholde øjet end maleren Munch.
                      Køerne ved indgangen taler altså deres tydelige sprog: Munch er mainstream i begyndelsen af det tredje årtusind. Det forstærkes af, at store (såkaldte) mesterværker som ”Skriget” og ”Madonna” ikke engang behøver at være på udstillingen, hvor de jo ellers temaet taget i betragtning har deres berettigelse, for at udstillingen bliver velbesøgt. ”Skriget” og ”Madonna” er kun til stede som tryk af nogen af de mange træsnit, der findes på udstillingen, men som kun få har bemærket, hvis man skal tro føromtalte Munch-O-meter. Her får motiverne ellers en struktur og en stoflighed, der gør dem interessante, og farveholdningen bliver ekspressiv, radikal og original. Her hæver de ulykkeligt elskende, de misundelige, de sorgfulde og de traurige sig pludselig ud fra den uformelige baggrund, og med få snit og velovervejet farveklat taler de tydeligere end malerierne. Motiverne hænger side om side som warholske reproduktioner og forstærker Munchs karakter af popkunst, og alligevel er de alle forskellige. Her rækker udstillingen endelig ud mod vores samtid: Munch tærede på sin egen depression som inspiration og genbrugte selvbevidst sine motiver, ganske som vi tærer på andres lidelser, drifter og dødssynder i reality-programmer, grænseoverskridende sensationsjournalistik og udleverende selvbiografier, som der tilsyneladende ingen ende er på. Vi – jeg har jo selv set udstillingen – svælger romantisk i menneskesjælens afgrunde og sværmer for den martrede kunstner, vi sukker af begejstring og udstiller vores betagelse af maleriernes identitetsløse, lidende, moderne mennesker på Facebook uden at overveje kvaliteten af den kunst, der formidler disse eksistentielt vedkommende spørgsmål. Vi er for forelskede i vores egen betagelse til at se dette faktum: Udstillingen er vedkommende og stiller store spørgsmål, hvad volds- og actionfilm også gør, når de kommer på museum, men det er ikke nødvendigvis stor kunst, og Edvard Munch er ingen stor maler.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar